Ny dansk tv-ungdomsserie bliver produceret i Hedensted, der har valgt at støtte serien med 1.5 mio. kroner.

Kommunesponsorat til tvserie

Infrastruktur

30/01/2015 13:27

Nick Allentoft

Dansk ungdomsserie skal sætte Hedenstederne på landkortet

Hedensted High. Det bliver navnet på noget så sjældent som en dansk ungdomskomedie, der præsenteres til foråret. Serien foregår på en fiktiv, amerikaniseret udgave af Tørring Gymnasium, og er en stilmæssig blanding af successerier som ”Family Guy, ”South Park” og ”How I Met Your Mother”.

Serien skal vises på en ny streamingkanal Dplay, som SBS Discovery Media lancerer i løbet af foråret. Serien streames i både Danmark, Norge og Sverige.

Hedensted High er den første danske serie produceret udelukkende til streaming. Dermed satses massivt på de nye mediemønstre, hvor 90% af den unge målgruppe og mere end 50% af alle benytter streaming-tjenester.  

            Læs også: Kommune dropper navn for markedsføring
 

En del af brandingkampagnen
Hedensted Kommune sponserer serien med 1,5 mio. kr., da projektet vil bidrage til kommunens store vækst- og brandingindsats med kampagnenavnet ’Hedenstederne’.  Borgmester Kirsten Terkilsen glæder sig over, at kommunen har fået chancen for at være en del af det banebrydende projekt.

”At øge kendskabet til navnet ’Hedensted’ er centralt i vores indsats for at få flere borgere og mere erhverv til kommunen. Serien vil blive markedsført af SBS Discovery Media, som er en væsentlig national mediepartner. Dermed når vi ud til en bred målgruppe af både unge og voksne, hvilket optimerer vores muligheder for at udfolde vores brandingstrategi om Hedenstederne”

Samtidig får kommunen indirekte præsenteret Tørring Gymnasium. der sammen med de mange folkeskoler i kommunen repræsenterer om et område, der er velegnet for børnefamilier.

Producenten er Deluca Film, som står bag TV2s seneste julekalendere ”Ludvig og Julemanden” og ”Tvillingerne og Julemanden”, der er lavet i samarbejde med henholdsvis Hjørring og Aalborg Kommuner.

Baseret på erfaringer herfra vurderer Deluca Film, at Hedensted kan opnå medieomtale til en værdi af ca. 10 mio. kr.

Det er det århusianske filmselskab Deluca Film, som står for produktionen af den nye serie, der i første omgang består af 6 afsnit. Der arbejdes på yderligere sæsoner og en spillefilm. Navnet Hedensted High bevares. Optagelserne er på nuværende tidspunkt i fuld gang på Tørring Gymnasium.

Mest Læste

Annonce