Ifølge opgørelsen har 591 veteraner fået anerkendt post traumatisk stress syndrom som arbejdsskade. Dermed er det i næsten ni ud af 10 sager, at veteranerne får medhold.

Hundredvis af veteraner får anerkendt psykiske skader

Velfærd

22/01/2015 15:44

Nick Allentoft

Næsten 600 veteraner har fået anerkendt post traumatisk stress som arbejdsskade, viser første store opgørelse.

Det er blevet markant lettere at få anerkendt psykiske skader, hvis man som udsendt soldat har været igennem traumatiske begivenheder.

Det viser den første store opgørelse på området, som Arbejdsskadestyrelsen og Beskæftigelsesministeriet har gennemført. 

Her har man opgjort resultatet af alle sager om veteraner, som før 2013 har anmeldt post traumatisk stress som en psykisk arbejdsskade.

Ifølge opgørelsen har 591 veteraner fået anerkendt post traumatisk stress syndrom som arbejdsskade. Dermed er det i næsten ni ud af 10 sager, at veteranerne får medhold.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) er tilfreds med, at det dermed kun er meget få veteraner, som går forgæves:

- Når mennesker har været ude på Danmarks vegne og deltage i så barske ting, at man kommer hjem med ar på sjælen, så er det godt, at det danske samfund kan behandle dem anstændigt og anerkende deres ar på sjælen, siger Henrik Dam Kristensen til Ritzau.

Igennem de seneste år har der været et stigende fokus på, at veteraner fra eksempelvis krigene i Afghanistan og Irak kom hjem med psykiske problemer, som først efter mange måneder resulterede i, at de havde svært ved at arbejde.

For at imødegå det vedtog et enigt Folketing i april 2014 en særlov, der betyder, at veteraner kan få anerkendt psykiske skader, selv om symptomerne først er blevet konstateret af en læge mere end seks måneder efter, at soldaten er vendt hjem.

Og det har virket, mener Henrik Dam Kristensen. Ser man alene på de sager, som er blevet genoptaget efter lovændringen, så har 227 veteraner fået anerkendt psykiske skader. 

Det svarer til, at omkring to ud af tre veteraner får medhold i de genoptagede sager. Dermed er der ikke grund til at skærpe lovgivningen yderligere i forhold til arbejdsskader, mener ministeren:

- Vi skal hele tiden kigge på nye tiltag over for veteraner, men ser man alene på særloven og de tal, vi nu har fået, så synes jeg, at Folketinget har taget hånd om de mennesker, som har været i krigstjeneste for Danmark, siger Henrik Dam Kristensen.

Folketingets partier har tidligere øremærket 500 millioner kroner til erstatningerne. Pengene findes på forsvarets eget budget.

Det er endnu ikke opgjort, hvor meget det vil koste at udbetale erstatning for mén og tab af erhvervsevne. Regningen kan dog løbe op for forsvaret. 

Bliver en veteran for eksempel vurderet til at have en mén-grad på 20 procent som følge af post traumatisk stress syndrom, så vil man få cirka 165.000 kroner fra arbejdsskadesystemet alene for mén. 

Derudover vil veteranen få cirka 805.000 kroner fra forsvaret. Det vil sige samlet cirka 970.000 kroner alene for det varige mén.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce