7000 elever har fået gratis buskort

Velfærd

05/8/13 1:19

Freja Eriksen

Skolebørn i Haderslev Kommune kan i det kommende skoleår køre gratis med bus. Det giver kommunens børn og unge mulighed for at komme rundt i kommunen i forbindelse med skole, fritidsaktiviteter og når de skal besøge vennerne.

Skoleelever i Haderslev Kommune kan stige på bussen og køre gratis med i hele det kommende skoleår. Byrådet har besluttet at give eleverne et gratis buskort til Sydtrafiks ruter, og det har rigtig mange børn sagt ja til. I midten af juli var der således lavet knap 7000 gule buskort.

”Det er rigtig dejligt, at så mange børn har sagt ja til at få et buskort. Det giver vores børn og unge mulighed for at deltage i kulturelle tilbud, idrætsarrangementer, alternativ undervisning ved skov og strand både sammen med klassen eller i SFO’en”, siger borgmester Jens Christian Gjesing.

De fleste af eleverne fik buskortet op til sommerferien, og det har betydet, at eleverne frit har kunnet tage bussen, når de har skullet til aktiviteter hen over sommerferien.

”Formålet med buskortet er også at give børnene en større frihed til at besøge venner og dyrke fritidsaktiviteter i andre dele af kommunen uden at skulle være afhængig af, at forældrene kører. Det kan være børn, der går til ishockey i Vojens, eller børn fra Vojens der tager til Haderslev for at skate”, siger Jens Christian Gjesing.

Det er alle folkeskoleelever, privat- og friskoleelever med folkeregisteradresse i Haderslev Kommune, der har fået tilbud om at få et gratis buskort, men det er altså op til børnene selv, hvor meget de vil bruge det.

”Hvis man har en sikker god rute til skole, som man er vant til at cykle, så er der jo ikke nogen grund til at bruge kortet, men så kan det være, man har det, hvis man skal til en fritidsaktivitet om eftermiddagen”, siger Jens Christian Gjesing.

Buskortet giver gratis adgang til Sydtrafiks ruter i hele Haderslev Kommune. De gratis buskort koster Haderslev Kommune godt to millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce