Ringkøbing-Skjern med i kommunalt indkøbsfælleskab

Velfærd

21/8/13 11:15

Freja Eriksen

Ringkøbing-Skjern Kommune indgår fremover i et indkøbsfællesskab med Vejen, Billund og Varde kommuner. Det har Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttet.

- Samarbejdet vil effektivisere kommunens indkøb. Sammen har vi endnu flere ressourcer og kompetencer, og vi opnår en størrelse, der gør det muligt at få bedre vilkår og priser ved fremtidige aftaler, siger sekretariatschef i Ringkøbing-Skjern Kommune, Jette Delfs Clausen.

Indkøbsfællesskabet går under navnet Sydjysk Kommuneindkøb. Kommunerne udarbejder årligt en udbudsplan, der fastlægger omfanget af fælles udbud de kommende tre år. Alle kommunerne i fællesskabet er som udgangspunkt med i udbudsplanen, medmindre der er vægtige grunde til ikke at være med.

I Ringkøbing-Skjern Kommunes tilfælde gælder det eksempelvis ved statslige udbud – de såkaldte KL-indkøbsaftaler – som kommunen har besluttet at deltage i.

Formand for Sydjysk Kommuneindkøb, indkøbskoordinator i Vejen Stine Crafack Jørgensen, glæder sig over, at Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet at indtræde i indkøbsfællesskabet og ser frem til samarbejdet.

 

Annonce