Frihed til at være den man er, betyder for mig at blive accepteret og anerkendt. Men det betyder også at acceptere og anerkende sig selv og være tilfreds med sig selv. At sprede sine vinger og tage livet med højt humør. Det ønsker jeg mig, siger Ilona Gondesen, der har taget dette billede.

Hun levede 35 år på kanten: Måske er jeg bare ikke-diagnosticeret voksen

Mød Ilona, der efter et hårdt liv på kanten af samfundet og livet er ved at samle brikkerne til fremtiden. Når hun har det skidt skriver hun fantastisk og får styr på tankerne. Her er hendes historie fortalt gennem tankemylder, som hun kalder det.

Jeg kan ikke huske ret meget fra min barndom, og det jeg kan huske er små klip af et liv hvor jeg ofte er i tvivl. Har det været sådan eller er det bare er noget jeg tror?

En jeg kender sagde engang til mig, at jeg sikkert har været noget af en håndfuld som barn. Jeg ved det ikke, men jeg kan godt forestille mig det.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt boede hos mine bedsteforældre. Husker jeg rigtig, så var det i flere måneder. Om det var fordi mine forældre ikke kunne styre mig, fordi de ikke magtede mig? Jeg ved det ikke. Jeg kan bare huske, at jeg en overgang skulle med toget hver dag for at komme i skole.

Om Ilona Gondesen

Selvlært fotograf, der gerne tager opgaver. 

Har flere uddannelser bag sig, og nu igang med en kandidat, efter mange svære voksenår. Arbejder ved siden af studiet som researcher for Huset Zornig, aktiv i Stemmer på Kanten og er formand for Foreningen de Brændte Børn. 

Fra folkeskolen kan jeg huske, at jeg ofte sad ved det runde bord foran rektors kontor. Enten fordi jeg havde forstyrret undervisningen eller fordi jeg igen engang havde været i slagsmål i skolegården. Men om der nogensinde kom noget ud af de samtaler jeg havde med rektor, det ved jeg faktisk ikke.

Som 17 - 18 årig flyttede jeg på kollegie. Det var her jeg første gang kom i kontakt med hash. Noget jeg blev vild med ret hurtigt. Alkohol og hash blev en del af min hverdag. Da jeg var 19 år droppede jeg ud af skole og mine forældre stoppede deres økonomiske støtte til mig.

Så der stod jeg på gaden.

Job på McDonalds

Det var nok starten på et større rusmiddelmisbrug og min meget ustabile kontakt til arbejdsmarkedet.
Mit første rigtige arbejde havde jeg sommeren inden jeg droppede ud af skolen. Jeg arbejdede hos McDonalds, det var et sommerjob som jeg tog for at få lov til at blive boende på kollegiet i sommerferien.

De første uger gik meget godt. Jeg tog mit arbejde meget seriøst. Indtil jeg en dag fik en invitation til at mødes med venner i et sommerhus på Sydals. Det var bare for at feste den ene aften, men jeg blev hængende resten af sommerferien. Jeg surfede om dagen og festede om natten, og jeg tror nok at jeg mistede mit job på McDonalds. Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror det nok eftersom jeg aldrig tog derhen igen. Jeg har aldrig hørt fra dem, mon ikke mine forældre har ryddet op efter mig? Det har de nok gjort massevis af gange.

Stofmisbruger på kontanthjælp

Mine forældre ryddede i hvert fald op efter mig, da jeg fra den ene dag til den anden flyttede fra en lejlighed de havde lejet til mig. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik inden de fandt ud af at jeg ikke længere boede der. Men jeg tror nok de både sagde lejligheden op, fik opsagt mit telefonabonnement og fik tømt min lejlighed.

"Ensomhed er som en lang mørk tunnel, hvor man for enden kan se et lys, i lyset står alle de andre og nyder hinandens selskab, men jeg kan ikke komme hen til lyset fordi hver gang jeg tager et skridt hen mod lyset så flytter tunnelen sig og jeg står stadig i mørket," siger Ilona Gondesen om sit billede her.

Som 21 årig var jeg så meget ude i stofmisbrug, at jeg sådan set var ligeglad med det hele. Jeg fik kontanthjælp, sad på gaden, tiggede og tog stoffer det meste af dagen.

Hvis det ikke havde været for en af mine venner, der fik mig ud af det miljø, så ville jeg sandsynligvis have endt mine dage som mange af dem i min omgangskreds. Selvmord, overdosis eller fejlslåede hjælperåb med død til følge.

Clean start på gymnasiet

Jeg blev clean, flyttede fra Flensborg til Aabenraa og begyndte på gymnasiet igen. Væk fra miljøet, troede jeg. Men de første jeg mødte der kom fra samme miljø. Så 1. G var, om end i en mildere udgave, det samme som de forgående år - Amphetamin, piller og alkohol.

I 2.G blev det mere stille i forhold til rusmidler, dog stadig en del alkohol, i hvert fald de fleste dage om ugen. I 3.G fik jeg, tror jeg man kan sige, det man kalder for normalforbrug af rusmidler. På en måde var det en meget langtrukken proces med at blive clean.

"Når man ikke passer ind i de normer der bliver sat af samfundet, og man igen og igen løber hovedet ind i en mur. Revolution er for mig en frigørelse af de klaustrofobiske rammer der drukner enhver individualisme og ødelægger dem der ikke lever op til normen. Jeg vil hellere være glad uden for normen, end depressiv inden for normen," siger Ilona om sit billede.

Jeg savner ofte de dage hvor vi røg en fed eller bare drak øl dagen lang. De var de dage jeg ikke var urolig, og måske hjalp det mig til at komme igennem gymnasietiden, for det lykkedes. Hvordan det kan være har jeg aldrig spekuleret over. Ikke før nu.

Jeg blev nummer to i min familie til at få studenterhue på. En stor bedrift, synes jeg selv. Men hvad så bagefter?

Retten til dagpenge

De følgende år gik med mange forskellige ting. Først blev jeg buschauffør, arbejdede som det i 2 år. Men efter en konflikt på arbejdet smed jeg tasken på bordet og skred. Jeg kunne og ville ikke mere. Jeg tror det er dét arbejde jeg har haft hvor jeg havde mindst sygedage.

Det jeg kunne li, set i bakspejlet, var de skiftende arbejdstider. Det gav mig fred, for der var ingen der lagde mærke til at jeg intet liv havde ved siden af mit arbejde. Intet socialt liv og ingen relationer til andre. Der var ingen der kom på besøg hjemme hos mig, som kunne have lagt mærke til hvor skidt det egentligt stod til.

Jeg havde optjent dagpengeret ved at arbejde i to år, så nu kunne jeg gå hjemme i fred. Det gav mig mulighed for at leve under radaren af de offentlige myndigheder. Som dagpenge modtager blev man ikke kontrolleret i hoved og røv dengang. 

Svendebrev trods alt

På et tidspunkt, efter at jeg uden heldigt udfald havde forsøgt mig som selvstændig og skaffet mig en gæld til det offentlige og til private kreditorer, så startede jeg på en elektrikeruddannelse. Det lå lidt lige for, og jeg troede på en måde, at hvis jeg gik i min fars fodspor så ville han blive stolt af mig. Jeg er blevet klogere siden hen. Intet jeg gør, vil nogensinde være godt nok for mine forældre, jeg tror de har opgivet mig for mange år siden.

I løbet af de 4 år min uddannelse tog blev jeg rigtig god til at aflæse hvor længe man kan melde sig syg, uden at være syg, men ikke blive sanktioneret for det. Jeg kom igennem uddannelsen ved med jævne mellemrum, når hverdagen blev for meget, at melde mig syg med en eller anden fiktiv sygdom, som en læge alligevel ikke kan finde beviser på. Og så erfarede jeg mig helt praktisk frem i forhold til hvor længe kan man være syg med det uden de forlanger dokumentation eller bliver mistænksom.

Vi er blinde, vi er døve og vi er ignorant. Det er dét der gør os til en af verdens lykkeligste nationer. Social blindhed tillader os at være lykkeligt uvidende om, at vi har store sociale problemer. Jeg er træt af den sociale blindhed, derfor er min mission at tage billeder af det vi som samfund ikke vil se.

Med mit svendebrev i hånden, kom den næste udfordring. Nu skulle jeg være et produktivt medlem af samfundet og give mit bidrag på arbejdsmarkedet. Så de næste år havde jeg omkring 4 -5 forskellige arbejdspladser, somme tider afbrudt enten af dagpenge perioder eller fordi jeg startede på en ny uddannelse.

Sådan gik det nogle år.

Vendepunkt

Da jeg var 35 år skete der noget mentalt. Jeg ramte en eller anden mur, som blev et vendepunkt. Jeg var på det tidspunkt så mentalt og fysisk nedslidt, at jeg ikke kunne overskue noget som helst mere. Jeg sagde mit arbejde op, tog karantænen og gemte mig i min campingvogn, som var min bopæl på det tidspunkt.

Uden det store netværk, kun sammen med mine hunde og min kat, stod jeg uden noget mål i livet og uden forpligtelser. Det var her jeg traf den beslutning, at jeg ville mere med mit liv.

Jeg startede på endnu en uddannelse, pædagoguddannelsen. I løbet af det første år blev jeg konfronteret med mange af de spøgelser jeg har båret rundt på i mange år og det endte med en dyb depression med forsøg på selvmord. Jeg satte mig i min bil for at køre mig ihjel på motorvejen.

