Hmm, affaldssortering kræver hensyn: Kan en hundelort genbruges?

Bæredygtighed

27/07/2016 09:43

Nick Allentoft

”Når du smider ting i din genbrugsbeholder, er du så bevidst om, at dit affald rent faktisk bliver håndsorteret af en person?” Spørgsmålet kommer fra Affaldskontoret i Randers Kommune, som minder om at medarbejderne har hænderne i alt det affald, der bliver smidt til genbrug.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke alle, der er klar over, at deres affald til genbrug kommer i menneskehænder. Men faktisk bliver alt fra genbrugsbeholderen til glas, metal og hård plast håndsorteret.

Og medarbejderne på Affaldsterminalen i Randers er ikke altid lige begejstrede, når de ser, hvad der kommer ind på sorteringsbåndet. Noget af det er ikke for sarte sjæle.

”Hverken poser med hundelort, voksenbleer, juletræskæder, bremseklodser til lastbiler eller plastikposer hører til i genbrugsbeholderen til emballage,” siger Karsten B. Pedersen, som til daglig står ved sorteringsbåndet.

LÆS OGSÅ: Robotterne tager skraldet i Holstebro

Jeps! Der er nogen, der skal stå med dit affald i hænderne!

Generelt er borgerne i Randers Kommune blevet bedre til at smide ting til genbrug, men det er ikke altid, affaldet bliver sorteret korrekt.

”Vi oplever, at vi får større mængder emballage ind, men desværre er sorteringsgraden blevet ringere,” fortæller affaldschef Jørgen Niemann Jensen

”En bremseklods er godt nok af metal, men den har aldrig været emballage for noget. Den vil vi til gengæld rigtigt gerne tage imod på én af vores fire genbrugspladser. Det samme gælder juletræskæder,” siger Jørgen Niemann Jensen

Desuden kan det forkerte affald sætte sig fast i maskinen og resultere i, at sorteringsbåndet går i stå. Det koster tid, som kunne være blevet brugt på noget andet.

 

Beskidt emballage er dårlig økonomi

Et andet problem er, at ikke alle borgere skyller tingene af, inden de smider affaldet i genbrugsbeholderen. En måned gammel rødkål er ikke alene uhumsk og ildelugtende for den person der har fingrene i det, men det betyder faktisk også, at det beskidte rødkålsglas også sviner alt det andet renskyllede affald til.

”Hvis genbrugsaffaldet ikke er rent nok, så kan vi ikke sælge det og tjene penge på det. I stedet skal det sendes til forbrænding, og det koster forbrugeren – dig og mig – penge”, siger affaldschef Jørgen Niemann Jensen.

”De sidste 4 år har vi kunnet sætte affaldsgebyret ned, fordi vi har indtjening på mere og mere affald. Det vil vi jo rigtigt gerne blive ved med”, fortsætter han.

 

Note

Emil fra videoen og hans kolleger håber i hvert fald, at vi tænker på dem næste gang, vi kommer affald i genbrugsbeholderen.

Og så for lige at svare på, om en hundelort kan genbruges. Nej, det kan den ikke. Men den må gerne komme i beholderen til organisk affald og blive til ny energi – eller den skal i restaffaldet.

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.