Internationale studerende foretrækker samfundsfag

Velfærd

07/10/2013 13:27

Når udlændinge skal studere i Danmark, foretrækker de samfundsfag. Pædagogik og transport er ikke noget hit.

Det er de samfundsfaglige uddannelser, særligt dem på kandidatniveau, der hitter, når studerende fra andre lande kommer til Danmark for at læse.

Det viser en opgørelse over fordelingen af internationale studerende, som Danmarks Statistik har offentliggjort mandag.

Opgørelsen viser, at der i 2012 kom 9293 nye internationale studerende til Danmark. Af dem valgte 4014, svarende til 40 procent, en samfundsfaglig uddannelse.

De fleste, 1577, valgte en samfundsvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau, men også de korte videregående uddannelser inden for samfundsfagene er populære.

1289 internationale studerende begyndte på en kort videregående samfundsfaglig uddannelse i 2012, viser tallene fra Danmarks Statistik.

De fagområder, som er mindst populære blandt de internationale studerende, er de pædagogiske uddannelser, uddannelse inden for levnedsmiddel og ernæring samt transport.

Kun 118 begyndte i 2012 på en pædagogisk uddannelse, 84 kastede sig over levnedsmiddel og ernæring, mens blot 52 begyndte på en uddannelse inden for transport.

De fleste internationale studerende kommer fra Norge. I 2012 var antallet af nytilkomne 1097. Tyskland leverede næsten lige så mange, nemlig 1004 studerende.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce