Torben Gleesborg skifter den 1. marts 2014 fra Vordingborg Kommune til en stilling som direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Torben Gleesborg har været en del af direktionen i Vordingborg Kommune, siden han den 1. august 2011 tiltrådte som udviklingsdirektør.
"Jeg har været utrolig glad for at være udviklingsdirektør i Vordingborg kommune. Det har været en rigtig god tid med store politiske ambitioner, som det har været spændende at arbejde med. Jeg har haft rigtig mange interessante opgaver og udfordringer og en meget engageret og faglig kompetent medarbejderstab. Vordingborg Kommune er også velsignet med en masse ildsjæle, som hver dag gør en stor indsats for at få ting til at ske. Så det er ikke uden vemod, at jeg siger farvel. Men der er dukket en mulighed op, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til” fortæller Torben Gleesborg.
Kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune ærgrer sig over, at skulle sige farvel til udviklingsdirektøren. ”Torben Gleesborg har taget meget aktivt del i arbejdet med at bidrage til en engageret og dynamisk direktion. Samtidig har han som direktør for udviklings-, teknik- og miljøområdet løftet en vigtig faglig opgave og sat nye visioner for udviklingen i kommunen. Jeg har været meget glad for samarbejdet med Torben, så det er selvfølgelig ærgerligt at vi nu skal sige farvel til hinanden. Men jeg ønsker ham alt mulig held og lykke i det nye job" siger Lau Svendsen-Tune.
Kommunaldirektøren skal nu sammen med Udvalget for Økonomi, Planlægning og Udvikling indlede arbejdet med at genbesætte stillingen. Det forventes, at der inden sommerferien er sat navn på Torben Gleesborgs afløser. Fra kommunaldirektørens side lægges der vægt på, at den kommende direktør skal fortsætte den udvikling, som direktionen har igangsat på teknik- og miljøområdet. Det indebærer blandt andet fortsættelsen af det nuværende arbejde med at videreudvikle samarbejdet med kommunens virksomheder og udbrede digitaliseringen af det tekniske område.