Aveny-T på Frederiksberg. Fotograf: Carsten Nordholt
Aveny-T på Frederiksberg. Fotograf: Carsten Nordholt

Kunstauktion trodsede stormen

Politik

01/11/2013 13:43

Mikael Lindholm

En flok stormbetvingere modstod mandag aften de livsfarlige udgangsbetingelser, og troppede op på Frederiksberg til ”Bobler og håndbajere” til fordel for demokrati-kampagnen Stemmer på Kanten.

”Vi skal op og slå Knæk Cancer. De indsamlede 143 millioner”, proklamerede aftenens vært, Huxi Bach, ved kunstauktionens begyndelse på Aveny T.  Det blev til 51.000, hvilket var langt over forventning, på en aften mod alle odds. Oktober-nummeret af Hus forbi gik til 1000 kroner, og der blev festet for et sammenhængende demokrati.

Aftenen var arrangeret af frivillige fra Stemmer på Kanten, Mungo Park og Aveny-T. En lang række kunstnere havde doneret værker, hvis pris gik ubeskåret til Stemmer på Kanten.  Andt mange kunstnere havde Christian Lemmerz, Kirsten Ortved, Suste Bonnen, Leif Sylvester, Henning Saxgreen, Jens Flemming Sørensen og Erik Clausen, der også optrådte på aftenen, doneret diverse værker til formålet, og direktør Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner slog med hammeren og holdte tempoet i den varme sal, hvor stormens hærgen forsvandt i takt med hammerens slag.

Baggrunden for al denne hamren og kunst, var Stemmer på Kanten. Med Lisbeth Zornig Andersen i spisen, kæmper frivillige landet rundt for at få socialt udsattes stemmer til urnerne og på dagsordenen. Lisbeth Zornig Andersen var både aftenens første og sidste taler, og var tydeligt rørt af situationen:” Jeg er dybt imponeret over den gruppe frivillige, der har stablet dette på benene rundt om mig, uden at jeg har været involveret. For det er svært, jeg blander mig nemlig i alt”, fortalte den tidligere børnerådsformand på scenen foran det røde tæppe på Frederiksberg. Tidligere på dagen havde hun kæmpet en kamp mod tiden for at nå fra Svendborg og over broen, og nåede det fem minutter før den lukkede på grund af stormen. I Svendborg var der arrangeret vælgermøde på værestedet Stenbruddet for aktive misbrugere, og er et eksempel på en af de mange aktiviteter, som Stemmer på Kanten stabler på benene og indsamler midler til.

Værten Huxi Bach stillede gratis op, fordi han mener at projektet er vigtigt for demokratiet, der ellers let bliver taget for givet:” Stemmer På Kanten er rigtig godt - og frem for alt rigtig vigtigt projekt! Vi lever i et demokratisk samfund, som de fleste af os tager for givet. De fleste af os har det så godt, at vi glemmer at der er mennesker der ikke er så privilegerede som os. Og et ægte godt samfund bør måles på hvordan vi behandler de svageste. Derfor er det helt utrolig vigtigt, at vi ikke luller os hen i vores egen magelighed. Et demokrati skal plejes. Og derfor har vi et ansvar for at hjælpe dem, som har svært ved at udøve deres demokratiske rettigheder. For hvis ikke alle stemmer i et demokrati - så er der noget der ikke stemmer. Så simpelt er det i virkeligheden i mine øjne”, fortæller Huxi Bach. Han var glad for værtstjansen, og for opbakningen på aftenen trods det voldsomme vejr: ”Derfor var jeg også utrolig glad for at være til Bobler & Håndbajere forleden aften. Det var smukt at se hvor mange der trodsede stormen og kom ud og bød på kunstauktionen, og gav generøst til projektet. Men først og fremmest var det rart, at se, at der var så stor opbakning til projektet. ” 

En sal med sammenhængskraft

I salen sad Hus Forbi sælgere, hjemløsekoret, kunstkøbere, politikere, erhvervsfolk, frivillige, en socialminister og en tidligere indbrudstyv og fejrede demokratiet i fællesskab, med håndbajere og bobler, som et særegent tegn på en sammenhængskraft og en mangfoldighed der sjældent findes under samme tag. I forhallen havde Frederiksberg kommune stillet en stemmeurne og to valgtilforordnede til rådighed på dagen, så alle der ønskede kunne få brevstemt. Det blev benyttet løbende i løbet af aftenen, hvor de deltagende skiftevis bød på kunst, blev underholdt og brevstemte bag forhænget.

Hjemløsekoret og Stig Møller, der resolut opfordrede alle til at stemme blankt, optrådte med ”sikke en dejlig dag det er i dag”, Erik Clausen lavede Stand-Up, De Splittergale optrådte og Pharfar fik salen op af teaterstolene og i dans da han optrådte i anden runde af den alternative kunstauktion. Der var larm, jubelråb, spænding og ikke mindst en løssluppen fest i den ellers fine sal, der formentlig hverken huser håndbajere eller dans til hverdag.

Socialminister Anette Vilhelmsens tale blev indledt og afsluttet med et arbejdercitat, og der blev på flere leder og kanter slået på tromme for demokratiet. Ikke hvilket som helst demokrati, men et demokrati, hvor alle stemmer tæller.

Ved aftensuppen, der var en formidabel fennikelsuppe kokkereret af landets første stjernekok, Søren Gericke, lavede initiativtageren til hele projektet status over aftenens resultat:” Det er simpelthen langt over forventning, med en stormramt sal at få så mange penge ind. De falder på et meget tørt sted, og rykker os endnu tættere på at opfylde vores ambitioner”, sagde en træt men glad Lisbeth Zornig Andersen.

Kommunikationschefen for Mungo Park beskriver ligeledes aftenens resultat som langt over forventning: "Det var en stormfuld og brutal dag, der endte vellykket med en fantastisk stemning. Showet blev afviklet, så både høj og lav grinede, sang og dansede side om side - og samtidig brugte de penge på spændende kunst og en Hus Forbi-avis. Selv om vejret fik en del gæster til at blive hjemme, fik vi samlet flere penge sammen til dem, der trænger mest, end vi havde håbet på. Derfor er vi meget glade." 

Mest Læste

Annonce