Kommuner sponserer idræt og får vip-billetter

Ledelse

31/01/2018 10:43

Freja Eriksen

Kommuner får vip-billetter, mad og drikke og reklamebannere til gengæld for at sponsere professionelle sportsklubber. Det kan være ulovligt.

Over halvdelen af landets kommuner har sponsoraftaler med professionelle idrætsklubber for 30 millioner. Til gengæld får en del af dem vip-billetter, mad og drikke og reklamebannere, og det kan være ulovligt.

Det viser en gennemgang af sponsorater for de 62 bedste hold i fodbold, ishockey og håndbold. Det skriver Politiken.

Sponsoraftalerne viser, at mindst 54 kommuner har tegnet et sponsorat med topidrætten.

De viser desuden, at kommuner og kommunale selskaber tilsammen poster mere end 30 millioner skattekroner i klubkasser landet over. 

Men kommunerne kommer let i konflikt med loven om eliteidræt, lyder det fra flere eksperter.

Loven siger, at kommuner ikke må "yde økonomisk støtte til eliteidræt", hvis der er tale om en erhvervsvirksomhed, som det er tilfældet med de professionelle sportsklubber.

- Når man kigger på det overordnede billede, mønsteret og systematikken, skinner det indlysende igennem, at formålet med rigtig mange af aftalerne reelt set er at hjælpe idrætsklubberne så meget som overhovedet muligt.

- Og også at gå til grænsen af det tilladte for at støtte dem økonomisk, siger kommunalforsker og forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til Politiken. 

I Kommunernes Landsforening (KL) vil juridisk chef Pernille Christensen ikke kommentere konkrete eksempler.

Hun skriver i en mail til Politiken, at "der er intet til hinder for, at kommuner indgår sponsoraftaler".

- Men det er afgørende, at der er tale om en aftale, som begge parter er gensidigt forpligtede i, samt at kommunen højest betaler markedsprisen for produktet.

- En del af aftalen kan jo så være, at kommunen modtager fribilletter og andre sponsorgoder, som det er kutyme at give og modtage i sportens verden, skriver hun.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce