Kim Madsen efter beskyldning om at være rask: Du ser heller ikke dum ud, Laura Lindahl

Det var lidt en drøm, der gik i opfyldelse, for har længe ønsket Clement Kjersgaard og Debatten ville tage fat i socialkrisen og velfærdsstatens brutale og skjulte brud på den sociale kontrakt. Min drøm var - og er - at skabe en debat i samfundet vedr syge og handicappedes rettigheder til fleksjob og førtidspension. Jeg har nemlig selv været fanget i systemet i nu syv år med hele ni arbejdsprøvninger selvom jeg har tilbud om job og et inderligt ønske om at bidrage i samfundet som jeg har gjort i hele mit mere en 60-årige lange liv.

Jeg var inviteret til programmet som repræsentant for de sociale bevægelser sammen med bl.a Lene Romer Halby. Hun flygtede i sin tid fra Københavns kommune fordi hun blev fastholdt i sit forløb - kommunen ville ikke visitere til fleksjob uden de absurd lange sagsbehandlingsforløb, som tusinder af borgere oplever i disse år. Holbæk Kommune blev hendes redning - her ville de gerne hjælpe Lene videre i livet. Det var iøvrigt en tilfældighed, at det blev Holbæk, for der boede Lenes forældre, så hun og hendes mand kunne bosætte sig hos dem i en periode, fordi de ikke længere var i stand til at betale for egen bolig. 

Jeg gav den gas og skal gerne indrømme, at jeg var meget tændt af muligheden for at tale på landsdækkende tv i et anerkendt og stort debatprogram. Jeg er godt nok ikke en erfaren debattør, så jeg var på mange måder overmatchet. Den mulighed greb Laura Lindahl fra Liberal Alliance, så hun gav den gas for åben skærm. 

 

"Du ser da ikke syg ud Kim. Du arrangerer demonstrationer og events. Du skriver klummer og blogs - dit hoved fejler vist ikke noget. Hvorfor tager du ikke bare et arbejde," spurgte hun. 

 

Hvordan svarer man lige på noget, der mistænkeliggør i en grad, som svarer til spørgsmålet "hvorfor slår du din kone"? 

 

Af en eller anden grund fik Lindahls angreb lov til at hænge i luften, men reaktionerne efterfølgende har været overvældende. Mange har skrevet direkte, andre har forsøgt at skrive til Lindahl og pege på, hvor langt under lavmålet hendes angreb var. Vil hun også sige sådan til psykisk syge, hvor det også kan være svært at se sygdommen i nuet? 

 

Nå, i eftertankernes klare lys kommer her mit svar til Laura Lindahl.

 

Laura Linddahl, jeg synes da heller ikke at du ser dum ud, men kan jeg dømme om du er det?

Jeg ville ønske, at du andre ville undgå at dømme borgere som I ikke har et kendskab til. Ja, bare lade være med at dømme, og i stedet fokusere på sagen og det, den handler om. Du blev provokeret, og greb til et slag under bæltestedet. Sådan gør vi også engang imellem i de sociale bevægelser, for vi har årevis kæmpet for at blive hørt, men du og andre med dig afviger og undviger, og hvad skal vi så gøre? Kan du genkende billedet?

Jeg havde det ganske fint i situationen hvor LA-politikeren forsøgte at udskamme foreningen Jobcentrets Ofre, min T-shirt med det humoristiske budskab "Vi synger røvhullerne ud af Christiansborg" og min deltagelse i kampen for den velfærdsmodel, vi alle tror på og regner med. Vi har brug for humoren for at holde situationen ud, fordi vi i hverdagen møder mennesker, der er ved at blive kvast af systemet og ofte er sendt ud over kanten. 

Sådan som Laura førte sig frem i programmet med udskamningen af undertegnede samt vores medlemmer i foreningen Jobcentrets Ofre  - så var jeg godt klar over at det ikke ville blive mig som røg ind i en shitstorm bag efter.

Om cirka otte uger - den 28. november - skal jeg ristes på bålet af rehabiliteringsteamet hos CAB i Københavns Sydhavn. Det fortæller min e-boks, hvor der er kommet en indkaldelse til møde med teamet som skal behandle min sag vedr det fleksjob jeg har ønsket mig i lang tid. Jeg har haft jobbet på hånden i to år, men Københavns Kommune har indtil nu kun ønsket at sende mig ud i den ene arbejdsprøvning efter den anden. Det har foreløbig kostet syv år at mit liv og deres ressourcer. Om otte uger falder hammeren med en afgørelse. Det bliver en form for jubilæum, for så er det tiende gang, der konkluderes.

Selv blandt os syge vil langt de fleste gerne være en del af samfundet. Men de kan ikke være med på samme vilkår som raske rørige borgere. Lige nu er det alene velfærdsstaten, der bestemmer, om vi kan og må være med og hvordan. Vi vil så gerne selv gøre noget, så giv os nu lov. Det er jo det, du selv taler om Laura. Friheden til at kunne selv. 

"Kim, du ser ikke syg ud."