Unge vil arbejde frivilligt

28/02/2013 13:26

Københavns Kommune

NY TREND: Unge københavnere vil arbejde frivilligt med kultur og idræt. Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) vil sikre gode rammer for de frivillige ildsjæle

Fordommen om, at de unge kun tænker på sig selv, bliver nu aflivet. En ny undersøgelse viser, at der især blandt unge er stor interessere for at engagere sig og yde en frivillig indsats i København.

En ny undersøgelse fra Kultur- og Fritidsforvaltningen viser, at 22 % af brugerne på kommunens kulturinstitutioner, idrætsanlæg og biblioteker er interesserede i at hjælpe med frivilligt arbejde. De unge mellem 14 og 25 år er den gruppe, hvor interessen er størst. Her fortæller hele 25 %, at de er interesserede i at arbejde frivilligt.

Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) glæder sig over de nye tal:

”Frivilligt arbejde har en uvurderlig værdi for vores samfund. Vi ser nu en ny generation, der ikke bare tænker på sig selv, men også engagerer sig og tager ansvar for fællesskabet. Det er en udvikling, vi skal være meget opmærksomme på at understøtte,” siger hun.

Ifølge kultur- og fritidsborgmesteren er det afgørende, at kommunen sikrer optimale rammer for frivilligt arbejde.

”Vi skal stille gode faciliteter til rådighed for de frivillige, og vi skal samtidig sørge for, at der er en let og enkel adgang til kommunens kontaktpersoner. De frivillige ildsjæle skal kunne bruge deres kræfter på en god sag, og ikke på kommunalt bureaukrati,” siger Pia Allerslev.

Undersøgelsen viser også, at det især er i kulturhusene, at der blandt de unge brugere er stor interesse for at engagere sig frivilligt. Her er hele 33 % af brugerne mellem 14 og 25 år interesserede i at yde en frivillig indsats.

Mest Læste

Annonce