Der er brug for et opgør med velfærdsstatens forestilling om, at den enkelte ikke kan noget selv, og vi skal væk fra et system, der forsørger os alle frem for at hjælpe dem, der har behov, skriver formanden for LA Ungdom, Alex Vanopslagh, i debatten om velfærdsstat eller velfærdssamfund.
Lige nu læser andre
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Det er drønhamrende uretfærdigt, at en hårdtarbejdende betonarbejder tvinges til at betale dagpenge for en nyudklækket akademiker, der ikke kan finde lige det job, der matcher vedkommendes egen vurdering af kvalifikationer.
Læs også
Det her er vi alle enige om
Jeg tror, at vi alle er enige om, at børn skal have finansieret deres skolegang af staten. At handicappede, kronisk syge og mennesker med svære psykiske lidelser naturligvis ikke kan eller skal punge ud for den livsnødvendige hjælp de får. Men der er altså helt vildt langt fra at hjælpe de mennesker, der åbenlyst har brug for en effektiv og kærlig hånd og så til at gøre voksne, raske mennesker til ansvarsløse klienter, der skal pakkes i vat af staten.
Jeg drømmer om, at vi ændrer kurs. At vi finder en ny balance og ny tro på det personlige ansvar, flid og individet. Selvfølgelig kan langt de fleste voksne og raske borgere selv finde løsninger på livets udfordringer – om det så er arbejdsløshed, forsikring mod sygdom, alderdom eller at man ganske enkelt ikke får det i livet, som man lige havde håbet på og føler sig berettiget til. Jeg er overbevist om, at langt de fleste af os forstår, at vi selv skal betale for vores fejl og gerne vil høste frugten af kløgtige valg og hårdt arbejde. Jeg tror faktisk det vil styrke vores sammenhængskraft. Vi skal hjælpe alle, der har reelt behov Det sociale system skal indrettes med respekt for det enkelte menneske. Vi skal hjælpe individer frem for at bygge systemer, der tvinger både borgere og ansatte til at følge bestemte kriterier og iøvrigt er så detailstyrede, at de fleste ikke kan finde rundt i dem.Ideen om at hjælp mennesker gennem livskriser eller særlige udfordringer skal komme før forkrommede forvaltningsregler. I et sådan system er det ansvarsfulde individ i fokus. Diagnoser bruges til at hjælpe mennesker videre – ikke til at holde dem nede og kontrollere dem. Arbejdsløse udsættes ikke for meningsløs tvangsaktivering og bureaukratisk regelkontrol. Vi skal ikke længere høre om triste beretninger fra psykiske syge eller se lange dokumentarserier om, at vores sundhedsvæsen er et sygt system.
Men inden vi kan komme så langt, er vi nødt til at få respekten tilbage for den enkelte – og det indebærer også, at vi tager et opgør med, at det er embedsmændene og et fortabt velfærdssystem, der har ansvaret for vores ve og vel.