- Vi arbejder hårdt på at få vendt ledighedskurven i kommunen. Derfor er det altid positivt, når der er tal, der viser så stort et fald. Det viser, at det kan lade sig gøre med en fokuseret indsats og de rigtige redskaber, siger formand for kommunens beskæftigelsesudvalg, Erling Gaasdal.
Beskæftigelsesafdelingen i kommunen har gennem længere tid haft et stort fokus på de forsikrede ledige, men det er ikke den eneste forklaring på faldet.
- De ledige har også selv gjort en stor indsats for at komme i arbejde igen. De er kommet hurtigt videre, også selvom det måske ikke lige var ønskejobbet, de kunne få i første omgang, siger Susanne Nielsen, afdelingsleder i kommunens fagområde Beskæftigelse.
Mange af de ledige har ud over at være aktivt jobsøgende også sørget for at efteruddanne sig, så de i højere grad opfylder arbejdsmarkedets ønsker til dem.