Hver anden på kontanthjælp undtaget fra 225-timers regel

Velfærd

19/08/2016 13:08

Nick Allentoft

Mange kontanthjælpsmodtagere har så begrænset arbejdsevne, at de reelt ikke kan arbejde 225 timer.

Cirka halvdelen af alle kontanthjælpsmodtagere skønnes at være undtaget fra den 225-timers-regel, som regeringen har indført. 

Det fremgår af et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Beskæftigelseskravet på 225 timer betyder, at kontanthjælpen bliver sat ned, hvis en kontanthjælpsmodtager ikke har haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder. 

Men personer, der har så begrænset arbejdsevne, at kommunen vurderer, at de ikke kan opnå 225 timers ustøttet beskæftigelse, kan blive undtaget fra kravet.

Og ifølge de senest tilgængelige data gælder det cirka 46.100 kontanthjælpsmodtagere, hvilket svarer til 49 procent, fremgår det af svaret.

Beskæftigelsesministeren understreger, at der er tale om foreløbige data, der kan blive justeret.

Beskæftigelsesministeriet har tidligere skønnet, at 9000 "fuldtidspersoner" vil blive berørt af reglen i 2016. Det dækker formentlig over et højere antal faktiske personer.

Men man kan heller ikke sætte lighedstegn mellem det antal - cirka 52 procent - der ikke er undtaget fra reglen og så hvor mange, der rent faktisk vil få skåret deres kontanthjælp, understreger Jørn Neergaard Larsen.

- De pågældende personer kan for eksempel overgå til beskæftigelse, selvforsørgelse, overgå til en anden ydelse eller på et senere tidspunkt blive undtaget fra reglen, skriver ministeren.

Mere end 48.000 personer har modtaget et såkaldt varslingsbrev, hvoraf det fremgår, at de risikerer at få deres kontanthjælp sat ned som konsekvens af reglen. 

Hvis borgerne når at arbejde 113 timer inden 1. oktober, går de fri.

Både gifte og enlige er omfattet af reglen. Ægtepar på kontanthjælp vil blive ramt hårdest, idet de vil miste den ene kontanthjælp, hvis begge parter ikke lever op til reglen om 225 timers arbejde.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce