Regeringen kører massivt på med beskæftigelsesreformer, diverse pakker som del af socialreform, og som sidste udmelding 2020 mål om indsatsen for de mest udsatte. ”Vi skal alle være med”. Sideløbende meldes fra mange sider om velfærdsstatens afvikling: Den kommunale service er brudt sammen. Fagligheden er forsvundet. Jobcentrene fungerer ikke. Borgere får ikke den hjælp, de er berettiget til. Regeringen taler inklusion. Udsatte borgere som kontanthjælpsmodtagere, handicappede eller anbragte børn oplever eksklusion. Der er tilsyneladende ingen ende på den kommunale elendighed. Hvad skal man tro og hvad skal man mene, og hvor skal man tage fat?
Dengang i kommunesocialismens tid
Vil man parkere elendighedsperspektivet lidt, er der energi og visioner at hente i bogen 13 historier om den danske velfærdsstat. (red Klaus Petersen 2003), med netop tretten bud på aktører, som afgørende har bidraget til den velfærdsstat, vi kender. Et vægtigt indlæg kommer fra historiker Søren Kolstrup, der skriver om ”Kommunen-velfærdsstatens spydspids”. Det er historien om pionérkommunerne, eller de røde kommuner, som de også benævntes, fordi de alle havde socialdemokratisk styre. Tiden blev sågar benævnt kommunesocialismens periode fra 1900-1920. De røde kommuner etablerede myriader af forsøg uden statslig styring og ”tilladelse”, forsøg som senere blev etablerede velfærdsrettigheder for alle, og de inspirerede sågar hinanden til nye forsøg.
Her nogle eksempler: Allerede fra år 1900 etablerede København kommunal skolelægeordning, Esbjerg, Horsens og Nakskov fulgte efter med bl.a. forebyggende foranstaltninger som skolekøkken, varme bade, ernæringsoplysning og systematiske forældresamtaler. 1907 fik Esbjerg landets første kommunale ansatte tandlæge. Nakskov og København fulgte efter. I 1912 startede Esbjerg forklasser, for de små, en forløber for børnehaveklasserne mange år senere. Også på sundheds- ældre og boligområdet tog de fat. I Københavns kommune indførtes fra 1908 vederlagsfri skoler. I Horsens indviede man i 1908 byens nye sygehus. 1909 fik Esbjerg og i 1912 også Nakskov nye sygehuse. Samme kommuner konkurrerede om de bedste takster til kommunens gamle. Og forsøgte at gøre bedre boliger til en samfundssag. Det var stærkt industrialiserede, socialdemokratisk ledede byer med stor arbejderbefolkning. Indsatsen var påtrængende, og den kunne betale sig, også politisk. Senere kom kommunesocialismen under pres af centralmagtens beslutninger og storhedstiden hørte op med 30'er krise og 2. Verdenskrig. Vi så igen en opblussen af kommunale initiativer under velfærdsstatens storhedstid fra 60érne til midt 8o'erne. Og igen i 1990'erne med forsøg med samarbejde mellem kommune og private udbydere. Eksempler på at kommunerne er gået forrest både i opgangs- og i krisetid.
Kommuner under pres
Kommunerne brugte penge, og også så mange, så de fra 1980'erne kom på slankekur. Nu stod den på ”Modernisering af den offentlige sektor”, Der skulle styr på de tilsyneladende ustyrlige udgifter. Midlerne var topstyring, New Public Management og forsøg på styring via evalueringer, evidens og specialisering. Som vi ved, virkede medicinen ikke, tværtom. Man forsøgte sig med mere af det samme, dvs. mere central styring med strukturreformen 2007 og med en stadig intensiveret, kontinuerlig strøm af lovgivning. Med de kommunale forvaltninger halsende efter. Man kan undre sig over, de fungerer, men det gør de så også kun dyrt og dårligt.
Rejs jer kommuner!
Kommunesocialismen opstod af nød kombineret med politisk vilje. Nøden for dem der har hjælp behov i dag er af en anden art, men for den enkelte lige så påtrængende. Regeringen har med sin 2020 plan barslet med endnu en opgave. Det er kommunerne der er krumtappen, og som effektuerer eller ikke effektuerer. Der er ikke brug for mere af den medicin, vi har set ikke virke, men der er til gengæld brug for kommuner, der holder fast i og generobrer retten til selvstyre. Den kommer ikke af sig selv. Ligesom den ikke gjorde det for hundrede år siden. Så ud med New Public Management, umyndiggørende organisationskultur, og ubrugelige evalueringssystemer. Og ind med fremsynede politikere, kompetente ledere, dygtige fagfolk, bæreevne og fremdrift. Når fattige pionérkommuner Esbjerg, Nakskov, Horsens, København m.fl. kunne for hundrede år siden, så kan rige kommuner også i dag. Lad os genopfriske hukommelsen og få viljen og lysten til fornyende velfærd tilbage. Lad os få kommunesocialismen og selvstyrende kommuner tilbage. Så de igen bliver velfærdsstatens spydspids. Kommunalvalget kunne blive startskuddet.
Inge Marie Skaarup socialrådgiver. Cand.scient.soc.
Medlem af Socialt Innovations Forum (SIF)
