Kommuner skal tænke kreativt om køn i nyt netværk

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har startet et netværk af syv kommuner, som skal se på, hvordan de gode eksempler for ligestilling i kommunernes service til borgerne kan udbredes til resten af landet.

De mandlige beboere på et plejehjem i Hvidovre kan få en motorcykeltur eller komme til fodboldkamp som alternativ til at strikke eller lave perleplader. I Aarhus kan unge, ofte enlige mødre uden job og uddannelse være med til at drive en frokostcafé. Og i Nyborg kan mænd med arrangementet ”Grill for gutter” få øjnene op for sund grillmad og en sundere livsstil.


Det er eksempler på, hvordan nogle kommuner målretter deres tilbud til borgerne i arbejdet med ligestilling. Eksempler som disse skal udbredes, og det skal et nyt netværk af syv kommuner, som er blandt de rigtig gode til ligestilling, være med til. Målet er at sætte fokus på, hvordan alle landets kommuner fremover kan blive bedre til at tænke køn ind, så både kvinder og mænd får noget ud af den kommunale service.

Socialminister Manu Sareen siger:

”Det er det fedt at se, at fx ældre bliver tilbudt både motorcykelture og strikkeklub på et plejehjem. Det giver livskvalitet, og sådan nogle tilbud skal vi have mange flere af i hele landet. For mænd og kvinder har forskellige behov, og derfor er det enormt vigtigt, at kommunerne tager højde for dem, når de laver tilbud til deres borgere. Ellers risikerer vi at tabe nogle af dem, som tilbuddene er tiltænkt.”

Netværket, som tæller kommunerne Aalborg, København, Aarhus, Nyborg, Odense, Silkeborg, Hvidovre og KL, får viden til arbejdet fra nye analyser af tre forskellige velfærdsområder; ældre, sundhed og forebyggelse samt beskæftigelse og aktivering. Og fra eksempler på kommunale tilbud, som allerede i dag er lavet ud fra kønnenes forskelligheder.

Projektet følger op på ligestillingsredegørelserne, som blev offentliggjort i slutningen af oktober, og kommunerne mødtes første gang tirsdag d. 11. november. I foråret kommer netværket med redskaber til, hvordan kommunerne kan arbejde med ligestilling i tilbuddene til borgerne og ligestillingsredegørelserne fremover.

Læs analysen ’Kønsforskelle i hjemmeplejen’.

Læs analysen ’Sundhed og trivsel i et kønsperspektiv’.

Læs analysen ’Kønsforskelle i beskæftigelsesindsatsen’.

 
 
 

 

Emneord: Manu Sareen, Kommuner, Kønsdiskriminering, Kønsroller
Social-, Børne-, og Integrationsministeriet på DenOffentlige.dk Social-, Børne og Integrationsministeriet er opløst og opgaverne overført til andre ministerier. 
Aktivitet: Artikler: 65 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også