Kort proces: Dagpengeaftale er på plads

Politik

22/10/2015 12:49

Nick Allentoft

Tre dage efter kommissionsrapport er de tre største partier enige om et nyt dagpengesystem. DF løber fra valgkampens dagpengeløfte med ny aftale, som ikke løser problemerne, lyder det fra SF. (opdateres)
Der skulle kun gå tre dage fra Dagpengekommissionens rapport blev offentliggjort mandag, til en aftale om et nyt forsikringssystem for de ledige var forhandlet på plads.   Forhandlerne siger, at der er enighed om et fremtidigt dagpengesystem mellem Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Dagpengekommissionen

Dagpengekommissionen har i to år arbejdet på et udspil til et nyt dagpengesystem. Læs alle artikler her.

Aftalen indebærer blandt andet, at det maksimale antal karensdage, hvor de ledige ikke modtager dagpenge, bliver mindre end de otte om året, som Dagpengekommissionen lagde op til.

I stedet bliver det de tre dage om året, som fagbevægelsens kommissionsmedlemmer anbefalede i en mindretalsudtalelse.    Karensdage er en væsentlig del af finansieringen af den systemomlægning, som kommissionen foreslår, og en sænkning af antallet kræver derfor, at der findes penge andre steder.   En del af disse skal ifølge Ritzaus oplysninger hentes ved sænke dimittendsatsen til et lavere niveau, end de 78 procent af den maksimale dagpengesats, som kommissionen har anbefalet. Dog skelnes der mellem forsørgere og ikkeforsørgere.   Dimittendsatsen i det nuværende system svarer til 82 procent af den maksimale sats.   Aftalen betyder samtidig, at der skal tilføres penge til dagpengesystemet fra andre områder. Det var ikke det udgangspunkt, som Dagpengekommissionen oprindeligt var blevet bedt om at opfylde.   SF: Ledige betaler prisen for nytteløs ny dagpengeaftale Den nye dagpengeaftale får hårde ord med på vejen fra SF's formand, Pia Olsen Dyhr.   - Det er brandærgerligt at forspilde en historisk chance for et mere solidarisk dagpengesystem på at flytte penge rundt mellem de arbejdsløse. De arbejdsløse kommer jo nu til at betale prisen for alt for små forbedringer. Dagpengeaftalen løser ikke hovedproblemerne i dagpengereformen. Alt for mange vil falde ud af dagpengesystemet, siger Pia Olsen Dyhr.    I valgkampen indgik Pia Olsen Dyhr og formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, en dagpengeaftale. De gav blandt andet håndslag på at arbejde for halvering af genoptjeningskrav og flere penge til dagpengeområdet.   - Jeg indgik netop en aftale med Kristian Thulesen Dahl i valgkampen om forbedringer af dagpengereglerne for enten at kunne samle et flertal efter valget eller at have noget at holde ham op på, siger SF-formanden.   - Kristian har nu valgt at løbe fra de løfter, han har givet mig og de danske lønmodtagere, og det kan jeg kun tage kraftigt afstand fra. Dansk Folkeparti har nu – ligesom i 2010 – lovet de arbejdsløse ét og gjort det stik modsatte i forhandlingslokalet.   Den nye aftale indebærer blandt andet, at der indføres tre karensdage om året, hvor de ledige ikke modtager dagpenge.    Desuden sænkes dagpengesatsen for nyuddannede til 71,5 procent i aftalen. Dog skelnes der mellem forsørgere og ikke-forsørgere. Dimittendsatsen i det nuværende system svarer til 82 procent af den maksimale sats.   /ritzau/

 

Mest Læste

Annonce