Kinesiske antistoftests returneres af regionerne: Virker ikke efter hensigten

Sundhed

21/05/2020 11:03

Regionerne afventer tilbagemelding fra kinesisk leverandør, der har leveret en sending antistoftest, der har for stor afvigelse i følsomheden.

Forskere på Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet er i gang med at kvalitetssikre nye leverancer af antistoftesttest fra den kinesiske producent Livzon.

De leverede antistoftest er en del af den ordre på 1,4 mio. test, som regionerne i fællesskab har bestilt til forskning i immunitet og afdækning af udbredelsen af antistoffer mod COVID-19 blandt bloddonorer og sundhedspersonale.

Den første leverance på 100.000 antistoftest viste en følsomhed på 82 procent, mens leverance nummer to har vist en følsomhed på 69 procent. Derfor beder regionerne producenten Livzon erstatte leverancen, og samtidig er de resterende fem leverancer i gang med at blive kvalitetssikret. Det sker i samarbejde med et nationalt panel af forskere fra hele landet.

Test af personale fortsætter

I Region Nord, Region Syd og Region Sjælland gennemføres test af personale i øjeblikket med test fra den anden leverance fra Livzon.

”Der er faglig enighed om, at testen kan gennemføres, så man får et billede af, hvor mange personaler der har været udsat for smitte. Det giver stadig faglig mening at sammenligne mellem sundhedspersonale og bloddonorer, og det giver også forskerne brugbare data at sammenligne, hvor udsat personale med patient- og borgerkontakt har været for smitte med coronavirus i forhold til andre ansatte,” siger Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Svend Hartling understreger, at antistoftesten primært har værdi som overvågning af en større gruppe, mens testen kun giver den enkelte testede person et fingerpeg om vedkommende har dannet antistoffer mod coronavirus.

Region Midtjylland er endnu ikke gået i gang med at analysere indsamlede blodprøver, og afventer nu indtil videre. Region Hovedstaden har allerede gennemført screening blandt 29.000 medarbejdere. Det skete med den første leverance, hvor følsomheden var på 82 procent. Den samme leverance af antistoftest blev brugt til test på bloddonorer.

Regionerne har besluttet, at studiet af bloddonorer venter på de næste leverancer af antistoftest, så det sikres, at følsomheden er den samme som ved første leverance, så der ikke skabes usikkerhed om forskningen i smittetrykket blandt bloddonorer.

Mest Læste

Annonce