To fra Varde nomineret til Socialministeriets integrationspriser

22/11/2012 13:52

Varde Kommune

Etnisk konsulent indstillede på Varde Kommunes vegne ung burmesisk mor som ”årets nydanske forælder” – og blev selv nomineret som ”årets medarbejder”.

Etnisk konsulent i Varde Kommune Pia Maria Kirkgaard Nielsen og burmesiske Ren Tial Khual Ngo, kaldet Chinchin, kan følges ad til uddelingen af Socialministeriets integrationspriser i København 3. december. De er blandt de tre nominerede i hver sin kategori.

Mens Pia Maria Kirkgaard skrev indstillingen af Chinchin til prisen ”årets nydanske forælder”, arbejdede en overlæge fra Odense Universitetshospital på at indstille Pia Maria Kirkgaard til prisen ”årets medarbejder”.

Chinchin har været aktiv i lokalsamfundet, siden hun kom til Ølgod for otte år siden. Senest har den unge mor til to i sin fritid undervist andre burmesere i forældrerollen i et fremmed land i pilotprojektet Mindspring, som Varde Kommune har gennemført i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp.

-Hun er altid til rådighed, når hendes landsmænd eller Varde Kommune har brug for råd. Hun sagde straks ja til at deltage som Mindspring-træner og har brugt både aftener og ferie på det, samtidig med at hun uddanner sig – ja, jeg forstår slet ikke, hvordan hun får tid til det hele, siger Pia Maria Kirkgaard.

Hun er selv indstillet til en integrationspris af overlæge Morten Sodemann for sit arbejde med et projekt, der sikrer, at alle nyankomne flygtninge og indvandrere i Varde Kommune bliver undersøgt for både fysiske og psykiske lidelser ved de praktiserende læger. Erfaringerne fra Varde har bidraget til, at der næste år er penge på finansloven til at gøre ordningen landsdækkende. 

Chinchin

Som 19 årig måtte Chinchin, flygte fra Burma. Gennem FN kom hun for otte år siden til Ølgod, hvor hun stadig bor med sin mand og to børn. Hun er snart færdig med uddannelsen til social- og sundhedsassistent og er aktiv både i kirke og integrationsarbejde, blandt andet som Mindspring-træner. Hun er for nylig blevet medlem af integrationsrådet i Varde Kommune. 

Pia Maria Kirkgaard Nielsen

Pia Maria Kirkgaard Nielsen har været etnisk konsulent i Varde Kommune siden 2007. Hun arbejder blandt andet med traumatiserede flygtninge, integration på arbejdsmarkedet og koordinerer integrationsindsatsen. Pia Maria Kirkgaard er socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Esbjerg og har for nylig suppleret med en master i globalisering og integration på Syddansk Universitet. På cv’et er blandt andet jobs som asylcenterleder i Dansk Røde Kors, afdelingsleder i Dansk Flygtningehjælp og arbejdsmarkedskonsulent i Ribe Amt. 

Mest Læste

Annonce