“Det ser overordnetligt vanskeligt ud.”
Så enkelt sammenfatter KL’s cheføkonom Morten Mandøe den kommunale budgetlægning efter foreningen har fået indmelding fra alle landets kommuner om, hvor store service- og anlægsudgifter, som de enkelte kommuner forventer at lægge ind i de budgetter, som skal være vedtaget senest den 15. oktober.
NB Økonomi
NB-Økonomi er Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik.
Det udgives af Arne Ullum og deler udvalgte historier med læsere på DenOffentlige.
KL ønsker ikke at oplyse de præcise tal, som fredag blev lagt frem på et møde med kommunernes økonomdirektører- og chefer. Men flere deltagere i mødet oplyser til NB-Økonomi, at kommunerne lige nu forventer at overskride anlægsrammen med tre milliarder, mens der kun er en reserve på 400 millioner kroner tilbage på servicerammen.
Det er budgetloven og de afledte økonomiaftaler med regeringen, som sætter maksimale rammer for, hvor mange penge kommunerne må bruge på service og anlæg. I praksis kan kommunerne flytte en del af anlægsudgifterne mellem service og anlæg – en manøvre som de seneste år har muliggjort større anlægsudgifter end aftalt med regeringen, fordi kommunerne brugte mindre på service.
Men det er slut nu, og derfor skal landets kommunalbestyrelsen igang med at finde omkring tre milliarder kroner samtidig med at der ikke må komme nye udgifter ind i budgetterne i forhold til kommunernes første udmelding.
“Alle er nødt til at kigge på både anlæg og service og skat,” siger Morten Mandøe. “Det gælder især anlæg især, men på service er det også vigtigt, at der ikke sker stigning i en række kommuner, fordi der kun er 400 millioner at tage af ud af en samlet ramme på 250 milliarder kroner.”
Risikerer straf på helt op til fire milliarder kroner
Ifølge den aftale kommunerne har indgået med staten om økonomien for 2019 “er 1 mia. kr. af kommunernes bloktilskud betinget af, at kommunernes budgetterede anlægsudgifter holder sig inden for den aftalte anlægsramme. Samtidig er 3 mia. kr. af kommunernes bloktilskud betinget af kommunernes aftaleoverholdelse i budgetterne for serviceudgifterne i 2019.”
Samlet kan kommunernes altså miste op til fire milliarder kroner af deres bloktilskud, men det anses for meget usandsynligt, at kommunerne overskrider rammen for serviceudgifter i de endelige budgetter.
Det skyldes først og fremmest, at det kunne rokke ved hele tilliden til økonomiaftalerne, som er er et vigtigt fundament under det kommunale selvstyre. Uden økonomiaftaler ville regeringen skulle styre hver enkelte kommune direkte i relation til de økonomiske rammer.
“Vi har en bunden opgave i at sikre, at når KL indgår aftaler, så vil vi også gerne leve op til dem. Derfor har alle kommunalbestyrelser en opgave i at kigge på eget budget og se på, hvordan man kan bidrage til, at vi samlet set kommer i mål,” siger Morten Mandøe.
Flere kilder siger, at cheføkonomen var meget kontant og skarp på fredagens møde, men det ønsker Mandøe ikke at kommentere.
En anden og mere jordnær årsag til at kommunerne næppe overskrider servicerammen er, at de blot ved at flytte nogle serviceudgifter til anlægsrammen kan sikre, at de alene bliver ramt af sanktionen på anlæg, som er maksimalt en milliard kroner.
Uagtet den klare tekst i kommuneaftalen, så er det op til regeringen om den vil straffe kommunerne med en sanktion på tre milliarder kroner, hvis de overskrider servicerammen med et mindre beløb.
“Det er ikke klokkeklart, hvordan man vil gøre det. Så det vil jeg nødig begynde at gisne om,” siger Mandøe.
Usikkerhed om de første prognoser
Allerede før sommerferien stod det klart, at budgetprocessen i år ville blive den måske vanskeligste nogensinde internt i KL.
Årsagen er meget enkel, at kommunerne har rekord store kassebeholdninger samtidig med at regeringen har kortsluttet den normale balance i det kommunale udligningssystem ved at give 27 kommuner en kompensation på 1,1 milliard kroner, for deres tab på en revision af data for udlændinges uddannelse.
Normalt ville en gevinst for nogle kommuner på en ændring af statistikkerne i den kommunale udligningen blive opvejet af et tab hos andre, og dermed være neutralt i forhold til kommunernes samlede forbrug. Men med den nye kompensation er der pludseligt 1,1 milliard ekstra i finansiering – og faren er, at de kommuner som får kompensationen bruger pengene til at sikre uændret forbrug, mens de kommuner som får 1,1 milliard ekstra via udligningen bruger pengene til at udvide forbruget.
De er uklart blandt de økonomidirektører og chefer, som NB-Økonomi har talt med, hvordan kommuner har valgt at opfatte den foreløbige indmelding.
Grundlæggende er der tre muligheder.
- Nogle kommuner har givetvis valgt at melde en service- og anlægsramme ind, som er meget tæt på eller under den tekniske serviceramme, som KL har meldt ud til kommunerne. Motivet for at gøre det skulle være, at kommunens administration – og borgmesteren – kan bruge de stramme servicerammer til at styre en spenderlysten kommunalbestyrelse.
- I andre kommuner har administrationen meldt service- og anlægsrammer ind til KL, som er det bedste gæt på, hvor budgettet ender efter de politiske forhandlinger.
- Endeligt kan der være nogle kommuner, hvor administrationen har valgt at melde “worst case” tal ind, og dermed reelt har hamstret serviceramme. På den måde kan kommunen sent i processen flytte nogle anlægsudgifter over på servicerammen og dermed få en større del af anlægsrammen, lyder logikken.
“Det er meget svært at vurdere på nuværende tidspunt. Det er meget tidligt i budgetprofessen, og kommunerne indgår forlig og vedtager deres budgetter på forskellige tidspunkter. Men der er ingen tvivl om, at der for nogle af tallenes vedkommende mere er der tale om en administrativ indberetning end en indberetning, som har været igennem kommunalbestyrelsen. Derfor skal man jo også når man indberetter lave en vurdering af, hvor tror man egentligt, at budgettet ender, når man på et tidspunkt er færdig med budgetlægningen,” siger Morten Mandøe.
