Foto: Pressefoto

Ny chef for Teknik- og Miljøcentret i Ringsted på plads

Kommunalt

05/10/2020 11:08

Maria Cathrine Nielsen er ny chef for Teknik- og Miljøcentret. Hun kommer fra en stilling som afdelingsleder for Natur, Park og Miljø i Rudersdal Kommune og har første arbejdsdag i Ringsted Kommune den 1. november.

Det bliver 46-årige Maria Cathrine Nielsen, som er ny chef for Teknik- og Miljøcentret i Ringsted Kommune. Maria Cathrine Nielsen er uddannet cand.tech.soc. og har derudover blandt andet en Master i Public Governance. Hun har arbejdet i KL’s kontor for teknik og miljø, blandt andet som vicekontorchef. De seneste syv år har hun været afdelingsleder i Rudersdal Kommune for Natur, Park og Miljø. 

Centerchef-stillingen i Teknik- og Miljøcentret blev ledig, da Anne Breinholdt Skelmose fik nyt job. 

Mette Jeppesen, teknisk direktør og konstitueret kommunaldirektør i Ringsted Kommune, siger: 

”Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Maria som den nye chef for Teknik- og Miljøcentret. Hun har stor erfaring fra flere dele af den offentlige forvaltning, og hun har et indgående kendskab til teknik- og miljøområdet. Jeg er sikker på, at hun er den rigtige leder af Teknik- og Miljøcentret, der i den kommende tid blandt andet arbejder med større projekter som grøn omstilling, pilotnaturparken og ikke mindst kommuneplan og lokalplaner, som skaber grundlaget for Ringsteds fortsatte vækst.”

Maria Cathrine Nielsen siger: 

”Ringsted Kommune er en kommune i udvikling og med blandt andet en masse spændende natur. Særligt arbejdet med Pilotnaturpark Ringsted er et arbejde, som jeg glæder mig til at være en del af sammen med kommunens borgere. Jeg har en stor interesse i, hvordan Ringsted Kommune kan drive den grønne omstilling fremad, og jeg glæder mig til i samspil med borgere og virksomheder at arbejde videre med Ringsteds potentiale”.

Privat bor Maria Cathrine Nielsen i København med sin mand og to børn. Hun har første arbejdsdag i Ringsted Kommune den 1. november.

 

Mest Læste

Annonce

05/10/2024

Jo tidligere kræft opdages, jo større er dine chancer for helbredelse. Kender du de 7 advarselstegn, der kan redde dit liv? Læs med her og bliv klogere på de skjulte symptomer, du ikke må overse.