"Kæmpe fejlinvestering" at rense spildevand på sygehuse

Sundhed

16/05/2018 09:30

Freja Eriksen

Ifølge vandselskaber og eksperter er regionerne i gang med en milliardinvestering, der kan være unødvendig spild af penge.

Små decentrale renseanlæg ved en række af landets store sygehuse skal rense deres spildevand for medicinrester. Men flere eksperter og vandselskaber forudser, at investeringen i stedet for at hjælpe miljøet ender som en gigantisk fejlinvestering. Det skriver Jyllands-Posten.

Undersøgelser viser, at kun 4 pct. af medicinresterne i vores spildevand kommer fra sygehusene – og at andelen er faldende. De resterende 96 pct. stammer fra danske hjem, plejehjem og lignende, hvor rester af medicin ender i toilettet og bliver sendt med spildevandet ud – uden at renseanlæggene fjerner dem.

»Det er vanvittigt og spild af penge,« siger direktør Carl-Emil Larsen fra vandselskabernes forening, Danva og fortsætter: 

»Man er i gang med en kæmpe fejlinvestering.« 

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Carl-Emil Larsen vurderer, at omkring 15-20 sygehuse skal have anlæggene. F.eks. har Region Nordjylland i december sendt et rensningsanlæg på det nye supersygehus i Aalborg i udbud. Det ventes at give en udgift på omkring 100 mio. kr. de kommende 25 år.

Ifølge Hjørring Vandselskab koster det 35 gange så meget at fjerne 1 kg medicinrester fra spildevandet fra et sygehus som at fjerne den samme mængde fra et fælles renseanlæg.

Flere professorer med ekspertise i rensning af spildevand er af samme opfattelse som Danva.

»Man får ikke andet ud af det end at fjerne de 4 pct. af medicinresterne. Derfor er det en stor fejlinvestering. Det ville være langt bedre at lade dem, der har forstand på det, rense spildevandet fra sygehusene,« siger professor MSO Henrik Rasmus Andersen fra DTU til Jyllands-Posten.

Han får støtte fra professor Jes Vollertsen, Aalborg Universitet.

»Man får mere miljø for pengene ved at rense spildevandet på de store centrale anlæg,« siger han.

Daværende miljøminister Karen Ellemann (V) stillede i et brev til kommunerne i 2011 krav om, at hospitalernes spildevand blev renset for medicinrester. Siden da er der sket en markant teknologisk udvikling af metoderne til at rense spildevandet for medicinrester, og det giver nye muligheder.

»Alt tyder på, at der er sket en teknologisk udvikling, der gør, at man måske fremadrettet kan undgå de her investeringer og samtidig få en større positiv miljøeffekt. Men jeg synes ikke, at man kan tale om fejlinvesteringer, for det handler også om, at der var et krav om, at der skulle laves lokale løsninger på sygehusene,« siger seniorkonsulent Christina Carlsen, Danske Regioner, til Jyllands-Posten.

Læs historien hos Jyllands-Posten

 

Mest Læste

Annonce