Kommune: DF skyld i nationalparks død

16/5/12 8:23

Ringkøbing-Skjern Kommune

DF’s folketingsmedlem Dennis Flydtkjær har i denne uge i utvetydige vendinger placeret skylden for Nationalpark Skjern Å’s død på Ringkøbing-Skjern Kommune. Det har fået kommunens viceborgmester til at tage bladet fra munden.

- Placering af skyld er altid et kildent spørgsmål. Særligt når skylden er placeret hos én selv. Derfor skal DF i form af Dennis Flydtkjær også træde varsomt, når de forsøger at placere skylden for at miljøministeren opgav Nationalpark Skjern Å hos Ringkøbing-Skjern Kommune, siger viceborgmester Esben Lunde Larsen, der fortsætter:

- Jeg tror efterhånden alle er klar over, at det var Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, der valgte at trække gulvtæppet væk under nationalparken.

Helt op til mållinjen forsøgte de resterende partier bag nationalparkforliget at få Jørn Dohrmann til at acceptere den oprindelige afgrænsning af nationalparken, som kun Jørn Dohrmann til sidst havde indvendinger mod.

- Derfor er det ikke os, der har fremført ultimative krav. Vi har taget udgangspunkt i den afgrænsning af nationalparken, som alle forligsparter tidligere i forløbet bakkede op om. Den opbakning er grundet Jørn Dohrmann væk, og dermed er en mulighed smuldret, som ellers ville have haft en enorm betydning for vores område, siger Esben Lunde Larsen.

Flere kommentatorer har påpeget, at DF med Dennis Flydtkjærs udtalelser forsøger at bringe nationalparken i spil igen.

- Hvis Dennis Flydtkjærs budskab er, at DF nu er parat til at gå ind på de betingelser, alle andre ser som det eneste fornuftige, så er vi bestemt til at tale med. Det har vi sagt hele tiden, siger Esben Lunde Larsen.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce