Kommuner tilbagebetaler tusindvis af kroner til samlevende

Velfærd

18/02/2015 10:00

Suleman Haider

En svipser i sager om gensidig forsørgelsespligt for par, der deler dyne, betyder, at flere af landets kommuner nu må hoste op med tusindvis af kroner til kontanthjælpsmodtagere. Det skriver Avisen.dk.

Arbejdsløse, der er blevet trukket i kontanthjælp, fordi deres kæreste har en indtægt eller en formue, skal nemlig have pengene tilbage, hvis kommunen ikke har hørt og informeret kæresteparret efter bogen.

Det skal kommunen for at overholde god forvaltningsskik, men der er altså sket fodfejl flere steder.

Fodfejlene kan koste en kommune mellem 60.000 og 90.000 kroner før skat per par, hvis kommunen først retter den efter et år.
Norddjurs Kommune er en af de kommuner, der nu må betale penge tilbage til en del samlevende kontanthjælpsmodtagere.

- Jeg selv og kommunens medarbejdere bliver skydeskive for de borgere, der har mistet penge, og det kan jeg godt forstå. I den her sag har lovgiverne været meget dårlige til at fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert, siger borgmester Jan Petersen (S) til Avisen.dk. Han mener, at kommunerne er blevet for dårligt vejledt, og at rergningen bør sendes videre til beskæftigelsesministeriet.

Borgmesteren har endnu ikke et overblik over, hvor stor regningen bliver. Norddjurs Kommune er lige nu ved at gennemgå samtlige sager om gensidig forsørgelsespligt.
I landets største kommune kan flere sager også være på vej.

- Jeg har en mistanke om, at det kan se rigtigt grimt ud i København, siger Ulrik Kohl (EL), der er medlem af kommunens beskæftigelses- og integrationsudvalg til Avisen.dk.
Han kræver en redegørelse fra Anna Mee Allerslev (R), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester.

At flere kommuner nu skal til lommerne skyldes en såkaldt principafgørelse fra Ankestyrelsen.Afgørelsen siger klart og tydeligt, at begge parter i sager om gensidig forsørgelsespligt skal igennem en partshøring, hvor de skal svare på spørgsmål om deres relation. Derefter skal begge parter have et personligt brev med en begrundelse for, hvorfor kommunen mener, at de er omfattet af gensidig forsørgelsespligt.
Hvis det ikke sker, er kommunens afgørelse ugyldig.

Principafgørelsen blev offentliggjort i august, og siden er flere kontanthjælpsmodtagere begyndt at klage. Avisen.dk har blandt andre kendskab til en kontanthjælpsmodtager i Kalundborg Kommune, der før skat får over 20.000 kroner tilbage.
Kalundborg Kommune bekræfter over for Avisen.dk, at der mindst har været en sag, hvor en borger har fået penge retur. Kommunen retter nu ind efter gældende regler, lyder det.

Juraprofessor ved Københavns Universitet, Kirsten Ketcher, kalder de kommunale fejl graverende.

- At modregne i kontanthjælp er et meget vidtgående indgreb. Derfor bør kommunerne være omhyggelige med at overholde forvaltningsloven og retssikkerhedsloven. Det her gør ikke kommunerne ære, siger hun til Avisen.dk og opfordrer alle landets kommuner til at gennemgå sager om gensidig forsørgelsespligt en ekstra gang.

Kommunernes Landsforening (KL) er mere forstående, men mener ikke, at borgmesteren kan tørre regningen af på andre.

- Jeg kan godt forstå, hvis flere kommuner føler, at det er urimeligt, at de skal bøde for en fejl som den her. Men hvis en kommune bryder forvaltningsloven, må den selv betale regningen, også selvom kommunen var i tvivl om loven, siger Brian Siggaard, der er chefkonsulent i KL til Avisen.dk.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) vil ikke kommentere sagen, men henviser til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Styrelsen oplyser over for Avisen.dk, at den blandt andet har udsendt to orienteringsbreve og afholdt to opstartskonferencer om kontanthjælpsreformen.

Mest Læste

Annonce