1. Skrækkelige optagelser:
Fælles har det lydt, at den adfærd og den kultur, lederne har set i optagelserne er uværdig, respektløs og udviser mangel på faglighed – både sundhedsfaglighed, demensfaglighed og den relationelle-, kommunikative- og praktisk etiske faglighed.
Flere udtrykker at det er trist og utrygt at skjult kamera er tilgangen her. At der burde have været handlet på kritikken før og at det er utrygt for egne medarbejdere med tanken om overvågning, som en tilgang, hvis pårørende er utilfredse.
Enkelte nævner at optagelserne også må være uværdige for de ældre.
2. Ledelsesopgaven og rammevilkår:
Størstedelen gør opmærksom på, at ledelsesrollen er blevet mere administrativ og driftsorienteret. At der er megen fokus på budgetoverholdelse, nedbringelse af sygefravær, dokumentation mv. De savner mere ledelsesrum, så de fx kan være med til selv at sætte holdet og gå endnu tættere på kulturen i det daglige.
Mange tydeliggør også vigtigheden i at gå forrest, undre sig, spørge ind, vejlede og være helt tæt på praksis. At lederne skal gøre det og skabe en kultur, hvor medarbejderne også tør gå helt tæt på.
Mange nævner, at det er alt for svært at komme af med de dårlige medarbejdere. At det tager alt for lang tid og det går ud over borgere og kollegaer i mellemtiden.
3. Tilsyn – ikke mere kontrol – mere fokus på det professions-etiske:
Alle siger, de frygter optagelserne vil føre til mere kontrol. At der i forvejen er store mængder af kontrol, som bliver en stor administrativ opgave hver gang. Og at det giver endnu mindre tid til at lede tæt på og mindre tid til kerneopgaven hos borgerne.
Nogle peger på, at der er en god ide at tilsynet er eksternt.
Flere nævner, at tilsynet overvejende fokuserer på dokumentation. De sender signalet om at det er det vigtigste. Der er mindre fokus på professionsetikken og borgernes livskvalitet.
4. Rekruttering og anerkendelse af alle de dygtige medarbejdere:
Lederne udtrykker at de lige nu har rigtig meget brug for at anerkende alle de dygtige medarbejdere, som leverer et fantastisk stykke arbejde hver dag.
Samtidigt bliver der gjort opmærksom på, at det kan være meget svært at rekruttere kompetente medarbejdere – og at nogle frygter at den her udsendelse kan gøre det endnu sværere.
Nogle gør opmærksom på, at det er blevet for let at blive ansat i plejesektoren og at både ledere og medarbejdere bruger mere tid på at korrigere adfærd.
5. Regeringen:
Nogle peger på at der er en modsætning mellem på den ene side at have en ambition om at tale omsorgsfagene op – og på den anden side have uddannelsesmål og strategier, der presser uegnede mennesker ind i det her fag. At de vil tale det op, men i praksis devaluerer det.
6. Medarbejdervilkår, kompetenceudvikling og faglighed:
Nogle ledere peger på, at rammevilkårene for medarbejderne handler rigeligt om at krydse ydelser af og dokumentere sit arbejde – og mindre om at møde den enkelte borger hver dag og finde frem til, hvad har du brug for netop i dag?
Nogle nævner at de har stressede og udbrændte medarbejdere, der netop bliver pressede af at de ikke kan levere den professionsfaglighed, som de oplever at de brude. Rammerne er ikke altid til det.
Nogle peger på, at der er brug for vedvarende kompetenceudvikling og supervision for at fremme fagligheden. Der er både brug for viden om demens og der er vedvarende brug for at viden om, hvordan man indgår i omsorgsrelationerne på en god måde.
7. Uddannelserne:
Her bliver peget på, hvorvidt uddannelserne er tilstrækkeligt praksisnære. At der fokus på, hvordan man udfører værdig nedre pleje?
Matcher uddannelserne virkeligheden?
8. FOA:
Nogle udtaler, at de oplever at FOF placerer hele skylden på ledelsesniveauet, og at der er en tendens til at fremme en mig-mig-mig-kultur for den enkelte medarbejderes oplevelse af arbejdsglæde – frem for et fokus på det vigtige arbejde, som organisationsmedlemmerne gør sammen.
9. Borgergruppen:
Borgerne bliver dårligere og dårligere når de kommer til plejecentre mv. Det vil sige at målgruppen er meget mere kompleks og omsorgskrævende både fysisk og psykisk.
Det kalder på at yderlige behov for kompetenceudvikling og at det er meget vigtigt at kunne ansætte de dygtigste medarbejdere, vedvarende professionsfaglig uddannelse og refleksion , samt at det er muligt at komme af med de medarbejdere, der ikke magter opgaven.
10. Forventnings-afstemning og åbenhed:
Nogle nævner at det stadig er meget behov for at lave en tydelig forventningsafstemning mellem de ældre borgere, de pårørende og så plejecentrene.
Den forhåbning og forventning som en del ankommer med stemmer ikke altid overens med kommunens kvalitetsstandarder og det serviceniveau, som der skal leveres.
