Den gennemsnitlige borger på jorden anno 2014 er en bybo. Over halvdelen af verdens befolkning bor i dag i byer, og byernes borgmestre sidder derfor med hovedansvaret for at håndtere alt lige fra globale klimaforandringer til den lokale byudvikling.
If Mayors Ruled the World
Byerne har ikke alene et stort ansvar, de har også en helt unik mulighed for effektivt at gøre noget ved udfordringerne. Den anerkendte forsker Benjamin Barber påpeger i sin bog ’If Mayors Ruled the World’, at de større problemer som bl.a. klimaforandringerne kan virke så store og omfattende, at nationalstaterne nærmest kan fremstå handlingslammede. Men i byerne kan man ikke tillade sig at blive paralyseret – bystyret står til regnskab for borgerne og sidder tilbage med regningen, hvis der ikke sættes gang i forebyggende indsatser. Byerne er – i modsætning til landet som helhed – desuden kendetegnet ved en mere aktiv deltagelse fra borgernes side og større tillid til det politiske system. Denne tillid og deltagelse åbner op for en mere praktisk tilgang til problemerne og gør plads til kreativitet og innovation som veje til at løse de store udfordringer af i dag. Det betyder ifølge Barber, at byer – og borgmestre – har mulighed for at håndtere problemer som klimaforandringerne mere effektivt end man kan på nationalt plan. Og det lokale demokrati har ifølge Barber andre fordele. Vi i byerne er i højere grad i stand til at se ud over de ideologiske magtkampe, som ofte ses i national politik. Byerne er desuden ikke indblandet i de suverænitets stridigheder, som ses mellem lande. Derfor kan vi gå direkte til at finde løsningerne.
Anna Kirah
Bundlinjer nedbryder os og vores samfund, mener den internationalt anerkendte designantropolog Anna Kirah. Hun tror inderligt på mennesker og menneske-centreret innovation.
DenOffentlige har eksklusivt mødt den norske antropolog og innovationsekspert Anna Kirah, der er gået til kamp mod systemer, der dræber organisationer, arbejdsglæde og fantasien til at se de svar, hun mener, ligger lige foran os.
Som overborgmester i København er det pointer, jeg kan nikke genkendende til. Og jeg mener, at vi er et godt eksempel på, at byerne kan gå foran. København har vundet international anerkendelse for vores bæredygtige byudvikling og for at få de grønne løsninger til at gå hånd i hånd med at skabe økonomisk vækst, flere job og øget livskvalitet. Den innovative tænkning har blandt andet været mulig, fordi vi som by har en nærhed i forhold til københavnerne, som man ikke på samme måde kan finde mellem borgeren og staten. Den relative nærhed i byerne giver en unik mulighed for at udvikle nye grønne initiativer og mere effektivt at kunne indarbejde dem i byudviklingen i samarbejde med borgerne. De grønne løsninger afhænger jo direkte af københavnernes opbakning til at få grønne tage, at tage cyklen i stedet for bilen eller at købe en andel i en vindmølle. I byerne er der kortere fra ord til handling end i landspolitik – selv om det sandt at sige nogle gange ikke føles sådan. I byerne er der også kortere fra en idé til et konkret projekt. Og i byerne ses effekten af en beslutning typisk langt hurtigere end på nationalt niveau.
Læs også: Vesten truet af forfald: Sådan kan 200 imperiers forbandelse brydes
København som foregangsby
København er derfor med i internationale samarbejder som Eurocities, et netværk for større europæiske byer, og C40 – et netværk for 69 af de største og mest innovative byer verden over, med fokus på at implementere bæredygtige initiativer i kampen mod klimaforandringerne. Jeg er netop kommet med i styregruppen i C40 på vegne af de 19 mindre ’innovative byer’ i netværket, hvor jeg sidder med ved bordet med bl.a. New York, Hong Kong og Londons borgmestre, når de vigtige beslutninger om byerne skal tages. Internationale samarbejder som disse er altafgørende for, at vi kan bevæge os fremad. Netværkene er en unik mulighed for at dele de erfaringer, man gør sig i praksis med at håndtere de problemer, det kan være svært eller uoverskueligt at gribe an nationalt. Det så vi blandt andet eksempler på ved borgmestertopmødet på Københavns Rådhus under COP15 i København, hvor storbyernes borgmestre blev enige om at styrke klimaindsatsen, mens statslederne fejlede i at blive enige om en bindende aftale. Derfor er det også afgørende, at byerne holder deres statsledere til ilden op til COP21 i Paris i 2015. Byerne har vist om og om igen, at den grønne omstilling kan lade sig gøre til fordel for både borgere og erhvervsliv.
København er i front, når det kommer til at indarbejde bæredygtighed og innovativ tænkning i udviklingen af byen. Havnebade med rent vand, forsøg med elbusser, fjernvarme, grønne tage og en udbygget cykelinfrastruktur er bare nogle af de mange grønne løsninger, der både tager hensyn til klimaet og gør København til et bedre sted at bo. Målet er, at København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad i år 2025. Det er ambitiøst, men vi tror på, at det er muligt. Vores delmål for 2015 med at nedsætte CO2-udledningen med 20 procent nåede vi allerede i 2011. På grund af miljø-initiativerne kan københavnerne indånde renere luft, bade i det rene vand i havnen og cykle ubesværet og sikkert rundt i byen. København er et levende eksempel på, hvordan bæredygtighed og livskvalitet går hånd i hånd. Bl.a. derfor er København kåret som Europas grønne hovedstad 2014 af EU Kommissionen, og det er en af årsagerne til at Monocle netop for tredje gang – og for andet år i træk – har kåret København til at være verdens bedste by at bo i.
Dermed ikke sagt, at vi nu kan sætte flueben ved opgaven, læne os tilbage og nyde succesen – tværtimod. Det er bydende nødvendigt, at vi får byer verden over med i kampen mod klimaforandringerne. Omtrent 50 procent af verdens befolkning bor i byer – men denne andel er samtidig ansvarlig for 70 procent af CO2-udledningen på verdensplan. Byerne – og byernes borgmestre – har dermed et stort ansvar for at håndtere klimaforandringerne og tænke i bæredygtig byudvikling.
Et United Cities?
Byerne har en værdifuld erfaring med at implementere konkrete løsninger på globale problemer – den må vi ikke lade gå til spilde. Derfor har vi i København arbejdet hårdt for at dele vores bæredygtige løsninger med andre byer verden over, så vi kan lade os inspirere og lære af hinanden.
Jeg tror på at nøglen til at skabe forandring ligger hos de enkelte byer, og ikke mindst i samarbejdet mellem byerne. Vi sidder derfor hver især med værdifulde erfaringer, resten af verden skal have gavn af. Om vi skal gå så vidt som til at oprette et international parlament af borgmestre, som Benjamin Barber foreslår i sin bog, er jeg ikke sikker på. Men ved at anerkende byens afgørende rolle og at lade os inspirere af hinandens erfaringer og idéer, kan vi i hvert fald gå fra geniale løsninger lokalt til fælles fremskridt globalt.
