Imamernes to tunger: Ja til sharia og integration

Politik

13/03/2016 19:44

Nick Allentoft

Muslimske organisationer lægger i kronik op til manifest, men få timer senere kommer en udtalelse, der støtter sharia. Politikere er skeptiske og savner klar tale.
31 imamer fordømmer TV2-dokumentaren "Moskeerne bag sløret", som de mener har skadet integrationen i Danmark. Det sker få timer efter fem muslimske organisationer i en kronik i Jyllands-Posten foreslår, at der laves et manifest for danske muslimer.  

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Efter ugers ophedet debat om muslimske imamers prædiken i danske moskéer foreslår fem muslimske organisationer et manifest for danske muslimer. Det skal fortælle, hvordan muslimer kan forene deres tro med det at være borger i Danmark. Men de fem organisationers forsøg er søndag eftermiddag sendt til tælling af 31 imamer, der fordømmer de TV2 programmer, som har sat hele debatten igang. 

De muslimske imamer har søndag været samlet ved Islamisk Kulturcenter i København. Efter mødet skyder de med skarpt efter TV2 og udtrykker fordømmelse af tv-stationen for at have bragt dokumentar-serien "Moskeerne bag sløret". Dokumentaren har ved hjælp af skjult kamera afsløret, at imamer fra otte moskeer har undervist i stening af utro kvinder og vejledt kvinder til at blive hos deres voldelige mænd.   TV2 Hænger muslimer ud Men imamerne, der ufrivilligt har medvirket, føler sig hængt ud og misbrugt, lyder det. Samtidig siger imamerne, at dokumentaren har skadet 30 års integrationsarbejde.   - TV2-dokumentaren er ødelæggende for integrationen, fordi imamer og moskeer spiller en stor rolle blandt muslimer i Danmark og for integrationen. Dokumentaren har stillet dem meget negativt, siger Anoura Touini, der er talsmand og bestyrelsesmedlem i Københavns Moské.   Han siger på vegne af de forsamlede imamer, at man også fordømmer de "kollektive straffe, som kommuner, ministerier eller politikere vil gøre brug af for at straffe muslimer i Danmark". Denne del af udtalelsen er angiveligt møntet på, at eksempelvis Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har trukket sin støtte til en ny stormoské i Aarhus på baggrund af udsendelserne.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Imamerne er blevet kritiseret for at råde og vejlede ud fra den islamiske sharialov. Men det har vi lov til, lyder det i udtalelsen fra imamerne:

"Muslimer har lov til at søge rådgivning om islam og islamiske regler og sharia i de forskellige trossamfund".   Imamerne mødtes allerede for elleve dage siden efter den første del af dokumentaren var blevet vist. Dengang endte mødet uden konklusion, da man ville vente med at udtale sig, indtil alle udsendelser var blevet vist.   Bred politisk afvisning Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener ikke, der er grund til at gå i en nærmere dialog med imamerne bag kronikken i Jyllands-Posten.   - Når man lever og bor i Danmark, så skal man efterleve det værdisæt, man har her. Det er ikke til diskussion, og det kan ikke gradbøjes, siger ministeren.   Hun efterlyser et opgør med det kvindesyn og syn på straf, som er kommet til udtryk i TV2-dokumentaren "Moskeerne bag sløret". Her har flere imamer talt om stening af utro kvinder, om mænds lov til at gifte sig med flere koner og om kvinders pligt til at tilfredsstille mænd seksuelt, selv om ægtemanden er voldelig.   De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, savner også en klar afstandtagen til kvindeundertrykkelse i meldingen fra imamerne.   - Jeg mener ikke, de er modige nok. Man skal tage tyren ved hornene og tydeligt tage afstand fra flerkoneri og børnebrude. Man skal sige: Vi er imod sharialovgivning, vi skal ikke leve efter regler fra 800-tallet, siger han.

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, er derimod klar til at tage en dialog med de muslimske organisationer, men hun savner også en klar udmelding om kvinders rettigheder.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mattias Tesfaye ser slet ikke noget behov for et særligt manifest for danske muslimer.   - Det dur ikke, at man bruger teologiske argumenter for, hvorfor man for eksempel må være homoseksuel eller ej. Det har Christiansborg besluttet, og det er der ikke nogen religion, der skal blande sig i, siger han.   Professor og koranforsker ved Københavns Universitet Thomas Hoffmann forholder sig "afventende" over for manifestets betydning. Det kan enten blive en "game changer", der kommer til at forandre befolkningens syn på muslimer og islam, men det kan også blive en omgang tomme floskler, lyder det fra professoren.   - Jeg tror ikke, man når langt, hvis man bare laver et manifest, der siger, at muslimer skal overholde danske love. Det siger alle muslimer. Det siger de også i Grimhøjmoskeen og i Hizb ut-Tahrir. Lakmusprøven er den etiske og moralske stillingtagen til nogle af de her straffeformer og spørgsmål omkring kønnenes ligestilling. Det er der, at manifestet må melde klart og utvetydigt ud, siger Thomas Hoffmann.   - Hvis den almindelige danske muslim ikke har et andet svar end relativt abstrakte eller vage formuleringer at falde tilbage på, så vil problemerne bare gentage sig, siger Thomas Hoffmann.      

Mest Læste

Annonce