Eliteklubber skal tiltrække nye borgere

Infrastruktur

13/01/2016 10:55

Nick Allentoft

Når kommunens eliteklubber spiller kampe i de danske studiebyer, bliver fraflyttere inviteret til et særligt VIP arrangement.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er brug for endnu flere vestjyder i fremtiden. Derfor går Ringkøbing-Skjern Kommune nu nye veje for at tiltrække flere borgere. I første omgang er målet at minde nylige fraflyttere om værdierne i deres hjemstavnskommune:

- Vi vil gerne give fraflytterne nogle gode oplevelser og på den måde minde dem om, at de faktisk kommer fra en rigtig dejlig kommune, fortæller Dorthe Frydendahl, Ringkøbing-Skjern Kommunes bosætningskoordinator.

Gode tilbud

Studiebyerne er tiltrækkende i studieårene med cafebesøg og en bred vifte af kulturudbud, men mange får andre prioriteringer, når de for eksempel får børn:

- Så vil mange gerne bo tæt på familien igen. Og her kan vi altså – ud over bedsteforældre – også byde på gode jobs og meget bolig for pengene. Det vil vi bl.a. gerne minde de tidligere vestjyder om, siger bosætningskonsulenten.

I første omgang er midlet at invitere til sportsarrangementer. Når Skjern Håndbold, Ringkøbing Håndbold eller RIF spiller kampe i f.eks. Aarhus, Aalborg eller København, vil kommunen invitere alle, som i de senere år er flyttet fra Ringkøbing-Skjern Kommune til den pågældende by, til kamp.

- Vi håber med arrangementet også, at kunne få startet en eksilvestjydeklub op. En klub hvor medlemmerne vil kunne få diverse informationer og særlige tilbud på arrangementer o.l. i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er også tanken, at virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune i fremtiden vil kunne rekruttere nye medarbejdere igennem klubben.

Arrangementet er en del af sponsoraftalen mellem eliteklubberne og Ringkøbing-Skjern Kommune. Ringkøbing Håndholds bestyrelsesformand, Lars Ørgaard Buhl glæder sig over samarbejdet og ser frem til at igangsætte det nye tiltag.

- Det ligger i tråd med vores værdier og det fokus, vi i klubben har på bosætning. Et partnerskab handler om gensidigt at give hinanden noget, og med tiltaget får vi aktiveret vores partnerskab med kommunen. Vi ser mange muligheder fremadrettet i det.

Første arrangement finder sted i Aarhus onsdag den 13. januar, hvor damerne fra Ringkøbing Håndbold skal spille mod SK Aarhus i Primo Tours Ligaen - et navn, der i øvrigt har rod i det Ringkøbing-baserede rejsebureau.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.