Nyt system sparer tid

08/01/2013 14:11

Randers Kommune

Tandplejen i Randers Sundhedscenter har indført et nyt system, så patienterne ikke længere behøver sidde i venteværelset og vente, til det bliver deres tur. Det gør ventetiden nemmere for både patienter og personale.

Når patienterne kommer til tandplejen i Randers Sundhedscenter, får de udleveret en brik, der blinker, når det er deres tur. De kan derfor bevæge sig i en større del af sundhedscenteret, mens de venter.

Tilfredse med systemet

”Systemet fungerer til alles tilfredshed, og patienterne synes, at det er sjovt. På den måde har de ikke en træls oplevelse med ventetiden,” forklarer Lars Høvenhoff, leder af den kommunale tandpleje. Det er 10-årige Melih Gyltekin enig i.

”Jeg synes, det er meget nemmere med systemet. Det er dejligt, at man kan bevæge sig rundt i stedet for at skulle vente et bestemt sted,” fortæller han. Selvom systemet kræver lidt mere tastearbejde, er der også positiv opbakning til det fra medarbejderne.

”Systemet fungerer rigtig godt, og jeg er glad for, at vi har fået det. Det resulterer i mindre spildtid for behandlerne, og det er tidsbesparende,” forklarer Majbritt Poulsen, klinikassistent.

Løser logistiske problemer

Tandplejen i Randers Sundhedscenter består af to afdelinger. En almindelig tandklink for syv af de omkringliggende skoler og en tandregulering, hvor alle børn i Randers Kommune, der er visiteret, bliver behandlet. I tandreguleringen er der intet venteværelse. For logistisk at løse problemet med det manglende venteværelse, valgte man at få indført systemet.

”Det store venteområde, der betjener den almindelig tandklinik, deler vi med regionens blodprøvetagning. Det kan derfor være lidt svært at holde styr på alle patienterne. Det afhjælper systemet også,” fortæller Lars Høvenhoff.

Ingen planer om udbredelse

Til trods for at systemet fungerer til stor tilfredshed for både patienter og medarbejdere, er der ikke planer om, at det skal implementeres andre steder i sundhedscenteret.

”Jeg tror ikke, at systemet bliver udbredt til andre dele af sundhedscenteret, fordi det er i tandplejen, der er det største flow, og det er her folk kommer til at vente. Det er derfor mest hensigtsmæssigt at have systemet her,” forklarer Lars Høvenhoff. 

Mest Læste

Annonce