Kerneopgaven som professionelt ståsted - i mødet med hverdagens dilemmaer

Ledelse

17/01/2020 15:15

Etikos

Hvordan håndteres dilemmaer professionelt? Uffe Lund argumenterer, at det eneste sikre ståsted er organisationens kerneopgave, da både den private etik og professionsetikken er usikker grund for den offentligt ansatte i mødet med hverdagens dilemmaer

Hverdagens dilemmaer

Det professionelle arbejde i offentlige organisationer er fyldt med etiske dilemmaer. I hvert fald i kommunerne, hvor jeg til hverdag bevæger mig rundt som udviklingskonsulent. Og her tænker jeg ikke på de dilemmaer, som typisk kommer i mediernes søgelys. F.eks. løbende historier om effektiviseringer eller nedskæringer, som tydeligvis opleves som etisk problematiske af både borgere og ansatte. Eller drypvise historier om ”brodne kar”, hvor enkelte institutioner typisk har overtrådt lovgivning og regler, som først skaber forargelse og dernæst kø ved håndvasken for at placere skyld og ansvar.

Nej, jeg tænker på hverdagens dilemmaer. Dilemmaer som de fleste kommunale ledere og medarbejdere vil opfatte som en naturlig del af det professionelle arbejde. Det kan f.eks. på socialområdet handle om borgeren, der ikke ønsker at leve sundt, samtidig med at de politisk styrede målsætninger for arbejdet rummer et klart mål omkring at fremme borgerens sundhed. Eller det kan på ældreområdet handle om borgeren, der mener kommunen bør sørge for rengøring, mens den faglige vurdering er, at borgeren med støtte og træning vil kunne klare det selv.

Hverdagsdilemmaerne skal håndteres professionelt, så langt synes alle at være enige. Men ofte støder jeg på frustrationer og konflikter i samarbejdet, som netop kan koges ned til, at de ansatte ikke er enige om, hvordan dilemmaerne skal håndteres. Det kan være lederen, der dybt frustreret igen skal forholde sig til, at medarbejderne håndterer et dilemma på en måde, som lederen ikke mener er fagligt forsvarlig. Eller det kan være samarbejdet imellem to teams, der er gået helt i hårdknude, fordi de to teams ser vidt forskelligt på, hvordan de bør agere i en fælles dilemmafyldt situation.

 

Uenighedernes konsekvenser

Uenigheder om, hvordan dilemmaerne skal håndteres, kan få store konsekvenser for både den enkelte, organisationen og selvfølgelig de borgere, som organisationen er sat i verden for. For den enkelte leder eller medarbejder kan det opleves som tærende konflikter i samarbejdet eller en nagende og voksende tvivl omkring egen integritet: ”Kan jeg stå ved mig selv?”. For organisationen kan det typisk ses på flere forskellige bundlinjer og måles som dårlig trivsel og negative APV’er. For borgerne betyder det i bedste fald at personalet agerer forskelligt (som potentielt, men ikke nødvendigvis, kan øge en sårbarhed og gå ud over borgerens trivsel og udvikling). I værste fald at borgerne simpelthen ikke får den hjælp og støtte, som de er berettiget til. Fordi fokus på borgeren simpelthen skubbes i baggrunden af opslugende og energikrævende samarbejdskonflikter.

 

Tre typiske strategier til håndtering af dilemmaer

Uenigheder om håndteringen af dilemmaer kan altså få alvorlige konsekvenser, og naturligt nok fører det til et ønske om at skabe enighed. Min erfaring er, at forsøget på at skabe enighed primært foregår som en løbende og mere eller mindre intuitiv beslutningsproces (typisk på møder i hverdagen). Resultatet i praksis, som jeg oplever det, er tre typiske strategier, som i høj grad ser ud til at afhænge af den lokale samarbejdskultur.

”Vi skal have nogle regler”-strategien

Denne strategi forsøger at løse dilemmaerne og fjerne uenigheden ved at beslutte nogle klare regler for, hvordan personalet skal agere, når de står med dilemmaet. Præmissen her er, at når der er en uenighed, så må det skyldes en mangel på regler og struktur. Og mere grundlæggende at et dilemma nok går væk, hvis bare vi regelsætter, hvordan det skal løses. 

”Sådan har vi altid gjort”-strategien

Denne strategi forsøger at løse dilemmaerne og gøre uenigheden illegitim ved at henvise til rutiner, vaner og ”plejer”. Logikken her er, at den praksis, der har været gældende i en længere periode, må være den rigtige, fordi ellers ville den nok have været ændret. Argumentet er ofte ikke særlig kompliceret: ”Det har vi altid gjort” eller ”sådan plejer vi altid at gøre” – og så behøves der typisk ikke siges ret meget mere.

”Vi finder svaret i fagligheden”-strategien

Denne strategi forsøger at løse dilemmaerne og fjerne uenigheden ved at ty til faglig viden og faglige overvejelser, som skal skabe en ny forståelse af den dilemmafyldte situation. Typisk ved at den faglige analyse af situationen eller borgerens ageren når frem til, at der i virkeligheden slet ikke er et dilemma, eller at den korrekte handling fra personalets side slet ikke kan diskuteres. I praksis er det ofte den fagligt stærkeste i gruppen, der definerer denne løsning og ofte på en måde, hvor det fremlægges som en objektiv sandhed.

 

Kerneopgaven som professionelt ståsted

De tre strategier trækker alle på en mere privat eller personlig etik, eller en bestemt professionsetik tilknyttet en bestemt faglighed. Dvs. at strategierne enten kommer til at basere sig på, hvad enkelte personaler mere privat eller personligt mener, eller hvad bestemte (mono)fagligheder mener.

Mit argument vil være, at begge etiske ”grundlag” er uholdbare som ansat i en politisk styret organisation - i hvert fald når det kommer til håndteringen af dilemmaer. Det professionelle ståsted (som netop er altafgørende i mødet med dilemmaer) bør ikke være baseret på private eller personlige holdninger, eller bestemte fagligheders præmisser og værdier. Dels fordi det ofte gør dilemmahåndteringen vilkårlig og subjektiv. Men mest fordi det er et alt for usikkert grundlag at vurdere og handle ud fra som professionel (embedsmand m/k) i en politisk styret organisation. I den politisk styrede (og demokratisk indrettede) organisation er den enkelte professionelle ansat til at løse en opgave, som personen ikke selv har valgt (og inden for nogle rammer, som personen ikke selv har sat). I mødet med dilemmaerne må det derfor være organisationens etiske grundlag og pejlemærker, som bedst kan fungere som et reelt ståsted for den professionelle.

Det mest oplagte og brugbare sted at spotte organisationens etiske grundlag er i min optik i kerneopgaven. Kerneopgaven i en politisk styret organisation kondenserer den etik og de værdier, som politisk er fastlagt for den velfærd, som organisationen skal ”producere”. Eller sådan bør det ideelt set være, selvom der er mange faldgruber her. F.eks. at kerneopgaven formuleres uden at tage højde for de politiske visioner, eller at kerneopgavens værdier fortolkes vidt forskelligt lokalt. Det er dog faldgruber, som kan undgås, og når de undgås, så opnår de professionelle med kerneopgaven et sikkert ståsted i mødet med hverdagens dilemmaer. Kort og abstrakt fortalt fungerer det i praksis på den måde, at kerneopgaven fremhæver bestemte værdier, som de professionelle skal lægge særligt vægt på. Dermed sætter kerneopgaven en værdimæssig retning, når man står med et dilemma.

Kerneopgaven som professionelt ståsted fjerner ikke dilemmaet, men den giver de professionelle en fælles platform for at vurdere, om man har gjort det, man bør. I min optik er det det eneste sikre (dvs. ikke-vilkårlige) sted, hvor de professionelle kan finde enighed omkring, hvordan hverdagens dilemmaer bør håndteres.

 

Efterord: kritik af etikken i kerneopgaven

Men betyder det så, at de professionelle ikke kan kritisere etikken i kerneopgaven? At de ikke kan råbe vagt i gevær, hvis de oplever noget etisk uforsvarligt, selvom de følger og fremmer de værdier, som kerneopgaven baserer sig på?

Nej, det bør det i hvert fald ikke betyde. De professionelle skal netop forholde sig kritiske og reflekterende, så håndteringen af dilemmaer aldrig sker på automatpilot. I de tilfælde, hvor den professionelle står tilbage med en dårlig smag i munden af at etikken i kerneopgaven sgu ikke er i orden, bør den enkelte tage ansvar og handle på det (og ofte også involvere sin leder). Jeg vil anbefale to overvejelser her, som i min optik kan kvalificere kritikken og måden, der reageres på:

  1. Overvej om den dårlige smag reelt set skyldes etikken i kerneopgaven, eller om det måske snarere er rammerne for at løse kerneopgaven, den er gal med (f.eks. at ressourcerne er så pressede, så det i praksis ikke er muligt at fremme kerneopgavens værdier). Hvis rammerne forhindrer løsning af kerneopgaven, så er det afgørende at personalet råber op. Men vel at mærke på en sagligt funderet måde, dvs. med argumenter der handler om den kerneopgave, de er ansat til at løse, frem for f.eks. mere private eller personlige holdninger til sagen
  2. Hvis det reelt set er kerneopgavens etik, som opleves som problematisk og etisk uforsvarlig, så overvej, hvad afsættet er for denne kritik. Er det mere private eller personlige holdninger? Eller er det faglige og professionsetiske overvejelser, der ligger til grund? Vurder dernæst, hvordan kritikken bedst kommer til udtryk. Er det via de aftalte kanaler (samarbejdsudvalg og -systemer)? Det vil typisk være den vej, som bedst harmonerer med forventningerne til den professionelle rolle i en offentlig organisation. Eller skal kritikken bredere ud (f.eks. fordi man har mistet tiltroen til de aftalte systemer)? Her kan der være mange veje at gå, lige fra debatindlæg i lokalavisen til opstilling til kommunalvalget. Uanset hvilken vej der vælges, er det vigtigt at sikre sagligheden og ordentligheden i kritikken. Samt at være bevidst og tydelig omkring, at man som professionel kritiserer etikken i den kerneopgave, man selv har forpligtet sig på i kraft af sin ansættelse 

 

Mest Læste

Annonce