I skolen punkteres fremtidens iværksættere

Af Martin Bjergegaard, iværksætter 

Politikere, vismænd og fremtidsforskere lader til at være enige om i hvert fald én afgørende parameter for fremtidens folkeskole: den skal blive bedre til at skabe iværksættere. Anne Skare Nielsen skriver tidligere i denne stafet: “jobs er ikke noget vores børn får, men noget de skal skabe”. I det lys er det problematisk at folkeskolen, som den er i dag og har været i generationer, uddanner til en tilværelse som lønmodtager, og ikke mere end ens velmenende bedsteforældre kan finde på at inspirere til af store drømme og skæve karrierer.

Når man som barn møder folkeskolen er der tre hovedområder der tilsammen udgør helhedsoplevelsen: 1) de voksne – dvs. primært lærerne, men også andre voksne som barnet møder gennem tiden i skolen, det kunne fx være Jønke på foredragsturne, 2) undervisningen og fagstoffet, 3) dynamikken i klassen og det sociale samspil børnene imellem.

”Du kan da få et rigtigt arbejde”

Tillad mig at bruge min egen skoletid som eksempel, det er trods alt den jeg kender bedst. Jeg er i dag 37 år, så vi skal 20-30 år tilbage i tiden, og jeg ser i dag, at der er sket visse forbedringer - gennem oplevelser med min datter der er syv år og går i 1. klasse i en folkeskole i Allerød. Disse forbedringer kommer jeg tilbage til – lad os først gå lidt tilbage i tiden. Min far og mor havde deres egen virksomhed, og min far kom på alle mulige (og umulige) idéer gennem hele min barndom, så for mig var en iværksættertilværelse det eneste jeg forstod – og dermed udgangspunktet for mine drømme. Jeg husker vantroen i mine læreres øjne, når det blev min tur, og jeg – gradvist mere undvigende – fortalte at jeg ville starte min egen virksomhed, når jeg var færdig i skolen. En lærerinde forbarmede sig og forsøgte indtrængende, ”Martin, du får jo gode karakterer, så jeg er sikker på du godt kan få et rigtigt arbejde”. Jeg følte mig meget misforstået.

Der er ingen tvivl om, at iværksætteri var lavstatus set med lærerstandens øjne. Det blev ikke bedre af, at skolen ikke præsenterede mig for en eneste iværksætter, opfinder eller forretningsperson gennem hele min skoletid. Der var en dygtig pianist på besøg i skolens aula, en der havde kørt over Grønland på hundeslæde, og så den obligatoriske rocker der nu (måske) var kommet på bedre tanker. Muligvis endda en fodboldsspiller, jeg kan ikke rigtig huske det, og jeg er (og var) også ligeglad.

Det totale fravær af iværksætteri og ”foden under eget bord”-mentalitet i skolen blev sat i relief derhjemme. Min far tog mig med til møder med forretningspartnere, spurgte mig oprigtigt hvad jeg syntes om vigtige beslutninger, og gjorde mig i en alder af 12 år til lagerchef i sit firma. Ok, de eneste ansatte var mine kammerater og min farfar (hans kørekort var i høj kurs) men jeg var stolt, og gik op i jobbet med liv og sjæl. Der var ikke skyggen af tvivl i mit sind om, at jeg en dag ville lave min egen virksomhed. Og ikke en eneste at dele den drøm med i skoletiden.

Fremtidens folkeskole:

Lærerne forstår at vores samfund har brug for igangsættere og iværksættere, og de præsenterer disse muligheder for børnene lige så begejstret som når de fortæller om værdien af sygeplejersker, musiklærere, politibetjente, advokater og kommunalansatte. De børn, der viser interesse for emnet, bliver opmuntret og bekræftet i, at det da ikke er så tosset en idé. Mindst én gang om året bliver børnene præsenteret for en gæsteunderviser, der er et værdigt forbillede når det kommer til bæredygtigt, værdiskabende, succesfuldt iværksætteri. Disse personer stiller gladelig op (og gør det gratis), de bliver bare aldrig spurgt (med undtagelse af Martin Thorborg hvis navn er nået helt ud til folkeskolerne, og tak for det Martin!)

Mht. undervisningen og fagstoffet så har det skræmt mig, hvordan jeg kunne gå gennem hele folkeskolen – og senere handelsskolen og handelshøjskolen – og stadig ikke være blevet klædt på med de mest basale færdigheder i at etablere, drive og udvikle en virksomhed, eller for den sags skyld et hvilket som helst andet organisatorisk eller innovativt projekt. Heldigvis lærte jeg det derhjemme, af min far som næsten ikke talte om andet. Men hold da op, hvor ville det have forekommet umuligt og utilgængeligt at starte noget som helst op, hvis min eneste ballast havde været skolelærdommen. I dag tager jeg ansvar for den del af min datters læring – for jeg ser, at på trods af mange andre forbedringer siden min tid (fx fokus på godt socialt samspil i klassen), så er der stadig ingen tegn på forbedring på det punkt.

5 konkrete discipliner 

Her er 5 helt konkrete discipliner som jeg mener, at fremtidens børn nødvendigvis må stifte bekendtskab med allerede i folkeskolen:

a) Hvad er en virksomhed? Hvorfor findes der virksomheder, hvem starter dem, og hvordan fungerer de. Du kan også starte en virksomhed hvis du vil – hvad ville du i så fald gerne lave i din virksomhed?

b) Hvad er en kunde, og hvorfor har nogle virksomheder mange kunder, mens andre har få? Hvad er god kundeservice? Gå på restaurant og snak bagefter om hvad tjenerne gjorde godt, og hvad de kunne have gjort bedre.

c) Hvordan sælger man noget? De fleste voksne mennesker føler lede ved at sælge, og mange kunne ikke sælge et glad isvand i Sahara. I fremtiden bliver vi alle nødt til at være gode til at sælge både os selv, vores virksomhed og vores produkt. Børn skal lave salgsrollespil fra de er små – og det kan gøres så det er ligeså sjovt som at lege med StarWars figurer.

d) Hvordan løser man problemer, og hvordan får man gode idéer? Når min datter siger hun keder sig, svarer jeg af og til ”spændende, det kan man få gode idéer af – vi bliver ved med ikke at lave noget indtil du har fået mindst én god idé”. PS: husk at være anerkendende om den idé dit barn får, det vigtige er indsatsen og processen – der behøver ikke komme nogen idé til det næste LEGO ud af det (men måske gør der?)

e) En del af mit arbejde er at hjælpe nye iværksættere med at rekruttere, lede og afskedige – og det volder dem tit store problemer. Særligt det med at afskedige – det er ubehageligt, og bliver derfor udskudt, ofte så længe at det truer med at vælte hele projektet. Min datter er kun 7 år, men vi har allerede leget rollelege hvor vi har fyret hinanden, på både gode og dårlige måder.

Nu lyder det måske som om jeg pacer min datter – det er ikke tilfældet. Jeg er af den overbevisning, at børn skal have lov at være børn – og at hun skal vælge præcis de drømme der føles rigtige for hende. Mine iværksættertendenser skal jeg nok selv stå for at leve ud. Men jeg ved, at jeg ville være super ked af det, hvis jeg ikke kunne være blevet iværksætter (for det er verdens bedste job!) fordi ingen havde lært mig det. Min far lærte mig heldigvis det som skolen ikke gjorde, og den tjeneste vil jeg gerne give videre til min datter så hun i det mindste er klar over, at den farve også eksisterer på palletten. Jeg møder mange voksne der siger noget a la ”jeg har altid haft en drøm om at starte for mig selv, men…” og så en eller anden undskyldning, der mere end noget andet handler om, at det for dem er så uvant, at det er blevet ved tanken – fordi ingen (og da slet ikke skolen) har givet dem de rette værktøjer.

Forudsætningerne

Jeg kan rigtig godt lide Martin Thorborgs idé (i den forrige blogpost) om at lade børnene prøve kræfter med iværksætteri og opstart af store projekter i skoletiden, som lange projektforløb. Jeg tror der er mindst to vigtige forudsætninger, der vil skulle på plads, for at det vil virke efter hensigten:

1) der skal tilknyttes succesfulde iværksættere i udtænkningen af programmet, og disse skal også have en vis rolle i udførelsen – hvis projektet udelukkende gennemføres af skoleledelse og lærere bliver det ikke relevant og virkelighedsnært nok.

