Kan man lave politik uden at have værdimæssige visioner og et partideologisk ståsted?
Ja, selvfølgelig! Det gør embedsmænd dagligt i det politiske embedsværk. De forsyner dagligt vores folkevalgte politikere med tekster, viden og beslutningsforslag. De iværksætter undersøgelserne bag store rapporter, indhenter forskere der kan underbygge undersøgelserne og inviterer repræsentanter fra interesseorganisationer i lukkede eksklusive møderum for at få deres besyv med.
Det er sådan politik i store træk fungerer i dag. Som ny kandidat til folketinget kan vi have så mange visioner, forhåbninger og planer for, hvordan vi vil føre politik, når vi forhåbentlig en dag får æren at betræde de bonede gulve på Christiansborg. Når vi kan opleve følelsen af ærefrygt hver dag ved at træde ind i bygningen, mærke historien og betragte betydningsfulde personer på væggene. Sådan som man føler det under kulturnatten, hvor alle os dødelige bliver lukket ind bag de mure, som danner rammen for, om vi får vores dagpenge, når vi bliver arbejdsløse, om pensionen rækker, når vi bliver gamle, om sundhedssystemet griber os under livstruende sygdomme, og om vores børn kan vokse op i samme det velfærdssamfund med gratis uddannelse og tryghed, som vi selv voksede op i.
Men vores visioner og forhåbninger kan desværre let drukne i pragmatik, tunge systemer og ikke mindst et embedsværk, som gør os afhængige af dem. Det er naturgivent, at vi må forlade os på embedsværkets viden og ekspertise, men hvordan bryder vi så igennem med vores egen viden, politik og håb? Hvordan undgår vi at drukne i systemet og blive slaver af det i sådan en grad, at vi selv bliver afhængige af det og til slut bidrager til dets opretholdelse bare for vores egen eksistens skyld? Man kunne godt nogle gange tro, at det er det, som foregår bag de lukkede døre, når visse uacceptable tendenser til stadighed foregår i vores samfund.
Vi får flere hjemløse til trods for mere velstand. Der er stadig børn, der bliver misrøgtet i hjemmet til trods for mere institutionalisering af børn. Borgernes rettigheder krænkes stadig af systemet, selvom vi har et retssamfund, der burde beskytte borgerne.
Jeg ved det ærlig talt ikke, og bare tanken, om at vide hvor stor en sværvægter det politiske system er, gør at jeg mister modet og håb. Til tider kan jeg dog observere, at der stadig findes politikere i systemet, som ihærdigt holder fast i deres politiske ideologier, når de gennemtrumfer politiske beslutninger. De giver mig håbet tilbage.
Det giver mig modet til at være den type politiker, der både kan være pragmatisk men ud fra et ideologisk ståsted. Jeg vil gerne hjælpe folk, men aldrig fratage dem deres mulighed for at hjælpe sig selv. Jeg vil gerne bevare velfærdssystemet, men uden at bidrage med flere regler og styringsværktøjer, der komplicerer hverdagen for dem, der skal træffe beslutninger tæt på borgerne. Jeg vil gerne give folk frihed til at vælge deres vej og gennem oplysning guide dem til et bedre liv - ikke gennem statslig tvang, fordi vi i systemet er bedrevidende. Jeg vil gerne diskutere værdipolitik, uden at lave symbolske love om det først. Jeg vil gerne indføre tidlige indsatser, der forebygger frem for at lave nødløsninger senere. Jeg vil gerne hjælpe de svage og hjemløse, men med motivation og belønning af indsats og ikke almisser og passivitet. Jeg vil gerne skabe bedre incitatementer for integrationen, men aldrig give køb på de værdier, som jeg mener er fundamentale for hele vores samfund eksistens. Og ikke mindst vil jeg kun fremsætte ideer, hvis konsekvenser er fuldt oplyste, så jeg ikke bidrager til mere bureaukrati unødvendigt.
Og kan jeg luge ud i systemet og få politiske visioner tilbage på Borgen, så vil min mission være nær fuldendt.
