Konkurrencestaten drøner ind i børnenes læring: Inklusion burde være folkeskolens DNA

Vi har alle muligheder for at skabe stærke børn, hvis vi evner inklusionens rummelighed. Regeringens inklusionseftersyn peger den forkerte retning, fordi aktørerne har angst, skriver Anders Dinsen på bloggen.

”Jeg er som en 2CV: Jeg har ikke de samme hestekræfter som andre på motorvejen. Men jeg har mange andre kvaliteter. Problemet er bare, at folk ikke ser dem. De reagerer ved at ville køre mig ud på en rasteplads, eller sende mig ad en dårlig vej.”

Velfærdsstat eller velfærdssamfund - hvor er velfærdsmodellen

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Min søn, der har asperger syndrom og er ordblind har afsluttet folkeskolen efter 11 år i almindelig skole og specialskoler. Hans ord rammer plet på folkeskolens problemer med inklusion.

Folkeskolen er kilden til det samfund vi drømmer om: Det omsorgsfulde, rummelige og inkluderende samfund, hvor den dygtige bliver dygtigere og man oplever at blive anerkendt for at være dygtig til det man er god til.

I stedet knuser konkurrencestaten drømmen, for virkeligheden er helt anderledes for udsatte, handicappede og sårbare børn.

Vi er nødt til at stå sammen om, at alle børn er gode til noget.

 

Inklusionseftersynet

Inklusion har været til debat siden økonomer drevet af nødvendighedens logik i midten af 00’erne fandt ideen frem af skufferne.

Inklusion var oprindelig tænkt som et menneskeligt og storsindet projekt, men nødvendigheden har sat tonen i debatten og inklusion er blevet ladet med negative forventninger.

Ved folketingsvalget sidste år lancerede Venstre ideen om et eftersyn af inklusion. I foråret kunne venstres undervisningsminister Ellen Trane Nørby præsentere resultatet af eftersynet.

Danmark ratificerede Salamanca-erklæringen i 1997, men først 15 år senere blev folkeskoleloven ændret. I rapporten slås det fast inklusionsloven faktisk fik den ønskede effekt: Flere børn går i almindelig folkeskole og færre går i specialskole.

Men der er problemer:

"Der er nogle steder usikkerhed om, hvorvidt de elever, der har behov for støtte for at kunne trives og udvikle sig fagligt, får støtte. Der er desuden indikationer på, at støtten ikke i alle tilfælde imødekommer elevernes behov."

Rapporten er skrevet i det sære sprog, der bruges i det offentlige styringsregime, men det er tydeligt, at der må udkæmpes menneskelige kampe i dagligdagen. Tag for eksempel følgende afsnit fra rapporten:

"[…] sammenfaldet af omstillingen til øget inklusion, folkeskolereformen og ændringerne i lærernes arbejdstid giver mange dagsordner i kommunerne og på skolerne – og at disse mange og indimellem modsatrettede krav ofte ender hos lærere og pædagoger"

​Med andre ord: På gulvet står man alene med problemerne i det daglige. Ovenfra er dagsordenerne ikke bare mange, de er også modsatrettede. Der er ingen hjælp at hente. Hvad er det ledelsen i Folkeskolen har glemt, må man spørge?

"[…] mange steder er [det] en udfordring at arbejde inkluderende og skabe inkluderende læringsmiljøer. […] flere steder mangler en grundlæggende forståelse af, hvad et inkluderende læringsmiljø er og forudsætter."

Inklusion er god sund fornuft, men inklusion er også forandring. At der ikke findes i det mindste et fælles undervisningsprogram, der sikrer et minimum at kompetence til dem, der skal virkeliggøre forandringen undrer mig såre. Forskere har ikke kunnet enes om, hvad der skal til og folkeskolens ledelse har ikke kunnet sætte sig igennem. Hvorfor?

"Kommunikationen i forhold til både elever og forældre er også en udfordring. Det gælder både arbejdet med at sikre en tydelig kommunikation om, hvilke indsatser der sættes i gang, og hvordan ressourcerne anvendes."

Samtale fremmer forståelsen, siger man. Det hedder KOMmunikation fordi der er flere parter involveret, nemlig både en afsender og en modtager. Men her er det envejs, det er mononikation: Systemet taler i blind tillid til at dets loyale aktører både forstår og udfører. Videre, videre!

 

Ministeriel handlekraft og 96% målet er skrottet

Ministeren har afskaffet det fælles styringsmål for inklusion. Men hvad der er kommet i stedet skræmmer: "øget fokus på den enkelte elevs faglige progression og trivsel"

Ellen Trane Nørby har dermed blot slået endnu flere søm i ligkisten på det, der burde være folkeskolens DNA: Fællesskabets ansvar for rummeligheden.

Signalet er jo tydeligt: Din faglige progression og trivsel er først og fremmest den enkeltes problem.

Målstyringen mod det magiske tal på 96% er væk og godt nok for det. Ingen savner det vist.

Hvad siger et enkelt tal os dog også?

Men målet var dog fællesskabets mål. Nu er det alene op til dig og mig, at kæmpe for os selv og vores eget barn.

 

Behandlingskrævende holdningsangst

Minister, Folketinget, lærerforeningen, patientforeninger, kommunerne og alle andre aktører omkring folkeskolen er angste for at have en sammenhængende holdning til inklusion.

De frygter, at den vil bringe dem på kant med deres vælgere, medlemmer og chefer. Og så vil de tabe næste valg, miste deres job, magt og indflydelse.

Men folkeskolen er det vigtigste fællesskab i det danske samfund og netop ved at gemme de vigtige samtaler og diskussioner bort bliver det hele meget værre.

Alle aktører om folkeskolen burde i tvangsbehandling for angsten til holdninger.

For drømmen om det bedre samfund visner. Tilbage er kun den enkeltes kamp for overlevelse.

Inklusion er nødvendigt, af menneskelige og samfundsmæssige årsager.

For mere end noget andet er den inkluderende folkeskole i stand til at skabe det samfund vi drømmer om.

Emneord: Skoleavisen, Skoleavisen nr 4, Anders Dinsen, Inklusion, Ny folkeskole, Inklusionseftersyn, Uge 32
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 44 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 13.08.16 Anders Dinsen
    Samarbejde i konkurrencestaten

    Kære Lars, mange tak for din kommentar til mit indlæg :-)

    I konkurrencestaten synes lederskab at være funderet i performancemål, og 96%-målet håbede jeg og nok også mange i systemet var en begyndelse på noget nuanceret: Trivselsmål, læringsmål for alle, progressionsmålinger af forskelligee grupper af handicappede. Der er mange parametre, der kunne måles på.

    Målene kom bare aldrig og nu er den centrale KPI for inklusion afskaffet. Styringsmæssigt hersker der nu det rene anarki.

    Og afløseren er: Fokus på den enkelte.

    Av. Det ser skidt ud.

    "Jeg savner imidlertid, at chefer og ledere i kommunerne arbejder målrettet sammen [...]"

    Jeg meget, meget enig med dig. Men jeg ser det manglende samarbejde som et symptom på kerneproblemet: Målrettet samarbejde om forandring skal starte ovenfra. Det opstår ikke gennem græsrødder. Det er basalt i al forandringsledelse.

    Så Folketinget skal tage ansvar. De skal finde Folkeskolens genom frem og dyrke inklusionstanken i petriskåle og virkeligheden.

    Der er gemt ideologi her, men ikke noget, der ikke bør kunne findes fælles fodslag omkring på tværs af partiskel. For uanset om vi kalder det sammenhængskraft, solidaritet, fællesskabsfølelse eller noget helt fjerde, så er alle i dag enige om at handicappede har en plads i det samme samfund som alle andre.

    Hvorfor er det så svært?

    Dbh
    Anders

  • 12.08.16 Lars Schubert
    Yderligere individueliseringen er gift for skolen

    Jeg er meget enig i dit synspunkt om, at yderligere individualiseringen er lige så uegnet og forfejlet som 96% målsætningen i sig selv. Målet var imidlertid en begyndelse for at stoppe en alvorlig udvikling. Nu er vi kommet videre. Jeg hæfter mig ved, at "arbejdet med inklusion er en udfordring, fordi der flere steder mangler en grundlæggende fælles forståelse af, hvad et inkluderende læringsmiljø er. Derfor fremhæver ekspertgruppen kommunikation og synlighed af de indsatser, der allerede foregår, som noget der skal forbedres. Samtidigt viser eftersynet, at skolens ledere og medarbejdere mange steder oplever, at der mangler ressourcer til arbejdet med et inkluderende læringsmiljø".

    Det er en bydende nødvendighed med flere ressourcer til opgaven. Men det er en vigtig politisk kamp helt for sig. Jeg savner imidlertid, at chefer og ledere i kommunerne arbejder målrettet sammen om at prioritere de nuværende ressourcer, indsatsmuligheder, kompetencer og redskaber i retning af mere inkluderende læringsmiljøer og ikke at lægge mere vægt på individuelle test, prøver og diagnose x, som udløser x-kroner og at x-barn skal indpasses i læringsmiljøet. Mange steder er det spredt fægtning og ingen eksplicitte fælles strategier og indsatser. Derfor bliver det ofte den enkelte lærer(-team) og forældrene, der står tilbage med opgaven! Det er ikke konkurrencestatens "skyld" det hele!

    Der er og skal være plads til 2vc´en - hvis lederne af fælleskabet vil det nok. Vi bliver kun dygtigere og mere dannede mennesker af at spille hinanden gode med vores forskelligheder....

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også