2) der skal skabes en proces hvor man i hver elevgruppe aftaler strategi, mål og ansvarsområder – og derefter skaber plads til at eleverne arbejder koncentreret og målrettet enten enkeltvis eller i tomandsgrupper. Selvom det er helt korrekt at erhvervs- og arbejdslivet er ét stort samarbejdsprojekt, så er det stadig en central kompetence at kunne sætte sig ned på sin bagdel, koncentrere sig, og i ro og fred udføre et stykke kvalitetsarbejde der tager flere timer. Som iværksætter bruger jeg ca. halvdelen af min tid på at arbejde koncentreret alene – og den anden halvdel på at interagere med kolleger, kunder, investorer osv. Det tror jeg er ganske repræsentativt for mange af nutidens iværksættere. Desværre oplever jeg en hel del unge mennesker der går helt i panik, når de selv skal levere et stykke arbejde – for de har kun været vant til at gemme sig i en stor gruppe af medstuderende.

Fremtidens folkeskole:

Børnene tilbydes rollespil og virkelighedsnær træning i de mest basale discipliner som salg, service, produktudvikling, økonomi, ledelse og problemløsning. Der er nok af muligheder for at skære ned på andre fag – fx har jeg aldrig fået det mindste gavn af det jeg lærte (eller rettere ikke lærte) i håndarbejde, at tvinge mig til at øve på blokfløjten var rendyrket smerte – og hvad i alverden gik andengradsligninger og anden abstrakt matematik ud på, en slags moderne spanskrør?

Life skills på plads

Punkt 3, det sociale samspil i klassen, er et område hvor jeg til min store glæde oplever, at tingene er blevet markant bedre i folkeskolen sammenlignet med for 20-30 år siden. Vi mobbede Kurt og jeg er smertefuldt bevidst om, at han tog skade af det. Lærerne så den anden vej, eller støbte ligefrem kuglerne af og til. Den går ikke i Allerød i dag. Min datter fortæller forarget om, at der er en af de andre småpiger der har sagt ”jeg har hørt det” til min datter med ”en streng stemme”. Kurt fik bank og ingen talte til Linda ni år i træk. Det værste min datter oplever fra hendes skolekammerater er en ”streng” stemme. Forældre og lærere har aftalt spilleregler for fødselsdage, og i klassen bliver der brugt timevis på at snakke om sociale færdigheder. Jeg synes det er skønt! Selvfølgelig først og fremmest fordi et sådant fokus på trivsel i barndommen danner baggrund for at kunne få et godt liv – og også fordi sociale kompetencer er fuldstændig afgørende hvis man vil gøre sig håb om at få succes som iværksætter i fremtiden.

Det er ikke bare en udvikling i lille velfærdsdanmark; da jeg i sommers var i Sydafrika for at holde foredrag om min bog oplevede jeg en organisation som træner skolebørn i ”life skills”. På mange måder var de faktisk et skridt foran os, for de fokuserede også på at hjælpe børnene til at finde deres særlige styrker, talenter og livsformål. Helt afgørende kompetencer som kan gøre forskellen på om mennesker blot tager den sikre vej, eller for alvor folder sig ud. Og mange af os forældre af i dag er slet ikke klædt på til at tage den slags snakke med vores børn, så en indsats fra skolen er velkommen.  

Fremtidens folkeskole:

Skolens rolle er ikke kun at formidle fagligt stof, men at udvikle hele mennesker der lærer sig selv at kende, opdager deres livsformål og passion, og går ud og gør en positiv forskel i verden. Fundamentet må være socialt velfungerende, glade og stærke børn, og ovenpå bygges øvelser som SWOT analyser på personniveau, MBTI type indikator (i børnehøjde), eksempler på hvad forskellige rollemodeller har gjort for at finde og udleve deres passion, træning i at tænke rigtigt omkring fejl og nederlag (som bare er pejlemærker for fremtidig succes).

Det overordnede problem er, at alt for mange af de voksne der i dag tilsammen tegner folkeskolen enten ikke forstår iværksætteri, eller endda ikke rigtig bryder sig om det. Den holdning skal ændres for at vi kan komme nogen vegne. Politikerne er gået foran og har givet iværksætteri et statusløft, særligt gennem de sidste 3-5 år. Grobunden er skabt for en holdningsændring, og et blogprojekt som dette kan også have en positiv indflydelse.