Hvis unge på kontanthjælp var dyr

Hvis unge på kontanthjælp havde været giraffer eller hunde, var der blevet grebet ind for længe siden. Men unge mennesker er ikke dyr og så er tonen pludselig helt anderledes. Det skyldes nok, at langt de fleste af os aner ikke hvad vi taler om, når vi taler om unge på kontanthjælp og den måde, de bliver behandlet på.

Hvis unge mennesker på kontanthjælp havde været giraffer eller hunde, var der blevet grebet ind for længe siden. Der havde rejst sig et ramaskrig og medierne var flydt over med historier, eksempler og analyser af, hvordan vi dog er kommet så langt ud og er blevet så afstumpede. Dansk Folkeparti havde krævet mere straf, Venstre færre afgifter, Konservative mere forældreansvar, Liberal Alliance større frihed. Socialdemokraterne havde forlangt bedre dyrevelfærd.

Men unge mennesker er ikke dyr og så er tonen pludselig helt anderledes. Her kan man åbenbart tilllade sig fordømmelser og fordomme som aldrig var gået i forhold til dyrene.

På overfladen lyder det tilforladeligt og nærmest venligt. Alle skal have en chance, ingen skal lukkes ud fra arbejde og fællesskab. Unge på kontanthjælp skal også gøre nytte. Det er når man kommer ned under overfladen, det hele kommer til at virke helt anderledes. Men det gør de fleste af os heldigvis aldrig. Vi har måske fået SU i nogle år og tænker, at det kan man da godt leve af. De, der har været arbejdsløse og i nærkontakt med et jobcenter, har mærket snerten af ydmygelse og mistænkeliggørelse. Men langt de fleste af os aner ikke hvad vi taler om, når vi taler om unge på kontanthjælp og den måde, de bliver behandlet på. 


Økonomien under overfladen

Så mærk efter, hvordan du ville have det hvis du selv eller dine børn blev udsat for følgende behandling:

Forestil dig, at du er enlig forsørger, arbejder i et supermarked og at din søn er blevet 25 år. Din ægtefælle/hans far har forladt jer. Du havde ikke meget overskud til at støtte ham, men det lykkedes alligevel for ham at klare sig gennem folkeskolen og komme i erhvervsuddannelse. Desværre kunne han ikke gennemføre, han faldt fra, prøvede igen flere gange uden held. På et tidspunkt var det som om filmen knækkede, han begyndte at isolere sig, drikke for meget. Var udsat for groft overfald, da han var i byen, blev mere rastløs, hidsig og ukoncentreret,  isolerede sig endnu mere. Har fået beroligende midler i snart 3 år.


Da han ikke kan bo hos dig mere, flytter han og søger kontanthjælp.  Hans – og din – videre skæbne afhænger af, hvor han flytter hen. Hvis han flytter til en kommune, hvor huslejen er lav, fx Halsnæs, er hans chancer for at blive vurderet som uddannelsesparat 87%. Hvis han flytter til en kommune som fx Allerød, er hans chancer for at blive vurderet som uddannelsesparat kun 14%.  Så hvor heldig har man lov at være? Han flytter til Halsnæs, får en billig lejlighed og 87% chance for at få den uddannelse, han har kæmpet så hårdt for.

Her stopper drømmen desværre. Han har jo ikke forandret sig. Han er stadig den samme. Gode forventninger betyder meget. Troen på de unge er vigtig. Men hvorfor denne voldsomme forskel på kommunernes vurderinger af paratheden til uddannelse? 

Hemmeligheden bag er økonomi. Altså ikke din søns, men kommunens økonomi. Hvis din søn vurderes som uddannelsesparat, skal kommunen give ham 5.857 kr. om måneden i kontanthjælp. Hvis han ikke er uddannelsesparat, har han ret til 10.689 kr. om måneden. Kommunen får en del af pengene tilbage i skat og refusioner fra staten. Men alligevel. Den kommunale økonomi er presset af udgifter til andet end kontanthjælp, fx skolereformer, sundhedsudgifter, pleje af handicappede og ældre, udgifter til kultur og idræt osv. Halsnæs har mange borgere med lave indtægter og flere sociale udgifter. I Allerød er der modsat høje indtægter og færre sociale udgifter.

Primitivt menneskesyn

Her griber den overordnede myndighed så ind. Ret skal være ret. Beskæftigelsesministeriet kan godt se, at de store udsving mellem kommunerne måske ikke kun skyldes forskelle i sagsbehandlernes faglige skøn og optimisme på din søns vegne. Ministeriet udsender faglige retningslinjer for visitationen og siger samtidig at det mest rimelige skøn, sådan gennemsnitligt set, er på 40%.  Mere tydeligt kan det vel ikke siges, uden at sige det direkte: Vi – ministeriet – budgetterer med, at der blandt de unge kontanthjælpsmodtagere er 40% som er er uddannelsesparate. Vi mener selvfølgelig, at de unge skal vurderes individuelt, alt andet er ulovligt. Men inden for den givne ramme (hvilket kan have ulovlige konsekvenser, men så er det kommunens skyld og svært at gennemskue). Det der med de store udsving tyder jo på, at der ikke er nogen retssikkerhed for de unge. Det går jo ikke.

Bag de forskellige vurderinger og satser gemmer sig nogle meget kortsigtede besparelser på de offentlige budgetter. For hvordan går det egentlig fremover med din søn og de 50.000 andre unge, der får kontanthjælp. Vi har beregninger, der viser omkostninger ved at lade unge mennesker gå til, som varierer mellem 5 – 10 – 40 mio. kr. afhængig af forløbet. Vi ved, det er dyrt og vi ved, at de rigeste lande i verden er de, som investerer i unge og anerkender sociale menneskerettigheder. Det er faktisk det, vi har gjort i Danmark og som vi nu er i fuld gang med at nedbryde med de aktuelle reformer af kontanthjælp, dagpenge og førtidspension.

Bag kontanthjælpen til unge gemmer sig også et menneskesyn, der er så primitivt, at man har svært ved at forstå, hvor og hos hvem, det overhovedet er opstået. Kort fortalt kaldes det incitament–teorien: Hvis unge får mindre i kontanthjælp får de mere lyst til at komme i gang med uddannelse og arbejde. Mindre kontanthjælp får flere i arbejde.  Hvem tænker sådan om sig selv? Unge på kontanthjælp motiveres af det samme som andre unge: interesser, venner, forældre, håb og drømme om fremtiden.

Hvis forskellene var meget små, så måske. Men de økonomiske realiteter er jo at kontanthjælp for unge i dag er under 50% af minimumslønnen på arbejdsmarkedet og at livet som kontanthjælpsmodtager er så ydmygende, at alle der kan, har forladt det. Tilbage er de, der har brug for fagligt kvalificeret rådgivning, rehabilitering og et arbejde, de kan klare. Mange af dem kommer aldrig til at kunne konkurrere på lige vilkår, hvis ikke samfundet accepterer at kompensere i perioder eller for nogles vedkommende livsvarigt for deres nedsatte funktioner, psykiske, fysiske og sociale handicap.  

Med mindre der kommer markant anderledes politiske udmeldinger, er det ikke er den forståelse, der vil præge offentlige myndigheder i en rum tid fremover. Det vil sige, at initiativerne igen, som i tidligere perioder, skal komme fra frivillige organisationer og private virksomheder, som tager et ægte socialt  ansvar.  

 

Emneord: Fattigdom, Per K. Larsen, Unge, Kontanthjælpsreform, Fattigdomsdebatten
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 39 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også