Foto: Shutterstock

Kommune roser borgerne: Her holdes smittetallet i ro

Sundhed

19/09/2020 09:45

Smittetallet i Vejle Kommune ligger nogenlunde stabilt omkring de 30, efter at tallet den sidste uges tid har været helt oppe på 38. Det viser, at borgerne har taget smitten alvorligt, ladet sig teste og passer på med afstand og hygiejne.

De nye Covid-19 tal tyder på, at smittetallet i Vejle Kommune har stabiliseret sig i modsætning til andre kommuner i Syddanmark, der ser smittetal på over 70.

Smittetallet i Vejle Kommune lå i går på 30 og i dag på 31. I den sidste uges tid har smittetallet været helt oppe på 38. De smittede har været spredt over hele kommunen, men der har især været smittede i Jelling, Gadbjerg og Vejle.

Det betød testbiler i Vejle og Jelling og en række lokale indsatser, bl.a. har flere foreninger m.fl. aflyst en række arrangementer og opfordret til at passe på med afstand og hygiejne.

Borgmester Jens Ejner Christensen er glad for, at smitten nu er på vej ned, og han har stor ros til borgerne:

- Det er dejligt at se, at borgerne virkelig har taget smitten alvorligt og har taget initiativer til, at vi kan undgå at sprede smitten yderligere, siger Jens Ejner Christensen, og tilføjer:

- Jeg har stor ros til foreninger og borgerne - ikke mindst i Jelling. Handelsstandsforeningen tog straks initiativ til at skrive rundt til butikkerne og opfordre til at have styr på sprit og afstand, og foreninger aflyste arrangementer. Det er aldrig sjovt at aflyse aktiviteter, som deltagerne har glædet sig til.

Uddannelsesinstitutionerne i Vejle har også ageret hurtigt med initiativer blandt de studerende, efter at der blev konstateret smittede.

- Der var mange, der straks lod sig teste i testbilerne, selvom de ikke havde symptomer, og flere fik desværre positive testresultater. Så ros og stor tak til alle for at have ydet en indsats for at komme smitten til livs, understreger Jens Ejner Christensen.

Nye restriktioner på landsplan
Borgmesteren opfordrer alle til at leve op til de nye restriktioner, som statsministeren i dag har præsenteret på pressemødet.

- Vi skal holde fast i de gode vaner om at holde afstand, spritte hænder, undgå større forsamlinger og fester og blive hjemme ved de mindste symptomer. Og så skal man lade sig teste ved den mindste mistanke.

- Lad os nu gøre alt det, vi kan for at undgå, at smitten spreder sig endnu mere. Lad os nu holde fast i, at vi skal se færre mennesker og begrænse sociale arrangementer. Vi skal for alt i verden undgå at skulle lukket samfundet helt ned igen, understreger borgmesteren.

Smittet i bofællesskab
Blandt de nye smittede i Vejle Kommune er en medarbejder i bofællesskabet Postens Vej, hvor alle ansatte og beboere i dag er blevet testet ved en testbil.

I går blev en lærer på kostskolen Bøgevangsskolen konstateret smittet, og alle 60 elever fra 21 kommuner er sendt hjem.
 

Mest Læste

Annonce