Det lykkes heldigvis ikke, og i stedet blev jeg visiteret til behandling. Det vil sige jeg fik godkendt psykologtimer, som jeg aldrig har benyttet mig af. Jeg stoppede også selv med at tage min medicin efter godt et år.

Jeg blev færdig som pædagog, og stod endnu engang i en situation jeg havde et vist kendskab til efterhånden: Hvad nu?

Intet netværk, ingen forpligtelser og intet mål for øjnene. Intet arbejde at få, og intet sted at flytte hen til.

Ambitionerne blev større og jeg startede på universitetet. Det er nu 3 år siden, at jeg startede på min kandidatuddannelse, og jeg er stadig i gang. Selvom målet er indenfor rækkevidde, så er det så langt væk at det ikke virker som om det nogensinde bliver til noget.

Hvorfor virker det så langt væk og hvorfor er det så skræmmende at tænke på, at der er noget jeg skal nå?

Jeg søger svar

I løbet af de sidste 18 år er jeg flyttet over 20 gange, jeg har det meste af tiden holdt andre mennesker på afstand, jeg har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet i længere tid ad gangen og jeg har kun fuldendt en brøkdel af det jeg er startet på. Det er vendt rundt nu, og jeg har et netværk, et fantastisk job og frivilligaktiviteter, der fylder mit liv.

Jeg har de sidste år prøvet at finde ud af hvorfor jeg kørte livslalom i så mange år? Hvorfor jeg brugte så mange flere år end andre på at finde svarene for mig selv?

Jeg er kommet til den konklusion, at jeg bare ikke kan de samme ting som andre kan. Jeg er ikke god til at gøre ting for mig selv. Jeg har svært ved at opretholde relationer til andre mennesker og jeg har svært ved at ’tage mig sammen’ både på arbejde og på mit studie. Jeg sidder med løse ender og halvfærdige opgaver fordi jeg ikke magter at gøre dem færdige. Jeg kan ikke overskue livet på den anden side af færdigt.

På det personlige plan har jeg altid haft svært ved at finde mig tilrette i sociale sammenhæng. Derfor har det også været svært for andre at være tæt på mig. At være sammen med mig, fordi man aldrig vidste i hvilken ende af skalaen mit humør kunne være. Måske har jeg altid haft en tilknytningsforstyrrelse, måske er det kommet med tiden. Jeg ved det endnu ikke.

Et svært menneske

Jeg ved dog nu, at min adfærd kan virke meget grænseoverskridende, impulsiv og tankeløs – eller måske uvidende i forhold til andre mennesker. Konfronteret med mine handlinger og min adfærd, bliver jeg chokeret og enormt ked af det, fordi jeg ikke er bevidst om det.

Jeg har svært ved at håndtere, når nogen irettesætter mig eller gør mig opmærksom på, at der er noget der måske ikke er så godt. I de øjeblikke føler jeg mig som en kæmpe fiasko og har lyst til at smide det hele. For jeg oplever gang på gang at jeg ikke kan leve op til normen. Anerkendelse er noget af det vigtigste for mig.

Er jeg ikke diagnosticeret voksen?

Jeg har altid gjort grin med at jeg nok har en eller anden diagnose, der bare ikke er opdaget.

Den anden dag blev denne joke langt mere alvorligt, da jeg på Facebook havde en chat med en ven. Hun reagerede på et link jeg havde slået op på min væg. En artikel om ADHD. Hun skrev til mig at hun var blevet udredt for et par år siden og hun havde fundet ud af at hun faktisk havde ADHD. Hun mente jeg også havde stærke træk og burde opsøge en psykiater.

Jeg har siden hen læst mere om ADHD, og jeg har fundet mange ting som passer godt på mig.

”Mange med ADHD er særdeles lydfølsomme. Nogle bliver irritable, andre bliver fjerne, når støj og overstimulation af høresansen står på. I begge tilfælde har man som voksen svært ved at være til stede og deltage aktivt og konstruktivt i mange hverdagssituationer hjemme og på job.”

”Ved ADHD registrerer synsapparatet små bevægelser og skift i omgivelserne. Øjnene følger automatisk og registrerer bevægelser i omgivelserne. Man kan sige, at mennesker med ADHD har et sanseapparat, der ’scanner’ omgivelserne med større følsomhed end andre mennesker.”

”Personer med ADHD har svært ved at holde opmærksomheden på ét sted, og det har betydning for deres evne til at gøre forskellige ting i hverdagen. De rammer, man skal handle og arbejde under, er derfor afgørende for ens mulighed for at præstere. ”

”Ved ADHD bliver arbejdshukommelsen afbrudt i sine processer, og det betyder, at opgaver, der kræver, at man har overblik over mange delprocesser, bliver uoverskuelige. Man får svært ved at ’tage sig sammen’, bliver distraheret og kommer ikke tilbage til der, hvor man slap sin opgave. Løse ender og halvfærdige opgaver er karakteristisk og medfører, at andre bliver utilfredse med indsatsen. Mange med ADHD har evner indenfor et bestemt felt. Her vil man, helt modsat, kunne overfokusere og stirre sig blind på detaljer og have svært ved at gøre noget færdigt.”

”I hjemmet udsætter man for eksempel at betale regninger, gøre rent, købe ind, vaske tøj etc., indtil det absolut ikke kan udskydes længere, og visse ting bliver aldrig gjort. Man bliver stresset og får lavt selvværd over, at man ikke ’kan tage sig sammen’, og man forstår ikke, hvorfor man ikke kan udføre de ting, man har sat sig for.”

Derudover tankemylder, rastløshed, opmærksomhedsforstyrrelser, impulsforstyrrelser bliver beskrevet i den artikel, som jeg har fundet netdoktor.dk.

Jeg blev skræmt og nysgerrig

Disse artikler og fagtekster om ADHD er noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har læst. Jeg sidder nu med en fornemmelse af, at jeg ikke kender mig selv og alligevel ved langt mere om mig selv end jeg gjorde for kort tid siden.

Men det mest skræmmende er, at den forklaring jeg havde på min adfærd lige pludselig er blevet væltet. Jeg ved ikke længere hvad der er rigtigt og forkert.

Kan det virkeligt passe, at mit liv har været så omtumlet - præget af misbrug, manglende socialt netværk, depressioner, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke mindst et liv med lavt selvværd – fordi jeg render rundt med en ikke opdaget diagnose?

Skal jeg ’tage mig sammen’ og kontakte min læge for at få en udredning?

Og hvad vil det så betyde for mig?

Mit liv i dag er ikke det samme, som det jeg har beskrevet her. Jeg kæmper stadig med mange af de samme udfordringer, dog med den forskel at jeg i dag har et netværk der bakker mig op, jeg har et arbejde som jeg er helt vildt glad for og et studie der interesser mig meget. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om mit liv kunne have været nemmere hvis der på et tidligt tidspunkt havde været nogen der havde opdaget de udfordringer jeg har, og der var blevet gjort noget ved dem.
 
Jeg ved ikke om jeg har ADHD, men mine udfordringer ville give meget mere mening hvis det er sådan det forholder sig. Jeg har fået at vide, at det er min intelligens, der hjælper mig på vej. Jeg oplever det ofte, som om min intelligens gør det mere svært for mig, fordi jeg jo godt kan se de ting jeg gør forkert.
 
Takket være mit netværk i dag, en forstående arbejdsplads og måske også min intelligens, så har jeg i hvert fald en større chance for at tage kampen op og besejre mine udfordringer.
 
Min intention med at skrive dette har været, at give andre et indblik i hvor svært det kan være at mestre sit liv, når man ikke helt forstår sig selv.
 
Emneord: Fattigdom, Socialkrisen, Socialt udsatte, Hjemløse unge, Misbrug, Stofmisbrugere, Ilona Gondesen, 5 år med DenOffentlige
Stemmer på Kanten på DenOffentlige.dk Socialt udsatte borgere bruger ikke deres stemme, når der er valg. Det vil vi lave om på. Stemmer på Kanten har til formål at få socialt udsatte til stemmeurnerne, når kommunalvalget løber af s...
Aktivitet: Artikler: 13 | Kompetenceområder: 15

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 06.11.14 Linda Callesen, Skandinavisk traumeterapeut
    Diagnose eller ej

    Denne historie ligner mange, som har været på kanten eller er på kanten af det vi kalder arbejdsmarkedet eller det såkaldt "normale" liv. Tak for historien. Der er en bekymring for min side omkring egen diagnostisering og egenkritik. Som jeg oplever det er det en stor tendens til dette i samfundet. Historien bringer et billede af at det er Illona, der er problemet og ikke familiesystemet. Jeg bekymre mig over at Illona har et selvbillede af at det var hende, der var problemet og derfor bl.a. skulle bo hos sine bedsteforældre. Der er mange signaler omkring traumatisering og tilknytningsproblematikker, som ikke bliver overvejet i teksten. Vi ved (os traumeterapeuter) at traumatisering har symptomer, der har stor sammenligelighed med ADHD symptomer. Traumatisering kan ske på mange måder - både fysisk og mentalt. På arbejdsmiljøinstituttet ved man bl.a. også at fysiske symptomer kan have rod i psykiske tilstande. Traumeterapien har en øget opmærksomhed på at psykiske tilstande kan være lagret fysisk og sanse mæssigt - i nervesystemet, bindevævet, musklerne og knoglerne. Jeg ville ønske at der var mere opmærksomhed på at netop adfærd ikke kun handler om dannelse men også kan handle om traumatiseringer.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også