Specialiserede akutsenge på tryghedshotel i Lemvig

04/01/2013 14:29

Susanne Kirkeby

Borgere fra Lemvig Kommune skal ikke være indlagt på et sygehus langt fra hjemmet, hvis det kan undgås. Det er baggrunden for et såkaldt tryghedshotel, som Lemvig Kommune per 1. februar 2013 etablerer i Lemvig midtby.

"Tryghedshotellet får ni specialiserede akutsenge, hvor vores personale kan modtage og pleje borgere, der ellers ville være sendt af sted til sygehuset. Vi har også mulighed for at hjemtage patienter fra sygehuset til færdigbehandling, så de hurtigere kommer tilbage til nærområdet og pårørende", siger Birgitte Nielsen, der er områdeleder i hjemme- og ældreplejen.

Hun oplyser, at borgerne kan henvises til tryghedshotellet af både hjemmeplejen, egen læge eller vagtlægen.

"I første omgang regner vi især med, at det bliver borgere med blærebetændelse, lungebetændelse, væskemangel eller kroniske lidelser. Det kan også være andre tilfælde, hvor den praktiserende læge vurderer, at borgeren har brug for at blive observeret af en sygeplejeske på tryghedshotellet", siger Birgitte Nielsen.

Lemvig Tryghedshotel, der blandt andet er inspireret af et tilsvarende kommunal løsning i Randers, har et tæt samarbejde med de lokale læger og bliver døgnbetjent med sygeplejersker.

Det samlede personale bliver på otte sygeplejersker og fire social- og sundhedsassistenter. Der er både tale om nyansættelser og opkvalificering af nuværende medarbejdere.

Birte Hedegård Nielsen har været ansat som kommunal sygeplejerske i 19 år og har blandt andet forberedt sig til den nye opgave med en uges praktik på sygehuset i Holstebro.

"Her mødte jeg bare fra Lemvig Kommune op til fem borgere, hvor jeg tænkte: 'Hov, ham kunne vi behandle på tryghedshotellet'. Altså undgå en indlæggelse. Jeg fik også et godt kendskab til hvilke apparaturer, procedurer og indretning, vi med fordel kan have på tryghedshotellet, samt inspiration til sparring med sygehuset", fortæller Birte Hedegård Nielsen.

Mest Læste

Annonce