Kommune inddrager forældre i udvikling af daginstitutioner

Velfærd

11/06/2018 09:17

Anne Mygind Brodersen

Fynsk kommune gør forældre til medskabere af institutionens hverdag med miniprojekter, hvor pædagoger inddrager forældre i tilrettelæggelse af det gode børneliv.

Med ”miniprojekter” udvikler Faaborg-Midtfyn nu pædagogisk praksis i dagtilbud, hvor pædagoger og forældre arbejder sammen om, hvordan det gode børneliv skal tage sig ud. ”Miniprojekter” tager afsæt i hverdagssituationer, som fx aflevering af barnet om morgenen.

– Det fantastiske er, at vi har spurgt forældrene om, hvordan det gode børnehaveliv ser ud set med deres øjne. Hvad der er vigtigt for dem, når de afleverer deres barn, fortæller Lissi Beier, områdeleder i Faaborg-Midtfyn Kommune og fortsætter:

– På den måde er forældrene blevet medskabende af rammerne. De er med til at sætte deres præg på hverdagen inden for de pædagogiske muligheder og rammer, vi arbejder med.

Involverende forældresamarbejde udvikler dagtilbud

De enkelte teams eller grupper i daginstitutionerne vælger et ”Miniprojekt” for at starte der, hvor motivationen og behovet er størst. Forældrene ses som ressourcer og deltagere i projektet, og det åbner for reel indflydelse og samarbejde mellem forældre og pædagoger.

– Værdien har været stor. Forældrene har været inddraget, og de har følt sig set og hørt. Vi mærker, at alle føler ejerskab for den nye kultur, som vi skaber, siger Lissi Beier.

– Det her projekt er så interessant, fordi det inddrager forældre i udviklingen af dagtilbuddet på en helt ny måde. Dermed taler det også direkte ind i dagtilbudsreformen, hvor forældresamarbejdet får større fokus, forklarer Lissi Beier.

På KL-turné med ”Miniprojekter”

Lektor René Kristensen fra University College Lillebælt (UCL) har stået for udformningen af ”Miniprojekter,” som allerede er taget i anvendelse i tre børnehuse i Faaborg-Midtfyn Kommune.

UCL understøtter ”Miniprojekterne” med et lokalt tilrettelagt pædagogisk diplommodul i social inklusion til alle pædagoger og et akademimodul med samme tema for hjælpere og assistenter. Det er med til at genere et fælles professionelt sprog og fælles værdier i daginstitutionen.

Udviklingen af ”Miniprojekter” i Faaborg-Midtfyn er blot begyndelsen. Det er et område, som René Kristensen og UCL fortsat vil udvikle over de kommende år – også til andre områder end dagtilbud.

I de kommende måneder giver Lissi Beier og René Kristensen oplæg om arbejde med ”Miniprojekter” på KL-temadage rundt om i landet.

Læs mere om ”Miniprojekter” i Faaborg-Midtfyn.

Mest Læste

Annonce