KL vil skabe vækst og udvikling i hele landet

Med et nyt debatoplæg giver KL et sammenhængende bud på, hvordan vi kan skabe vækst og udvikling i hele landet. Vi skal både styrke vækstcentrene og skabe bedre rammer for landdistrikter.

”Fælles svar på fælles udfordringer” er navnet på det debatoplæg, som KL offentliggør i dag i forbindelse med KL’s årlige topmøde i Aalborg.

Det er resultatet af et arbejde, hvor KL med en lang række analyser har gravet sig ned i de konsekvenser, som den stigende urbanisering betyder for Danmark. Men debatoplægget fokuserer ikke kun på, hvordan vi skaber bedre rammer for vækst og udvikling i landdistrikter. Det giver også bud på, hvordan vi sikrer, at vækstcentrene omkring de største byer kan stå stærkt i konkurrencen med de udenlandske metropoler.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag kan præsentere et katalog af forslag til, hvordan vi skaber et stærkere og mere sammenhængende Danmark. De 98 kommuner har vidt forskellige forudsætninger, men vi er afhængige af hinanden, og det er helt afgørende, at vi skaber de bedst mulige betingelser for vækst og udvikling i hele landet," siger KL's formand Martin Damm.

Han mener, det er bydende nødvendigt, at vi forstærker indsatsen for vækst i hele landet, og glæder sig nu til at tage debatten med landspolitikerne og andre relevante aktører på baggrund af debatoplægget. Martin Damm forsikrer samtidig, at KL vil holde emnet på dagsordenen i den kommende tid.

I debatoplægget fremlægges indledningsvis en kort analyse af udviklingen i vækst og produktivitet inden for de forskellige landsdele, og derefter kommer KL med en række forslag til, hvordan landspolitikerne og kommunerne inden for seks forskellige emner kan skabe bedre rammer for vækst og udvikling. I forhold til uddannelse fremhæver KL eksempelvis nødvendigheden af, at vi bliver bedre til at uddanne de rette kandidater til at opfylde erhvervslivets behov både lokalt og nationalt.

”Det er vi ikke gode nok til i dag. Derfor foreslår vi blandt andet, at der gennemføres en reform af uddannelsesinstitutionernes finansiering, så de får et stærkere incitament til at møde erhvervslivets behov. I dag er der for meget vægt på at uddanne mange frem for at skabe dedygtigste kandidater til netop de områder, hvor de danske virksomheder har størst behov,” siger Martin Damm.

KL foreslår også, at man forhøjer støtten til virksomheder for at oprette praktikpladser, så vi derved sikrer, at vi får uddannet flere faglærte. Derudover vil KL blandt andet også have afsat betydelige midler til at nedrive og sanere faldefærdige huse i landdistrikter og skabe en kollektiv transport med bedre opkobling til de lokale og regionale ruter. Og så vil KL en gang for alle have lukket hullerne i mobildækningen ved at indføre fri roaming i nogle områder.

Disse og en lang række andre forslag kan du læse mere om i debatoplægget

 
Emneord: KLtop2015, Vækst, Debatoplæg, Kommunernes Landsforening, Martin Damm, Vækst i hele Danmark, Udkantsdanmark, Mobildækning
KL på DenOffentlige.dk Kommunernes Landsforening (KL) er en privat interesse- og medlemsorganisation for alle 98 kommuner i Danmark. Det er KL's formål, at varetage de danske kommuners fælles interesser og bidrage til,...
Aktivitet: Artikler: 102 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også