Coronaen raser stadigvæk, og det kan man også mærke i Struer Kommune.
Coronasmitten er stadig stigende i kommunen, og søndag den 11. oktober havde Struer Kommune landets højeste incidentstal (smittede pr. 100.000 indbyggere). Det oplyses på kommunens egen hjemmeside. Det er primært blandt den yngre del af befolkningen, at smitten pt. spredes, og det får kommunen til at aflyse alle kommunale arrangementer og aktiviteter i uge 42.
Aflyses eller ændres til en anden form
“I kølvandet på det, bliver alle kommunale aktiviteter i uge 42 aflyst for at begrænse smitterisikoen. Det betyder, at arrangementer og aktiviteter på Struer Bibliotek, Struer Energi Park, Struer Museum, Struer Svømmehal aflyses eller ændres til en form, hvor det er muligt at deltage hjemmefra,” oplyses der.
Derudover opfordrer kommunen foreninger og selvejende kulturinstitutioner, der har aktiviteter eller arrangementer i uge 42, som kan samle større grupper af personer, til at aflyse.