Industrien på charmeoffensiv i skolerne

Velfærd

25/11/2013 09:25

Fra næste år skal der uddannes dobbelt så mange elever på erhvervsuddannelser hvis behovet skal dækkes

Allerede fra og med næste år skal der uddannes dobbelt så mange elever på industriens erhvervsuddannelser.

Det er nødvendigt, hvis virksomhederne skal have dækket deres behov for faglærte medarbejdere i 2020, viser en ny analyse fra Dansk Industri.

Derfor indleder DI og fagforbundene Dansk Metal, 3F og HK i samarbejde med Region Midtjylland en charmeoffensiv overfor eleverne i 8-10. klasse på skoler i hele landet.

Målet er at gøre eleverne opmærksomme på de mange muligheder, en erhvervsuddannelse giver.

- Det vigtigste er, at de unge vælger deres uddannelse på det bedst mulige grundlag.

- Derfor skal vi sprede det gode budskab til folkeskoleeleverne om erhvervsuddannelsernes mange muligheder og om, at der faktisk er jobs at få og en god løn, siger forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen.

Ifølge DI’s analyse kommer virksomhederne først og fremmest til at mangle faglærte inden for jern- og metalområdet samt handel og kontor.

Fra næste år og frem til 2017 skal der årligt optages 6100 flere elever inden for jern- og metalområdet og knap 3900 flere elever inden for handel og kontor. Det svarer til en stigning på henholdsvis 127 procent og 41 procent.

- Vi har brug for dygtige faglærte, som kan være med til at udvikle nye produkter og smartere måder at producere på.

- Virksomhederne efterspørger kompetente og motiverede unge med mod på udfordringer og lyst til at gøre karriere og måske videreuddanne sig inden for industrien, siger administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad.

I dag vælger færre end hver femte ung en erhvervsuddannelse, blandt andet fordi de kender for lidt til dem.

For unge, der ikke kan få den praktikplads, de ønsker, er der etableret en uddannelsesgaranti.

Det betyder, at langt de fleste elever alligevel kan gennemføre deres uddannelse – enten i et praktikcenter eller med kortere praktikforløb i flere virksomheder.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce