Jeg skriver her om behovet for at tænke ud af boksen, når det drejer sig om at sikre trygheden for medarbejdere og borgere ift. konkurser på velfærdsmarked. Det er tredje del af en miniserie om konkurrence på velfærdsmarked og private virksomheders konkurser og kommuners nedlæggelser af velfærdsenheder. Jeg har i den sammenhæng beskrevet hvorledes mekanismerne omkring konkurser og nedlæggelser har mindst fire fælles karakteristika, som optræder når virksomheder eller kommunale enheder lukker;
1) økonomi
2) ledelse
3) ydelsesefterspørgsel
4) den politiske bundlinje.
Overordnet så tegner der sig et billede af, at konkurser og kommunale nedlæggelser er forbundet til dårlig økonomisk forvaltning, hvad enten det drejer sig om prissætning eller omkostningsstyring. Dette er ofte kombineret med utilstrækkelige ledelseskompetencer ift. den givne situation, hvad enten det drejer sig om faldende eller stærkt stigende efterspørgsel. Samlet set medvirker disse tre faktorer ofte til en cocktail af multiple eskalerende og svært håndterbare problemstillinger, der konflikter med de lokale politiske bundlinjer.
Konkurser kommer sjældent som en tyv om natten
Det er italesat, at konkurserne kommer som en tyv om natten, hvorimod de kommunale nedlæggelser skulle være mere forudsigelige. Det er rigtigt, at konkurser for offentligheden ofte er en overraskelse på dagen, men ser man i bakspejlet, vil man kunne iagttage de fire førnævnte karakteristika. Elementer som må have været tydelige længe før konkursen for de ledelsesmæssige parter (udbyder og tilbudsgiver) Konkurser er altså, for mig at se, langt hen ad vejen forudsigelige.
Den aktuelle sag om Pleje Plus, kunne godt indeholde de fire karakteristika og medføre en konkurs. Jeg tager her ikke stilling i den konkrete sag, men bruger den som et eksempel på en case, hvor det er helt tydeligt, at økonomi i form af pris har haft en stor betydning for begge parter (udbyder og tilbudsgiver) Påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed angiver desuden, at der forvaltnings- og ledelsesmæssigt er mere end plads til forbedringer hos begge parter ift. kvalitet og leverance. Den samlede mængde af problemer er eskaleret hen over de sidste måneder og ramte så torsdag den lokale politiske bundlinje, hvor Lolland kommunalbestyrelse fyrede Pleje Plus. Tilbage er håbet om at kommunen har et velforberedt konkursberedskab, der kan sættes ind i tilfælde af at Pleje Plus går konkurs henover sommeren, hvor virksomheden er forpligtet til at løse opgaverne.
Det antages, at kommunale nedlæggelser er mere forudsigelige end konkurser. Alligevel har jeg henover årene iagttaget situationer, hvor institutioner er blevet lukket uden det store forvarsel, hvilket bekræftes hvis man googler ”pludselig lukkede kommunen..”. Min pointe er ikke så meget om den ene form for lukning er bedre end den anden, men at vi skal arbejde på at lukninger og konkurser på velfærdsområdet håndteres med mindst mulig påvirkning af brugere og medarbejdere. Lukningen af de kommunale enheder er klart et kommunalt ansvar og omkostningerne ved dette ligger i kommunen, hvorimod omkostningerne ved en privat konkurs ikke bør dækkes af kommunen.
Fremtiden vil byde på flere kommunale nedlæggelser og private konkurser
Det er lykkedes FOA at få belyst konkurserne på hjemmeplejeområdet så stærkt, at det fremstår som et problem, der alene kan henføres til private virksomheder, men som tidligere nævnt så nedlægger kommunerne et utal af velfærdsenheder. Spørgsmålet er ikke så meget om vi får flere konkurser og nedlæggelser, for det tror jeg helt sikkert, at vi får. Det er en helt naturlig mekanisme at kommuner nedlægger og omstrukturere mhp. at udvikle og forbedre deres service. Konkurser er den private sektors ditto. En slags sidste mekanisme ift. virksomheder der basalt set ikke kan betale deres regninger og magte marked fagligt og ledelsesmæssigt.
Enig, det er uheldigt at virksomheder går konkurs, men svarende til kommunale nedlæggelser er der jo tale om en oprydning efter noget som bare ikke fungerede. Tilbage står vi med spørgsmålene om ulemperne ift. borger og medarbejder. Kan vi gøre det bedre? Ja det er der næppe tvivl om.
Tager vi de kommunale nedlæggelser, så vil jeg mene, at øvelse gør mester og kommunerne generelt er blevet bedre de senere år, men det ville undre mig meget hvis fagforeningerne ikke ville hævde, at der fortsat er plads til store forbedringer, når kommuner gennemføre besparelser og nedlægger velfærdsenheder.
I den private sektor er situationen lidt anderledes. Marked er nyt og vi har behov for nytænkning og forbedringer. Det viser bl.a. sagen med Hjemmehjælpen A/S, hvor Århus borgmester Jacob Bundsgaard var ude og efterlyse en forsikring mod konkurser.
Fælles interesse i at reducere antallet af konkurser
Mit udgangspunkt er at det danske samfund, politikere, presse, fagorganisationer, kommuner og private leverandører alle har en interesse i, at have et stærkere sikkerhedsnet og forbedrede handlemuligheder i tilfælde af konkurs hos en privat leverandør.
Der er her (blandt flere) tre iøjnefaldende udfordringer;
- Ved konkurs skabes usikkerhed for borgeren hvis den faste hjælp er væk
- Kommunen skal hurtigt kunne stille et beredskab og vil have udgifter til dette
- De medarbejdere der var ansat hos den konkursramte leverandør, vil som udgangspunkt ikke kunne opnå ny ansættelse til fortsat at bestride de samme opgaver og betjene samme borgere, som før konkursen, før der er opfyldt en karensperiode.
Beredskaber og vejledninger gør det ikke alene
Man kan stille spørgsmålet; Hvad har vi gjort for at reducere bivirkningerne ved konkurser? Og her er svaret, at de fleste kommuner i dag har etableret et beredskab, så de undgår nedsmeltning, hvis de skulle blive ramt af en konkurs, men det synes ikke at reducere udgifterne eller udfordringen ift. at borgerne med kort varsel skal have ny hjælper.
DI og Kammeradvokaten har udarbejdet en vejledning, hvor de anbefaler kommunerne at stille krav om bankgarantier. Ideen med bankgarantien er, at kommunerne kan holde sig skadefri, hvis en privat leverandør skulle gå konkurs. Det betyder at kommunerne, når de indgår aftaler med private leverandører, kan stille krav om bankgaranti, som betyder, at de kan få dækket en ekstra økonomisk udgift ved en konkurs. Men helt så enkelt anskuer kommunerne det ikke. Flere har været ude og tale om usikkerhed og øget bureaukrati, der blot giver de juridiske rådgivere mere at lave. Endelig har jeg forstået, at bankgarantier særligt belaster de mindre leverandører ift. robusthed og vækst.
Perspektiver på de eksisterende anfordringsgarantier
Hvad er lige op og ned i det her med anfordringsgarantier?
I det vedhæftede dokument kan du se, at bankgarantier er en løsning som lægger beslag på leverandørens likviditet og kreditramme og derved belaster den private leverandør. Samtidig er det tydeligt, at en anfordringsgaranti ikke dækker alle udfordringerne for kommunen ved en konkurs. Herunder bl.a. usikkerheden for borgeren ift. at få samme hjælper eller medarbejderens mulighed for at fortsætte arbejdet hos deres ”faste” borgere.
Bankgarantier er et tveægget sværd
Så selv om det lyder meget godt med en bankgaranti tyder meget på, at det kun er rigtig godt for de store koncerner, der kan stille en moderselskabsgaranti, som ikke belaster den lokale virksomhedsøkonomi. For de mindre typisk dansk ejede virksomheder, så er en bankgaranti en belastning og en mulig vækstbegrænsning. Jeg har det også sådan med bankgarantier, at det er noget fra det ide-kompleks vi fik, da vi lavede de først udbud tilbage i 90-erne, så jeg tænker at der må være en anden og mere moderne vej. Derfor har jeg taget en lille tur rundt hos danske velfærdsvirksomheder, der ville tale med mig, for at blive klogere på hvad de lige tænker, for det er jo trods alt dem, der har hånden på kogepladen.
Drøftelserne har været åbne, men få har villet stille sig frem. Undervejs stødte jeg dog på en gammel samarbejdspartner fra min tid som forvaltningschef i Græsted-Gilleleje Kommune. Estrids Pleje A/S.
Estrids Pleje A/S
Jeg møder Bestyrelsesformand Freddy Hejgaard og Direktør og medejer Kenneth Kammerdahl i Frederiksværk, hvor Estrids Pleje A/S har til huse.
Estrids Pleje A/S har ca. 50 medarbejdere og tilbyder personlig pleje og praktisk hjælp i Halsnæs og Frederikssund Kommuner. Virksomheden blev stiftet af Estrid Kammerdahl i slutningen af 90-erne og er Danmarks ældste familieejede hjemmepleje-virksomhed.
Et vildnis af meninger præger debatten
Baggrunden for at Estrids Pleje har valgt at gå ind i drøftelserne handler om, at de efterhånden er godt og grundigt trætte af det vildnis af meninger som debatten er præget af. Det er, ifølge Kenneth Kammerdahl uomtvisteligt, at konkurser er en smertefuld proces for alle involverede. Det er samtidigt uundgåeligt, at et marked over tid vil have konkurser, så derfor må vi gøre noget andet end vi hidtil har gjort. Det er jeg enig med ham i. Vi har nemlig, i denne sammenhæng, set med mine øjne, prøvet at overføre metoder til hjemmeplejemarked fra andre markeder uden egentligt at vurdere om en metode som bankgaranti i forebyggelsen af konkurs-konsekvenser vil give andet end politisk legitimitet.
Ideen om en garantifond
Freddy Hejgaard forklarer mig, at man et stykket tid har haft en ide i Estrids Pleje om hvorledes man kunne løse en del af de kedelige effekter efter en konkurs: ” Det kan man, hvis vi opretter en garantifond som en lovbestemt del af fritvalgsområdet med et krav om at alle private leverandører betaler en fast procentdel af deres omsætning til fonden, som garanti. På den måde slipper kommuner og leverandører for ulemperne ved bankgarantien og får samtidig en øget handlemulighed når en konkurs indtræffer”
En selvejende garantifond som sikkerhed
”Vi har tænkt, at man fra centralt hold oprettede en selvejende garantifond, hvor fonden forvaltes af en minimalistisk administration. Fonden bliver derved en del af samfundets sikkerhedsnet ift. markedsgørelsen af ældreområdet. Det bliver en sikringsordning, som alle private leverandører under fritvalgsområdet indbetaler til og på den måde kan vi opfylde tre formål” forklare Kenneth Kammerdahl
- Vi sikre, at den berørte kommune via fonden får dækket sine udgifter, i forbindelse med at de berørte borgere fortsat skal have uændret hjælp lige efter konkursen
- Vi sikre, at de hjælpere som er omfattet af konkurs, ikke bliver sat i arbejdskarens ift. til de borgere, som de har betjent indtil konkursen indtræf, hvilket i praksis betyder at borgeren kan beholde deres hjælper. Det giver tryghed for borgeren
- Vi sikre, at private som kommunale leverandører kan overtage ”de fritstillede” medarbejdere uden de ”karensmæssige” omkostninger, men til samme overenskomstmæssige løn. Det vil sige fonden dækker evt. forpligtelser, som ikke er omfattet af Lønmodtagernes Garantifond, for de konkursramte ansatte, som en ny arbejdsgiver måtte ønske at ansætte, straks efter konkursen er indtruffet.
For mig at se giver en sådan model ikke blot økonomisk, men også menneskelig mere ro på hjemmeplejeområdet i tilfælde af en konkurs. Jeg er helt med på, at helt så enkelt er det ikke, men dog et stykke vej længere end en bankgaranti. Det føre til spørgsmålet om hvordan man i Estrids Pleje lige tænke at strikke modellen sammen?
At give tilbage til det samfund, der skabte grundlaget for frit valg
”Vi har forestillet os ” forklare Freddy Hejgaard. ” at man fra statsligt hold gav et lån til en startkapital for fonden, som så betales tilbage over tid i takt med at de private leverandører indbetaler deres bidrag. Vi foreslår desuden, at når lånet er tilbagebetalt, så får fonden også et andet formål. Vi forudsætter nemlig, at vi i fremtiden vil være inde i et mere normalt leje for konkurser, så for ikke kun at ophobe en stor isoleret fondskapital, vil det være smart om man fx kunne søge midler hos fonden til samfundsgavnlige formål på hjemmeplejeområdet. På den led skaber de private leverandører med en del af deres overskud mulighed for, at give tilbage til det samfund, der skabte deres eksistensgrundlag og som vi alle er en del af.”
Vi skal ideudvikle garantimodellen eller andre alternativer så vi ikke hænger fast i gammelt tankegods
Jeg har siden mødet med Estrids Pleje flere gange vendt ideen med andre folk inden for branchen. Det er oplagt, at ideen ikke er færdigudviklet, men jeg synes der er noget sundt i, at ideen stammer fra en privat virksomhed frem for en rådgiver eller anden interessent, som jeg selv, der ikke har hånden på kogepladen. Ideen med en garantifond vil for mig at se skabe et stærkere og mere fælles samfundsmæssigt sikkerhedsnet end juridiske vejledninger og bankgarantier. Der kan med sådan en tanke, hvis interessenterne på centralt hold er villige til at udvikle modellen, skabes forbedrede handlemuligheder for kommunernes beredskab, medarbejdernes løn og borgerens tryghed ift. sikring af, at den vante hjælper kan fortsætte hos borgeren. Endelig vil en garantifonds-ordning kunne virke som værn mod virksomheder, der tænker lidt for kynisk i konkurser. Fonden kunne nemlig have mulighed for at sanktionere (eksempelvis ekskludere) medlemmer, der går konkurs med et driftsselskab i en del af landet samtidig med at medlemmet driver et andet selskab med samme ydelser et andet sted i landet. Den slags er naturligvis mere kompleks end som så, men i et tænkt eksempel hvor et medlem ekskluderes af fonden, bør det give kommunen en sund overvejelse om hvorvidt man vil indgå eller fortsætte et samarbejde med den pågældende.
En garantifond kan modsat en bankgaranti medvirke til øget robusthed af små og mellemstore virksomheder
Jeg tror at vi med fjernelsen af de nuværende anfordringsgarantier vil reducere en væsentlig barriere for vækst hos den mindre eller mellemstore private leverandør. Jeg er med på, at de store leverandører ikke i samme grad vil se modellen med en garantifond som en gevinst. Det handler om flere ting, hvoraf en af dem er, at bankgarantiløsningen er en mulighed for indirekte at reducere vækst og dermed konkurrencen fra små og mellemstore plejevirksomheder, hvis økonomiske vækstmuligheder klart begrænses af bankgarantier. I den sammenhæng skal vi tænke på, at Danmark består af små og mellemstore virksomheder, og hvis de skal have mulighed for at vokse mhp. fx systemeksport, skal vi også skabe grundlag for at de kan trække vejret.
Vi skal tænke ud af boxen på velfærdsmarked ift. konkurssikring
Nuvel jeg er med på at en garantifond med samfundssigte ikke er eneste løsning ift. konkursikring af velfærdsmarked. Jeg slår blot et slag for at vi skal ud og tænke meget anderledes. Ideen med en garantifond fra virksomhedsejere der har hånden på kogepladen 24/7 er et andet skridt end en traditionel juridisk og pekuniær løsning smedet af en rådgiver eller interesseorganisation.
