Hvordan vil du inddrages?

Politik

21/05/2014 10:20

Suleman Haider

Nogenlunde sådan lyder spørgsmålet, når byrådet tirsdag d. 3. juni inviterer alle borgere i Lolland Kommune til åbent borgerseminar om borgerinddragelse i Højrebyhallen.

Der blev talt meget om borgerinddragelse op til kommunalvalget sidste efterår, og en styrket inddragelse er skrevet ind som en målsætning i den politiske aftale. Byrådet har på den baggrund sat gang i en proces, der skal bane vejen for bedre dialog og samarbejde mellem kommunen og dens borgere.

"For mig har det hele tiden været oplagt at inddrage borgerne i denne her proces om - ja netop: borgerinddragelse. Det giver jo næsten sig selv, at vi ikke kan få et godt resultat ud af det, hvis vi glemmer den ene part i den centrale dialog mellem borgere og kommune," siger udvalgsformand for fritids- og kulturudvalget Heino Knudsen og uddyber:

"Hvis vi skal nå frem til en god model for hvordan vi arbejder med borgerinddragelse her i Lolland Kommune, så er det helt centralt at vi får borgernes perspektiv med: hvordan og hvornår har man lyst til og behov for at blive inddraget? Hvordan fungerer de muligheder for deltagelse, der allerede eksisterer - skolebestyrelsen osv? Det er der simpelthen ikke andre der ved end borgerne selv."

Det åbne borgerseminar skal ses i forlængelse af en intern drøftelse om borgerinddragelse i byrådet på deres seminar på Femern i februar. Her var der lejlighed til at skitsere nogle linjer for byrådets mål og ambitioner med en styrket inddragelse. Noget som borgmester Holger Schou Rasmussen vil fortælle mere om på seminaret.

Efter seminaret er næste skridt på vejen mod en lollandsk inddragelsesmodel, at der nedsættes et ad hoc med både borgere og politikere. Udvalget får til opgave at formulere en politik for aktivt medborgerskab og inddragelse, der tager udgangspunkt i den viden, som seminaret og byrådets interne drøftelser har bragt for dagen.

Ad hoc-udvalget nedsættes under Fritids- og Kulturudvalget.

 

Mest Læste

Annonce