Kirkeministeren går i rette med kontroversiel Aarhus-imam

Det er helt uacceptabelt, når forkyndere tilskynder til vold og stening af utro kvinder, mener Bertel Haarder. Imamer ønskede ikke at udtale sig om TV2's dokumentarserie efter hastemøde.

Kirkeminister Bertel Haarder (V) melder sig nu ind i debatten, som er opstået, efter at efter at første afsnitdokumentarserien 'Moskeerne bag sløret' har været sendt på TV2.

Ministeren vil sikre, at forkyndere, der tilskynder til vold og stening af utro kvinder, ikke kan bevare deres vielsesbemyndigelse i Danmark.


- Det er helt uacceptabelt, når religiøse forkyndere tilskynder til den slags. Det er ikke alene imod menneskerettighederne - det er også stik imod alle ambitioner om en bedre integration, siger Bertel Haarder i pressemeddelelse.

Bertel Haarder reagerer på, at en imam i den aarhusianske Grimhøj-moské talte for både fysisk afstraffelse og stening.

I et klip fra dokumentaren kan man se Grimhøj-moskeens imam, Abu Bilal, belære tilhørerne om, hvilke blodige straffe - herunder stening - Koranen nævner ved blandt andet utroskab.

Islamisk Kulturcenter i København har kaldt til hastemøde i sagen torsdag aften.

I dag findes der ikke regler for tilsyn med trossamfund, og det er blandt andet baggrunden for, at der under den forrige regering blev nedsat et trossamfundsudvalg med forhenværende ombudsmand og professor Hans Gammeltoft-Hansen i spidsen.

Udvalget overvejer i øjeblikket vilkårene for i fremtiden at tage godkendelser af trossamfund tilbage igen.

- Jeg vil nu tage kontakt til Hans Gammeltoft-Hansen for at sikre mig, at udvalget er opmærksom på, at nogle forkyndere i Danmark kommer med så rabiate udtalelser, som vi så i aftes, siger Bertel Haarder.

Grimhøj-moskeen hører under "Fonden for den muslimske sammenslutning", som ikke er godkendt som muslimsk trossamfund.


Trossamfundsudvalget skal regulere forholdene for andre trossamfund end folkekirken og blandt andet skabe større gennemsigtighed, hvad angår deres økonomi og praksis.

 

Imamer forholder sig tavse efter hastemøde om dokumentar
Der kom ingen fælles udmelding fra de imamer, som onsdag deltog i det hastemøde, der blev afholdt i kølvandet på første afsnit af TV2-dokumentarserien "Moskeerne bag sløret".
 
- Vi har haft et positivt møde, og vi har diskuteret rigtig mange emner, sagde Anouar Touimi, som ved et pressemøde udtalte sig på vegne mødets deltagere.
 
Det var imam Khalil Mushib fra Islamisk Kulturcenter i København, som havde indkaldt imamer og repræsentanter fra muslimske trossamfund i hele Danmark. I alt deltog 20 personer i mødet. 
 
Han ville forud for mødet ikke oplyse, hvad mødet skulle omhandle. 
 
Ousamma El-Saadi, som er formand for Grimhøjmoskéen ved Aarhus, sagde dog før mødet til DR Nyheder, at det netop var dokumentaren, som skulle bringes op på mødet.
 
Anouar Touimi havde dog efter mødet ingen kommentarer til TV2's dokumentar.
 
Under pressemødet blev han spurgt, om imamerne har besluttet at tage afstand til udtalelser i TV2's dokumentar. 
 
- Ingen kommentarer, svarede han. 
 
Han oplyste samtidig, at han ikke kunne kommentere noget af det, som var bragt op på mødet.
 
TV2's dokumentar har skabt meget debat. I et klip fra dokumentaren kan man blandt andet se Grimhøj-moskeens imam Abu Bilal, belære tilhørerne om, hvilke blodige straffe - herunder stening - Koranen dikterer ved blandt andet utroskab.
 
I to andre klip rådgiver foredragsholdere i Grimhøj-moskeen muslimske kvinder om, hvordan de skal slå deres børn, hvis barnet ikke vil bede. Og en foredragsholder fortæller, at det ifølge Koranen er forbudt for muslimske kvinder at arbejde sammen med mænd.
 
/ritzau/
Emneord: Integration, Bertel Haarder, Kirkeministeriet, Imam, Islamisk Trossamfund, Trossamfund, Islamisk Råd, Trossamfundsudvalget
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også