Hver tredje under 30 benytter sig af deleøkonomi

Bæredygtighed

05/10/2015 15:07

Nick Allentoft

Danskerne - og særligt de unge - har taget deleøkonomiske tjenester til sig, viser analyse fra Dansk Erhverv.

Deleøkonomiske tjenester som Airbnb og Uber ser ud til at have vundet indpas hos unge danskere.

Ifølge en rundspørge, som analysefirmaet Norstat har lavet for Dansk Erhverv, har omkring en tredjedel af de voksne danskere under 30 benyttet dem inden for det seneste år

Det er særligt overnatningsportalen Airbnb, som er populær, men også samkørselstjenesten Uber er meget benyttet - særligt på ferien i udlandet.

- Vi har på andre områder set, at de yngre generationer tager ny teknologi og nye tjenester til sig som de første, og det er nok også tilfældet med deleøkonomiske tjenester.

- Dertil kommer, at yngre forbrugere ofte er parate til at eksperimentere med nye muligheder, siger Geert Laier Christensen, der er underdirektør i Dansk Erhverv.

Kigger man på alle danskere under et, har knap 10 procent benyttet sig af deleøkonomiske tjenester det seneste år.

11 procent svarer desuden positivt på spørgsmålet om, hvor mange der tror, at de vil benytte sig af en sådan tjeneste det kommende år, og dermed er der udsigt til, at væksten vil fortsætte.

Det bifalder Dansk Erhverv, men opfordrer samtidig Folketinget at få lovgivningen ændret, så den matcher de nye tjenester.

- For det er vigtigt at sikre, at reguleringen ikke hindrer udnyttelsen af de nye muligheder, og at de eksisterende virksomheder ikke udsættes for unfair konkurrence fra de nye konkurrenter på grund af manglende skattebetaling og mindre regulering, siger Geert Laier Christensen.

Dansk Erhverv foreslår i den forbindelse, at man nedsætter en national teknologikommission, der skal være de samfundsmæssige konsekvenser af ny teknologi.

Tjenesterne Airbnb og Uber har mødt kritik af blandt andet hotel- og taxabranchen, fordi de bevæger sig ind på et reguleret område uden at leve op til de gældende regler for branchen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce