Kommission: Sæt flere vindmøller på land

Politik

31/03/2014 12:52

Energiomkostninger skal ned i Danmark, mener kommission, som blandt andet vil have flere vindmøller på land.

Der er mange penge at spare, hvis den danske energi- og klimapolitik lægges om, så der kommer benhårdt fokus på at nedbringe omkostningerne.

Det konkluderer Produktivitetskommissionen, som blandt andet helt konkret foreslår at sætte flere vindmøller op på land frem for at søsætte flere store og dyre havvindmølleparker.

- Et element i en mere omkostningseffektiv energi- og klimapolitik kan blandt andet være at opstille flere vindmøller på land frem for at anvende andre mere omkostningsfulde vedvarende teknologier som for eksempel biogas, solcelleanlæg og havvindmøller, skriver kommissionen i sin seneste og afsluttende rapport.

I det brede energiforlig fra 2012, som blev indgået mellem alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance, er blandt andet aftalt to nye havmølleparker - ved Horns Rev i Nordsøen og Kriegers Flak i Østersøen.

Det er ifølge Produktivitetskommissionen afgørende for produktiviteten, at vi kan producere og distribuere energi så billigt som muligt. Det har betydning både for erhvervslivet og helt hjem i stuerne hos borgerne, lyder det.

- Det er vigtigt, at produktionen af og distributionen af energi, - herunder den grønne omstilling af Danmarks energisektor - sker til de lavest mulige omkostninger.

- Produktivitetskommissionen vurderer, at der er et væsentligt potentiale for at tilrettelægge energi- og klimapolitikken, så den i højere grad tilgodeser hensynet til en omkostningseffektiv energiforsyning, skriver kommissionen.

Det skal blandt andet også ske ved at ændre regulering af el-netselskaber, så det bliver attraktivt for dem at effektivisere driften.

Kommissionen slår desuden fast, at det vil være godt at få undersøgt, om den nuværende PSO-støtteordning kan omlægges.

PSO opkræves hos både private og virksomheder for at støtte omstilling fra kul og olie til havmøller, biomasse og biogas.

Men kommissionen ser gerne, at finansieringen ikke påhviler forbrug af vedvarende energi, og at støtten indgår på de årlige finanslove på linje med andre offentlige udgifter og indtægter.

Omlægning af PSO-afgiften er allerede på den politiske dagsorden.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) har indkaldt de borgerlige energiordførere til møder efter påske efter kritik af energipriserne.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce