Sociale problemer er komplekse. De har som regel ikke nogen enkeltstående årsag. Derfor har de ofte heller ikke nogen simpel på forhånd given løsning. For eksempel kan der være mange grunde til at udsatte voksne havner på gaden. Årsagerne kan være økonomiske, psykiske, misbrugsrelaterede, relationelle og meget andet. Og de kan påvirke hinanden gensidigt og skabe negative spiraler.
Derfor må den hjælp professionelle behandlere og socialpædagoger i kommuner og regioner giver til den enkelte udsatte borger tilrettelægges forskelligt, fordi den skal tilpasses de mange forskellige årsager, der kan være til problemerne. Løsningen kan med andre ord først beskrives konkret, når man kender det enkelte tilfælde og nogle gange skal der findes helt andre løsninger på problemerne end man først troede. Ofte kræver det en tværfaglig og tværsektoriel indsats. Sociale problemer er såkaldt 'vilde' problemer. Det er de fleste med erfaringer i socialt arbejde enige om.
Alligevel taler vi ofte om sociale problemer, som om de har enkle løsninger. Det gælder ikke mindst, når vi taler om evidensbaseret praksis på socialområdet.
Viden om, hvad der virker Den måde der oftest tales om at fremme evidensbaseret praksis på socialområdet er, at vi skal finde ud af, 'hvad, der virker'. Senest afsatte daværende socialminister Karen Elleman 250 millioner satspuljekroner til udvikling og anvendelse af sociale indsatser med dokumenteret effekt på voksenområdet. Midler som også skal bruges på at indsamle data og producere viden om "de indsatser, der virker". Det giver da også god mening. Vores sociale indsatser for udsatte børn, unge og voksne bør være virkningsfuld og give vores medborgere bedre muligheder for at leve et mere tilfredsstillende liv end hvis de havde været vores indsats foruden. Det giver også god mening at styrke forskningsindsatsen på socialområdet og få mere viden om sociale problemstillinger og deres løsningsmuligheder. Men i vores stræben efter at finde 'hvad, der virker', risikerer vi at overse en vigtig pointe: De indsatser, som virker, virker kun i kraft af dygtige professionelle, der sammen med borgerne skaber positive forandringer. Værdien af en metode i socialt arbejde afgøres i sidste ende af, hvor god den er til at understøtte de professionelles faglighed, deres faglige beslutninger og deres samarbejde med de borgere, det hele handler om. Den tyske professor i socialt arbejde Walter Lorenz har påpeget, at selvom vi som samfund bør kræve af fagfolk på socialområdet, på linje med andre professionelle, at deres arbejde hviler på et objektivt vidensgrundlag og at de anvender kriterier i deres arbejde med borgerne, som de kan holdes ansvarlige for, så bør man på samme tid være opmærksom på, at der er grænser for, hvor teknisk og instrumentelt socialt arbejde kan kortlægges og tilrettelægges (Nothdurfter & Lorenz 2010).Ifølge flere forskningsundersøgelser, afhænger en væsentlig del af effekten af socialt arbejde af behandlingsrelationen, eller den terapeutiske alliance, mellem professionel og borger (Duncan og Miller 2006). At etablere denne form for tillid og samarbejde kræver en professionel ekspertise, som nok kan trænes og systematisk understøttes gennem supervision, men den kan kun i meget begrænset udstrækning manualiseres eller udformes i en behandlingsprotokol.
Hvis vi sidestiller evidensbaseret praksis med en liste af metoder, som vi skal vælge imellem, når vi står over for en udsat borger, fordi disse metoder i bestemte typer effektstudier har vist sig virkningsfulde, får vi hvad den britiske psykiater og en af evidensbevægelsens 'grand old men' Peter Fonagy kalder for "en parodi på evidensbaseret praksis" (Fonagy m. fl. 2015). Flere former for viden Evidensbaseret praksis handler grundlæggende om, at de professionelles faglige beslutninger i praksis hviler på så godt og sagligt et vidensgrundlag som muligt. Dette indebærer naturligvis også forskningsbaseret viden, men vi har ofte en forenklet opfattelse af, hvordan forskningsviden mest effektivt bliver anvendelig for praksis. Som professor i socialt arbejde fra Bielefeld Universitet Hans-Uwe Otto sammen med sine kolleger beskriver, kan forskningsviden bedst bidrage til praksis ved at øge vores forståelse af sociale fænomener og forklare kausale sammenhænge (Otto m. fl.). Fx kan forskning i risiko- og beskyttelsesfaktorer på børne- og ungeområdet give os indsigt i, hvad der øger eller mindsker sandsynligheden for negativ psykosocial udvikling hos børn og unge. Og en nylig gennemgang af forskningslitteratur om behandling af unge med selvskade peger på, at styrkede relationer mellem den unge og forældrene kan bidrage positivt til at reducere selvskadende adfærd. Det er vigtig viden, som peger på, 'hvad der virker', men det er jo langt fra det samme som at vide, hvordan denne viden omsættes i hjælpsom indsats for et konkret udsat barn. Vi bør derfor anskue anvendelsen af forskningsviden på socialområdet som mere konceptuel end instrumentel. Det vil sige, at forskningsviden kan ændre vores forståelse af en situation, give fagfolk nye måder at tænke på og nye indsigter i styrker og svagheder af bestemte måder at handle på, men forskningsviden kan yderst sjældent fortælle dem præcist, hvordan de skal handle i en given situation. Det peger på, at forskningsviden alene tilvejebringer en del af den viden vi har brug for, når vi ønsker at evidensbasere vores praksis. Og at opstille et generelt anvendeligt hierarki mellem forskellige typer af viden giver ikke mening. I stedet har vi brug for en bredere vidensbasering, som ud over viden om 'hvad, der virker' også orienterer sig mod viden om 'hvordan', 'hvem', 'hvornår' og 'hvorfor' (Nutley m. fl. 2003):- Viden om hvordan indsatserne skal gennemføres er nødvendig, fordi viden om, hvad der virker ikke er det samme som at være i stand til at faktisk at gennemføre det effektfuldt overfor den enkelte borger.
- Viden om hvem handler fx om viden om, hvilke borgere, der skal have hvilke indsatser, hvad den enkelte borgers egne ønsker for sin tilværelse er og hvilke aktører, der er nødvendige for at realisere de ønskede løsninger, fx når en tværsektoriel indsats er nødvendig.
- Viden om hvornår handler om under hvilke betingelser en indsats eventuelt skal iværksættes. Fx kan det være afgørende, om borgeren er parat og motiveret til at indgå i samarbejdet eller om der er forhold i hans eller hendes liv og situation, som skal adresseres før indsatsen kan gennemføres effektfuldt.
- Viden om hvorfor vi iværksætter en indsats handler om viden om de værdier og etiske fordringer, der ligger til grund for indsatsens legitimitet. Selvom en metode er effektiv, er den ikke nødvendigvis forenelig med etiske og værdimæssige hensyn i indsatsen.
