Bred erfaring fra beskæftigelsesområdet og en glødende interesse for at bringe ledige borgere tættere på arbejdsmarkedet er nogle af de styrker, Hanne Michaelsen har med sig når hun sætter sig i chefstolen i Jobcenter Sorø.
Den 45-årige odenseaner kommer fra en stilling som kontorchef i Naturstyrelsen, og har stor erfaring fra arbejdsmarkedsområdet hvor hun tidligere har været kontorchef i Beskæftigelsesregion Syddanmark og arbejdsmarkedschef på Fyn.
Hanne Michaelsen overtager et område hvor der i dén grad er behov for en både hurtig, effektiv og langtidsholdbar indsats for at tøjle udgifterne til overførselsindkomster som er vokset markant i 2012.
– Vi står med en meget aktuel udfordring, fordi udgifterne på beskæftigelsesområde er steget markant. Så det er klart at det som er vigtigt lige fra starten, er at få styr på de udgifter, siger Hanne Michaelsen.
Aktiv medspiller
Og kurven kan ikke knækkes af Jobcentret alene.
– Det er en afgørende forudsætning at det lokale erhvervsliv er med. De udfordringer vi står med, kan kun løses i fællesskab. Så det er afgørende at vi har et godt og tæt samarbejde med virksomhederne, og at de oplever jobcentret som en aktiv medspiller i deres rekruttering af medarbejdere. Derfor skal vi i Jobcentret være gode til at vise, at vi er til både for borgerne og for virksomhederne, siger Hanne Michaelsen.
Blå bog
Hanne Michaelsen, 45 år, er cand.oecon. Hun bor i Odense med sin mand Dan og deres to børn på 13 og 15. Hun har tidligere været arbejdsmarkedschef på Fyn, kontorchef i Beskæftigelsesregion Syddanmark og kontorchef i Naturstyrelsen.