Efter en hed sommer har mange fået mere fokus på klimaproblematikken og det virker faktisk som om at klimspørgsmålet har bevæget sig helt frem på listen over de vigtigste politiske emner. Og det er vigtigt. Både fordi vi har travlt hvis vi skal holde os under to graders temperaturstigning, som aftalt i Paris, men også fordi Danmark har en central rolle at spille. Vi kan vise vejen for andre lande og det kan tiltrække investeringer, skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Men det kræver at vi tør følge med når ambitionsniveauet hæves og gøre vores klimamål og vilje til at handle, stadig tydeligere i verden.
Netop de politiske ambitioner skal vi have kigget på. De politiske ambitioner skal vokse løbende som vi bliver mere klar over behovet for at handle hurtigt. Mange rapporter om klimaets tilstand bliver stadig mere dystre og tegner et billede af at vi har mere hast end først forventet. F.eks. her i august da man kunne læse om nogle af klimaets selvforstærkende effekter som vil gøre klimaændringerne værre og som formentligt betyder at vi skal handle hurtigere hvis vi vil undgå temperaturer og vandstigninger der løber løbsk. Det kan altså blive svært at holde sig under de to grader som aftalt i Paris aftalen og vi har endnu engang måtte erkende at vi har mere travlt end forventet.
Rapporter som denne bør få os til at blive mere ambitiøse på klimaets vegne. Men det bør omverdenens grønne ambitioner i den grad også. For min påstand er at vi er nået til et sted hvor det kommer til at gå rigtig stærkt med kampen om at være forrest i klimakampen. Jeg tror på at verden i stadig højere grad vil søge løsninger på klimaforandringernes truende konsekvenser. Det betyder at vi kan nå dertil, hvor der er mere end gode og rigtige gerninger i de grønne handlinger. Der er også investeringer, vækst og arbejdspladser.
Der er altså to grunde til at gå forrest i klimakampen, og, som det Socialdemokratiske grønne udspil hedder, igen være en grøn stormagt. Der er grunden om travlhed for at redde verden, og grunden om arbejdspladser og grøn vækst. For mig er de begge to essentielle, men de kræver at vi tør sætte nye mål og hæve vores ambitioner. F.eks. når vi kigger til andre lande. Den danske målsætning om lavemission i 2050 er ikke god nok, uanset hvilke af de ovenfor nævnte grunde man bruger som pejlemærke. Det danske mål skal være at blive et netto-nuludlednings land i 2045, både fordi vi skal overholde Paris aftalen, men også fordi vi skal være forrest i de grønne ambitioner. Som CONCITO tidligere har vist er dette ikke tilfældet. Det samme kan f.eks. siger om grøn transport eller manglen på samme i Danmark. Lad os følge det norske eksempel og gå efter at alle nye biler og varevogne fra 2025 skal være forureningsfrie.
Jeg arbejder for Danmark som foregangsland og grøn stormagt, men det kræver at vi begynder at vise vejen med tydelige grønne ambitioner. Det betyder også at vi tør tage svære valg som f.eks. en udfasningsplan for olie så noget olie bliver liggende i Nordsøen. Eller krav og økonomi til at alle offentlige bygninger skal energieffektiviseres til højest mulige standard når der alligevel foretages mindre bygningsrenoverende arbejde. En fremtidig grøn politik skal tage udgangspunkt i at vi har travlt og at det kan betale sig at gå forrest. Vi skylder de fremtidige generationer at vise at også vores generation turde tage svære valg der gjorde Danmark til en grøn stormagt.
