Kroman Reumert i politisk modvind for regning på 1.3 mio for 27 siders rapport

Ledelse

03/02/2016 22:06

Nick Allentoft

Advokatfirmaet sendte regning for "omfattende korrespondance" med Carl Holst og hans advokat. Men havde slet ikke talt med dem, skriver Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten.

Region Syddanmark må samlet set betale 1,3 millioner kroner for den undersøgelsen, som advokatfirmaet Kromann Reumert foretog i forbindelse med Holst-sagen. Men fejl får flere politikere til at stille spørgsmål til regningen, skriver Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten. 

Undersøgelsen, der fylder 27 sider, formår ikke at svare på hovedspørgsmålet om, hvem der i 2013 stod bag ønsket om at fjerne Holsts navn på en faktura for køb af ydelser fra en ekstern taleskriver.

Og flere politikere i Regionsrådet stiller sig nu også tvivlende over for validiteten af den endelige regning fra Kromann Reumert.

Ifølge den første del af regningen på 610.000 kroner, der dækker advokatfirmaets arbejde i oktober 2015, bliver regionen blandt andet bedt om at betale for ”omfattende korrespondance” med Carl Holst og dennes advokat Karoly Neméth.

Men Kromann Reumert har på intet tidpunkt i oktober talt med Holst og Neméth. Hos Kromann Reumert erkender partner Kim Trenskow, at man har lavet en fejl på den første regning.

- Det er korrekt, at den første afregning indeholder en banal tekstfejl. Denne tekstfejl har imidlertid ikke haft betydning for selve afregningerne, som er baseret på tidsregistreringerne. Vi har overfor Region Syddanmark beklaget fejlen, der sandsynligvis er opstået ved, at teksten ikke er blevet fuldstændig rettet til, da vi konstaterede, at sagen ikke umiddelbart kunne sluttes, og derfor besluttede at foretage en aconto afregning pr. ultimo oktober.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er ikke betænkelig ved fejlen, men vil have advokatfirmaet til at forklare, hvad der er sket.

- Jeg har ikke studset over, om Kromann Reumert var i kontakt med Carl Holst og hans advokat i oktober eller november. Jeg vil tro, at det er udtryk for, at der efterfølgende skete meget i sagen, hvor der var rigtig meget kontakt mellem Kromann Reumert og Carl Holst og hans advokat. Så jeg tror på, at der er en fornuftig forklaring. Men vi skal selvfølgelig spørge Kromann Reumert om sagen for at se, hvad der er rigtigt.

Flere regionsrådspolitikere er rystede over fejlen og vil til bunds i sagen:

- Man kan da ikke bare skrive en ydelse på en regning, hvis ydelsen ikke har fundet sted. Det er stærkt bekymrende. Jeg er ærlig talt rystet. Det bliver vi simpelthen nødt til at få undersøgt nøje, siger Thies Mathiesen (DF), 2. næstformand i Region Syddanmark.

Den radikale Kristian Grønbæk Andersen er heller ikke imponeret:

- Det er bestemt ikke godt arbejde fra Kromann Reumerts side, at firmaet skriver ydelser på en regning, som ikke har fundet sted i den periode regningen dækker. Vi må have en nøjagtig specificering af, hvilke opgaver Kromann Reumert har udført hvornår. Det her er ikke noget, som giver point.

Liberal Alliances Marianne Mørk Mathiesen vil have regionens jurister til at undersøge sagen.

- Jeg vil bede vores egne jurister om at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at rejse en sag for Advokatnævnet, siger Marianne Mørk Mathiesen.

Regionsdirektør Jane Kraglund har onsdag været i kontakt med Kromann Reumert, der har beklaget fejlen. Hun afventer nu, om nogle af politikerne fastholder, at de vil have afregningen undersøgt og specificeret mere ud.

Mest Læste

Annonce